Apple lancerer iPad - se den her!

Hvilken ny gadget afslører Apple i dag? Følg med her fra klokken 19.00

Apple iPad. (Foto: Apple)
Apple iPad. (Foto: Apple)

Forventningerne til Apple-boss Steve Jobs er tårnhøje, når han klokken 19 dansk tid går på scenen i Yerba Buena Center for the Arts i San Francisco for at løfte sløret for virksomhedens seneste kreation.

Rygterne har svirret de sidste mange måneder - ja år - om hvad det er, men skal vi ikke lade Mr. Jobs få det næste ord.

Denne historie opdateres løbende fra pressemødet starter, til det slutter.

-----

20:33 Steve Jobs slutter af med en lang hyldest til iPad'en. Pressemødet er slut.

20:29 Apples chefdesigner, Jonathan Ive, fortæller, at du ikke skal tænke, når du bruger iPad. Der er ingen rigtig eller forkert måde at holde den. Rart at vide.

20:25 Der kommer en dock med indbygget tastatur, der mere eller mindre forvandler den til en almindelig laptop.

20:24 3G-versionen kommer om tre måneder. Men det ser ud til kun at være i USA. Vil du have iPad med 3G i Danmark, så skal du vente til sommer.

20:22 Wi-Fi-versionen af iPad kan købes i Danmark om to måneder!

20:20 499 dollars for 16GB, 599 dollars for 32GB og 699 for 64GB. Og det er vel og mærket versionerne, der kun har Wi-Fi (og ikke 3G). Vil du have indbygget 3G er prisene hhv. 629, 729 og 829 dollars.

20:19 Prisen starter ved 499 dollars, eller cirka 2.700 kroner... Uden moms

20:17 iPad 3G kommer til Europa i løbet af juni!

20:17 Overraskende, så kan du aktivere 3G direkte på iPad. Du skal ikke indgå en længere abonnementsaftale og kan stoppe hvornår som helst. Alle iPad 3G-modeller kommer uden SIM-lås.

20:16 Det ser ud til, at du skal synkronisere med USB. Ingen trådløs synkronisering via Wi-Fi. Det ser ud til at iPad vil komme med indbygget 3G alligevel. I USA vil du kunne købe et abonnement, hvor du kan downloade op til 250 megabyte data månedligt for 15 dollars. 30 dollars for ubegrænset data, hvilket nok betyder fem gigabyte eller lignende per måned

20:15 Steve Jobs fortæller, at du kan synkronisere din iPad med iTunes på din PC eller Mac, og overføre fotos, musik, film, tv-serier, bogmærker, apps osv.

20:13 iWork består af tre programmer: Pages, Numbers og Keynote. De vil koste 10 dollars stykket.

20:10 Apple har lavet et helt nyt brugerinterface til iWork, så du kan arbejde med tekst, præsentationer og tal. Det ser imponerende ud, men vil folk ikke hellere arbejde på en rigtig pc?

20:08 Stadig præsentation af iWork. Det vises, hvordan du arbejder med præsentationer, tekst, Excel osv. Keeeedeligt!

20:00 Steve Jobs gør klar til at vise, hvordan man arbejder på iPad med programmet iWork.

19:59 iPad bruger det åbne ePub-format til e-bøger. Det betyder, at du muligvis vil kunne putte dine eksisterende e-bøger over på den.

19:58 iBooks er en indbygget bogbutik. Steve Jobs har netop købt Edward Kennedys 'True Compass' for 15 dollars, cirka 80 kroner. Du får også en virtuel boghylde. Når du downloader en bog, så smutter den automatisk ind på din boghylde.

19:57 iPad er også en e-bogslæser. Applikationen iBooks skal konkurrere med Amazons Kindle.

19:54 Steve Jobs fortæller, at udviklerne kun har haft to uger til at arbejde på de apps, der er blevet fremvist i dag. De er nogle hårde bananer, de Apple-folk!

19:52 Der bliver vist flere spil. EA har udviklet 'Need for Speed: Shift' til iPad. Styringen foregår ved, at du med fingeren trykker på en pedal, der er afbilledet på skærmen. Grafikken er flot, men det kan ikke konkurrere med en rigtig pc.

19:48 iPad har IKKE indbygget 3G, så du skal jagte Wi-Fi-hotspots, når du er ude i byen eller få den på nettet via din mobiltelefon eller en bærbar 3G-router.

19:47 Demonstration af 'Brushes.' En app, der gør det muligt at fingermale på iPad. Ser ud til at kunne blive god tidsfordriv.

19:44 New York Times har lavet en speciel app til iPad. Det ligner en mellemting mellem en e-avis og en webside. Du kan læse artikler, trykke på links og se video, men det er præsenteret i et traditionelt avislayout.

19:42 Demonstration af skydespillet 'Nova.' Det ser godt ud med imponerende 3D-grafik.

19:40 Nu er der demonstration af 3D-spil på iPad. Det ser godt ud!

19:39 Apple ser gerne, at udviklerne går i gang med at lave apps, der er rettet specielt mod iPad. Vi vil fremover altså se to slags apps: iPhone-apps og iPad-apps. Førstnævnte vil også virke på iPad.

19:37 Det vil være muligt for udviklerne at opdatere deres apps, så de bedre kan udnytte mulighederne på iPad og den større skærm. Du kan købe apps direkte på iPad.

19:36 Alle eksisterende iPhone-apps virker på iPad. Den kan køre apps i deres naturlige opløsning eller strække dem til at fylde hele skærmen.

19:35 Det betyder, at du kan flyve fra Chicago til København og se film hele vejen uden at løbe tør for batteri (hvis du kan få den forbi emsige amerikanske vagter)

19:34 iPad vil kunne køre de samme apps som iPhone og iPod Touch. Den har 10 timers batterilevetid, 30 dages standby-tid og har indbygget Wi-Fi 802.11n. Steve Jobs har endnu ikke nævnt noget om indbygget 3G

19:32 Den har en 9,7 tommer skærm, vejer under 700 gram og er 1,27 cm 'tyk'

19:30 iPad har en 1Ghz processor, der er lavet af Apple selv. Den kommer med mellem 16 og 64 gigabyte hukommelse.

19:26 Steve Jobs demonstrerer nu den indbyggede kalender. Grafisk ligner det en traditionel dayplanner blot på en stor trykfølsom skærm.

19:25 Du kan købe sange direkte på iPad. Og så er vi er nødt til at nævne det igen: Den ser ufattelig tynd ud!!!

19:23 Den ligner groft sagt en mellemting mellem en iPhone og en Mac, hvor du styrer det hele med fingrene

19:22 Steve Jobs demonstrerer lige nu, hvordan man surfer nettet på iPad, skriver e-mails og roder med fotos.

19:20 iPad er tynd og kan både bruges vertikalt og horisontalt. Den har et stort stort virtuelt tastatur på skærmen. Den ligner en forvokset iPhone. Der er indbygget adgang til iTunes-butikken, du kan se HD-video fra YouTube og ifølge Steve Jobs, så er den 'fantastisk at se tv-serier og film på.'

19:18 - Det er den bedste weboplevelse du nogensinde har haft ... Den er meget bedre end en bærbar pc, meget bedre end en mobil.

19:15 Steve Jobs kaler det en mellemting mellem en bærbar pc og en smartphone, og rettet mod webbrowsing, e-mail, fotos, videoer, musik, spil e-bøger.

19:11 Jobs har afsløret navnet: iPad

19:08 - Alle bruger laptops og smartphones så spørgsmålet, der trænger sig på, er: Er der plads til noget midt imellem?

19:03 - Vi vil sparke 2010 i gang ved at introducere et magisk og revolutionerende produkt, men først et par opdateringer.

19:02 Steve Jobs er gået på scenen Yerba Buena Center for the Arts i San Francisco

1 af 8 New York Times har lavet en speciel app til iPad, der ligner en mellemting mellem en e-avis og en webside. (Foto: Apple)
2 af 8 App Store og spil på den nye iPad. (Foto: Apple)
3 af 8 Steve Jobs præsenterer Apples nye iPad - en slags bordcomputer uden tastatur - på et pressemøde i San Francisco.(Foto: AP Photo/Paul Sakuma)
4 af 8 Dukkefilm for verdenspressen. (Foto: AP/Marcio Jose Sanchez)
5 af 8 Den nye iTunes Store. (Foto: AP/Marcio Jose Sanchez)
6 af 8 Steve Jobs viser, hvordan du ikke skal holde en iPad.(Foto: AP/Paul Sakuma)
7 af 8 Nøøøj, så' der fjernsyn for dig. (Foto: AP/Marcio Jose Sanchez)
8 af 8 Apple iPad. (Foto: Apple)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere