Kyl bolden højt op og tag flotte panoramabilleder

36 linser i en kamera bold tager de flotteste 72 megapixel panoramabilleder, du nogensinde har set

Panono kameraet har 36 linser, der alle skyder samtidigt.
Panono kameraet har 36 linser, der alle skyder samtidigt.

Et hold ingeniører på Berlins Tekniske Universitet er ved at være klar til at sende Panono Throwable Panoramic Ball Camera på markedet, og det tager billeder, hvis lige du aldrig har set.

Det amerikanske tech-site Gizmodo har været så heldige at få lov til at afprøve Panono kameraet, og de er mildt sagt imponerede.

Simpelt koncept bag Panono kameraet
Konceptet bag Panono kameraet er simpelt nok: Indbyg 36 kameralinser i en bold sammen med et accelerometer, der måler, hvornår bolden er på sit højeste i kastet og derfor står mest stille til at udløse alle 36 linser på én gang til at tage tæt på perfekte panorama billeder.

At få det hele til at virke er straks knap så simpelt, og Panono kamera bolden har efterhånden været under udvikling i Berlin siden 2010, hvor en studerende ved navn Jonas Pfeil kom på idéen.

Læs også: Slug dit password - en pille skal afløse dit password til mobilen

Siden har Jonas Pfeil og hans hold arbejdet på kamera bolden og undervejs blandt andet fået hjælp af en tidligere Leica chef, og nu kan man så endelig forudbestille Panono på Indiegogo.com med en forventet leverance engang i sommeren 2014.

Høj pris og høj kvalitet
Prisen på Panono Throwable Panoramic Ball Camera bliver på 599 dollars, hvilket rundt regnet bliver 3.500 kroner plus afgifter, så det er en pebret prislap for et kamera, der kun kan tage panorama billeder.

Til gengæld får du nogle virkelig imponerende billeder, der både er i en superflot kvalitet og i vinkler, der normalt ikke er mulige at optage i.

Og lige nu kan du spare 100 dollars ved at forudbestille Panono Throwable Panoramic Ball Camera på Indiegogo-linket herover, hvor du også kan vælge mellem en grøn og en sort udgave.

Panono Throwable Panoramic Ball Camera er i øvrigt pakket ind i samme modstandsdygtige plastik som GoPro actionkameraerne, så det kan godt tåle både lidt vand og fummelfingrede gribere.

Læs også: 10 fede spil der kan køre på en elendig PC

Man kan også tage billeder ved at putte Panono kameraet på en pind eller ganske simpelt trykke på en knap, som man kan se i videoen herunder, men det er velsagtens ikke helt så morsomt, som at kyle bolden højt op i luften og giver nok heller ikke så interessante resultater.

Hent app'en til Panono allerede nu
Jonas Pfeil og hans folk har også gjort det nemt at se sine billeder fra Panono kameraet ved at have en app klar, som kan hentes ganske gratis til både Android og iOS.

Billederne fra Panono kameraet bliver helt automatisk downloadet til app'en på din smartphone eller tablet, så du kan nyde resultatet med det samme.

Når du downloader app'en ligger der nogle billeder klar, som man kan gå på opdagelse i ved at bevæge sin mobiltelefon og zoome ind og ud, og det er både sjovt og imponerende, kan vi godt hilse og sige.

Vi er godt i gang med at opdatere jule-ønskesedlen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere