TV: 187 km/t: Den her havetraktor klipper også kørekortet

Farten bør tages af inden man runder æbletræet

På afstand ligner det bare en havetraktor, som den slags er flest, men Honda har skabt et potent monster til baghaven, der, når den folder sig helt ud, kan resultere i heftige bøder og klip i kørekortet, hvis den bliver brugt på græsrabatten langs de danske motorveje.

Mean Mower, som den naturligvis er døbt, har netop officielt sat hastighedsrekord på et testanlæg i Tarragona i Spanien under overværelse af Guinness World Records, der noterede fartrekorden til 116,57 mph svarende til lige omkring 187 km/t.

Rekordforsøget kan ses i tv-klippet over artiklen.

Den tidligere rekord lød på 155 km/t og blev sat af en havetraktor fra John Deere i 2010.

Hemmeligheden i Hondas nye monsterklipper er en 1000 cc superbike-motor af samme type som findes i Honda VTR Firestorm. Den accellerer fra 0 til 60 mph (96 km/t) på fire sekunder.

Klipper med 24 km/t
For at få den officielle verdensrekord skulle havetraktoren præstere samme høje gennemsnitsfart i begge retninger på samme strækning inden for en time. Herudover skulle plæneklipperen også demonstrere, at den rent faktisk kunne slå græsset. Det kunne den. Dog ikke med 187 km/t. Her var maksfarten 24 km/t.

Se også: Lego-robot løser Rubiks terning på tre sekunder

Hondas Mean Mower, der er konstrueret af Team Dynamics, der også er involveret i Hondas British Touring Car Championship-program, havde bygget maskinen op med udgangspunkt i den mere gængse havetraktormodel Honda HF2620.

Bag rattet sad Piers Ward, der er skribent på Top Gear-magasinet.

- Den føltes overraskende stabil, afslørede han over for Daily Mail efter køreturene.

- Det største problem var vindmodstanden. Det er en græsslåmaskine og den er bygget til 19 km/t, så der er ingen beskyttelse - den forsøger simpelthen at flå hovedet af en. Derfor også min 'Donkey Kong'-positur....

0 kommentarer
Vis kommentarer