Test: Tre tryllebindende projektorer

Med en førsteklasses projektor får man den billedgengivelse, som var tiltænkt af filmskaberne

Selv en overkommelig projektor kan give fede filmoplevelser i hjemmebiografen. Med en billedstørrelse, som det er umuligt at få fra fjernsyn til under 100.000 kroner. Men et stort lærred vil også i højere grad afsløre svagheder i billedkvaliteten. De billigste projektorer har hverken den skarpeste optik, det højeste kontrastniveau eller den mest jævne farvebalance. Dermed bliver billedet ikke jævnt skarpt over hele lærredet, farvegengivelsen varierer fra centrum til kanterne, og sortniveauet er snarere gråt.

For hjemmebio-entusiaster er der derfor meget at vinde ved at investere i en topklasseprojektor. Billedet bliver lige så stort, som du vil have det; optikken er ofte udskiftelig, så den kan tilpasses dine behov mht. afstand og billedformat; og kombineret med et godt lærred kan en dyr projektor faktisk give bedre billedkvalitet end et tv. Især tv’er med kant-LED, der har et ujævnt sortniveau hen over skærmen.

Læg hertil, at en projektor i topklasse har gode muligheder for vinkle linsen og zoome, så den kan placeres, hvor man gerne vil have den, uden at man skal tænke så meget på afstand og vinkel i forhold til lærredet.

Sådan testede vi
Vi har set på billedkvaliteten fra projektorerne både “lige ud af æsken” og fuldt farvekalibreret af vores kalibreringsekspert, Gorm Sørensen. Gorm bruger computerprogrammet CalMAN 5 Ultimate Edition sammen med state-of-the-art måleinstrumenter for at få det bedste ud af hver projektor.

Under vurderingen af billedkvalitet har vi hele tiden haft to projektorer ved siden af hinanden for at kunne sammenligne. Til formålet brugte vi Blu-ray-afspilleren Electrocompaniet EMP 2 med overførsel via HDMI.

Filmmaterialet har været Ridley Scotts Prometheus og dokumentarfilmen Wonders of the Universe. Begge film har et stort kontrastomfang, dvs. både mørke scener og meget højlys. De kan i øvrigt kraftigt anbefales på Blu-ray.

Optoma HD91





At man aldrig behøver at skifte pære, er bare én af fordelene ved LED-teknologien i Optoma HD91. Men projektoren har også sine ulemper.

Optoma HD91 har et skarpt billede lige ud af æsken. Farvebalancen er ikke optimal, men hælder lidt mod grøn. Det er dog til at leve med.

Subjektivt er billedkvaliteten god. Der er dog en del at vinde ved kalibrering, selv om projektoren ikke lader sig kalibrere helt præcist. Den har et for stort farverum til sin egen evne til at kalibrere, og farvebalancen er ikke ensartet ved alle lampestyrker. Det betyder, at farvegengivelsen kan ændre sig noget med lysstyrken. Rent subjektivt lagde undertegnede ikke specielt mærke til det, men i denne prisklasse er kravene høje.

Optoma HD91 er en projektor, der som helhed gør det rigtig godt, især når det gælder skarpe billeder med god dybde. Den særlige LED-teknologi gør, at man aldrig behøver at skifte pære, og komponenterne indeni udsættes ikke for så meget varme. En spændende teknologi, som her demonstreres godt. Men spørgsmålet er, om den ikke skal bruge et par generationer mere, før den er moden til de mest kræsne feinschmeckere.

+
Med tre LED-pærer har HD91 ikke den regnbue-effekt, der plager andre DLP-projektorer. Desuden er lampens levetid i praksis lige så lang som projektorens. Billedet er skarpt med god kontrast.

-
Sekundærfarverne bliver aldrig helt rigtige, og farverummet er for stort til, at projektoren lader sig kalibrere helt. Desuden brænder detaljerne ud i højlys.

Læs hele testen

Fakta

> DLP med 3 LED-lamper

> 3D m. RF

> 1920 x 1080p HD

> Maks. kontrast 500.000:1

> 1000 lumen

> Afstand til 100": 3,3 – 6,36 m

> Pris: 29.900 kroner

Epson EH-TW9200W





Epson er den eneste projektor i testen, hvor kalibreringen kan gemmes i en hukommelse. Det giver tryghed, hvis der er børn i huset – eller andre, der kan lide at pille ved knapper.

Epson har det mest intuitive menusystem og den bedste linsevinkling. Men også den mest hørbare ventilator.

Lige ud af æsken er billedet ganske skarpt, og de jævne bevægelser uden bevægelsesstøj er en sand fornøjelse. Men farvebalancen hælder mod lyserød med for lav intensitet i grøn.

Efter kalibrering er billedet langt bedre. Lidt blødere end Optoma HD91 og Sony HW55, men til gengæld med mere korrekt farvegengivelse end Optoma. Heller ikke Epson kan kalibreres helt rigtigt, bl.a. fordi farvetemperaturen ikke er ensartet over hele lærredet, ligesom den også varierer hen over gråtoneskalaen.

Men det vigtigste er den subjektive oplevelse af billedkvaliteten. Og Epson ser rigtig godt ud, med sunde hudtoner og meget jævne bevægelser. Der er godt med detaljer i både skygger og højlys, og selv om skyggeområderne ikke er lige så mørke som med Optoma, er der flere nuancer med Epson.

+
Epsons projektor er blandt de bedste til at gengive bevægelse. Detaljeniveauet i skygger er godt, og projektoren er meget lysstærk. Desuden har den overskuelige menuer samt trådløs HDMI.

-
Farvetemperaturen er lidt ujævn over lærredet, så den aldrig lader sig kalibrere helt rigtigt. Billedet er ikke det skarpeste i klassen. Automatisk sortniveau går ud over farvetemperaturen og bør slås fra. Hvilket resulterer i lidt lysere skygger.

Læs hele testen

Fakta

> 3LCD

> 3D m. RF

> 1920 x 1080p HD

> Maks. kontrast 600.000:1

> 2400 lumen

> Trådløs HDMI

> Afstand til 100": 2,95 – 6,31 m

> Pris: Set til 22.499 kroner

Sony VPL-HW55ES





// Bedst i test //

Her er projektoren til dem, der vil have de fedeste hjemmebio-oplevelser. Meget bedre billede får man ikke.

Her må man bare overgive sig. Selv lige ud af æsken er Sony VPL-HW55ES noget nær optimalt kalibreret og byder på et billede i referenceklasse. Bare med lidt overmættede farver.

Efter kalibreringen står det helt klart, at Sony er en fremragende projektor. Man skal holde tungen lige i munden for at nå så vidt, men det er dét værd. Lampen bør stå på fuld styrke for at få det bedst mulige billede. Men bare rolig, blæserstøj er der meget lidt af.

Farvegengivelsen er klart bedre end både Epson TW9200 og Optoma HD91. Med Reality Creation på laveste niveau har Sony også mere dybde i billedet, som desuden er knivskarpt. Og så er det den projektor, der bedst kombinerer et bælgmørkt sortniveau med skarpe højlys uden hverken at gro til i sort eller brænde ud i hvid.

Uanset om det er mørke thrillers, naturfilm eller farveglade animationsfilm, der er på menuen, så er Sony VPL-HW55ES i skrivende stund den bedste projektor til under 30.000 kroner.

Hvis Sony havde haft Epsons menusystem, havde vi været i himlen!

+
Selv lige ud af æsken har Sony-projektoren klasseledende billedkvalitet. Billedet er lidt for skarpt og oversatureret, men efter kalibrering er det helt i top. Den sorteste sort og den hvideste hvid giver stor kontrast og højt detaljeniveau. Fabelagtig farvebalance og knivskarpt billede.

-
Menusystemet kunne være mere intuitivt. 3D-interpolation virker kun med 24 fps billedmateriale. 3D-briller kun med infrarødt signal (RF-system kan dog købes som ekstraudstyr).

Læs hele testen

Fakta

> SXRD

> 3D m. IR (kan opgraderes til RF)

> 1920 x 1080p HD

> Maks. kontrast 120.000:1

> 1700 lumen

> Afstand til 100": 2,97 – 4,75 m

> Pris: Set til 25.640 kroner

0 kommentarer
Vis kommentarer