Stor test: Fed hjemmebio-lyd for 10.000 kroner

Hvis højttalerbudgettet til hjemmebiografen er på ti tusind kroner, kan der være meget at vinde ved at droppe subwooferen. En god bashøjttaler kan man jo altid købe senere

Fem højttalersæt, der prøver at give biografoplevelse hjemme i stuen. (Foto fra lydogbillede.dk)
Fem højttalersæt, der prøver at give biografoplevelse hjemme i stuen. (Foto fra lydogbillede.dk)

For mange er ti tusind kroner smertegrænsen for højttalerkøb til hjemmebiografen. Trods alt skal man have Blu-ray-afspiller og surround-receiver oveni. Udvalget af højttalere er stort, men det ender ofte med, at man vælger et system med en subwoofer og små satellithøjttalere.

Sådanne små systemer er gode til film. Men selv om subwooferen giver seje effekter, har de andre højttalere ofte et begrænset lydtryk. Det fungerer som regel dårligere til musik, fordi subwoofer og højttalere ikke overlapper hinanden ordentligt i overgangen. Så kan musikoplevelsen let blive mere irriterende end inspirerende.

Derfor kan det betale sig at tænke anderledes. Ved helt at droppe subwooferen får man råd til større og bedre højttalere.

Læs også: Hjemmebio med højopløst lyd

Gulvhøjttalere i front giver mere massiv lyd til musik i stereo. En større centerhøjttaler tilfører dialoger i film mere fylde, og man skal heller ikke undervurdere betydningen af baghøjttalere af en vis størrelse. En større højttalerpakke af ordentlig kvalitet giver simpelthen bedre og sejere oplevelser.

Køb subwooferen senere
Dermed ikke sagt, at du ikke kan anskaffe en subwoofer senere og få endnu kraftigere gengivelse af de heftigste bas-effekter på film – plus musik i surround. Men det kan du gøre, næste gang du har råd. Da skal du vide, at subwooferen ikke behøver at være af samme mærke som de andre højttalere. Der er flere producenter, som har specialiseret sig i subwoofere, bl.a. SVS, REL og Velodyne.

5 kombattanter
I denne test har vi fundet fem systemer, der alle er baseret på gulvstående fronthøjttalere med center- og baghøjttalere fra samme højttalerserie.

Fire af systemerne koster i omegnen af 10.000 kroner og konkurrerer om titlen Bedst i Test. To af disse bruger horndiskanter for at få en mere energisk og effektiv gengivelse, hvilket især kan være en fordel til film. Det gælder Cerwin-Vega og Klipsch, mens Q Acoustics og Tannoy anvender almindelige dome-diskanter.

Sådan testede vi
Alle højttalerpakkerne er testet med et bredt udvalg af musik i stereo plus højopløst musik i surround-sound og endelig filmen The Bourne Legacy på Blu-ray. Kilden var high-end afspilleren Electrocompaniet EMP 2 koblet til den gedigne, men ikke overdådige surround-receiver Onkyo TX-NR929. Fordelen ved det er, at den kan lave hurtig autojustering af forsinkelse, lydniveau og delefrekvens, uden at man skal rode med en equalizer, så det udelukkende er højttalerne, vi lytter til.

Læs også: Test af JVC DLA-X500R: Verdens bedste billedkvalitet?

Receiveren er sat til at sende fuldt frekvensområde til alle højttalere. Men vi har også prøvet med en subwoofer i surround for at finde ud af, hvordan højttalerne yder i optimal opsætning. For at give alle et lige godt udgangspunkt har vi brugt den samme sub. Valget faldt på vores referencemodel, Procella P15, en high-end subwoofer med to hårdtslående 15 tommers elementer, som er lynhurtig og uden egen klangsignatur, og således lader højttalerne blomstre selv, bare uden at de skal håndtere LFE-kanalen (Low Frequency Effects).

Argon 6000 5.0





'Hør det hele for den halve pris' lover testens billigste højttalersæt. Det er ikke helt sandt

Argon-systemet er klart et kvalitetsløft i forhold til de billige plasticanlæg, og til ikke særlig mange flere penge. Men sammenlignet med de andre system i denne test kommer Argon til kort. Toppen af diskantområdet er skåret væk, hvilket giver et mere indelukket lydbillede, og basområdet lyder rodet. Desuden ser højttalerne uinteressante ud.

I betragtning af at Argon koster under det halve af de dyreste systemer, er det måske ikke så tosset. En surround-receiver med rumkorrektion kan rette noget op, men det burde være en nem opgave for Hi-Fi Klubben at sælge opad fra Argon

+
Argon giver en fornemmelse af, hvor meget mere man får ved at droppe de mindste subwoofer/satellithøjttaler-systemer og komplette surround-anlæg af plastic. Større og mere massiv lyd, som fylder rummet bedre.

-
Desværre kommer overtonerne ikke godt nok frem, så lydbilledet bliver lidt indelukket. Det lyder også rodet i bassen, og udseendet er temmelig uinspirerende.

Læs hele testen

> Front: Argon 6355FS - Set til 2798 kroner
> Center: Argon 6344C - Set til 599 kroner
> Bag: Argon ARG6350 - Set til 998 kroner
> I alt: 4395 kroner

Cerwin-Vega XLS 5.0





Hvis du vil spille højt, så er Cerwin-Vega sagen. Men både film og musik har også brug for andre kvaliteter

Cerwin-Vega har virkelig slagkraft i basområdet. Højttalerne kan spille pænt højt, så stortrommen kan mærkes i mellemgulvet.

Problemet er bare, at de ikke kan så meget andet. En pukkel i basområdet maskerer det vigtige mellemtoneområde, så sangstemmer og filmdialog lyder indestængt. Også rock og action fortjener mere smæld i det øvre toneregister; så ville en forvrænget guitar komme bedre frem, og skudsalver smælde mere i toppen. I stedet lyder det næsten, som om de fyres af bag en mur.

Dette højttalersystem har afgjort god rytmik og kan komme til at lyde sejt, men har brug for en surround-receiver med rumkorrektion for at få bedre tonal balance.

+
Med en tilstrækkelig kraftig forstærker kan disse højttalere spille højt nok til, at bassen kan mærkes i kroppen.

-
Der er hverken overtoner eller undertoner her. Heller ikke så meget mellemtone, når sandheden skal frem. Højttalerne har et temmelig monotont basregister og åbner sig aldrig rigtig på hverken film eller musik.

Læs hele testen

> Front: Cerwin-Vega XLS-28 - Set til 4398 kroner
> Center: Cerwin-Vega XLS-6C - Set til 1499 kroner
> Bag: Cerwin – Vega XLS-6 - Set til 1798 kroner
> I alt: 7695 kroner

Tannoy Mercury 5.0





Mercury-serien fra Tannoy er blandt vores absolutte budgetfavoritter til stereo, men de er seje nok til hjemmebiografen?

Højttalersættet fra Tannoy er fuld af gode kvaliteter, og især til musik i stereo og multikanal er det en fin pakke. Filmlyd og især actionfilm kræver imidlertid lidt mere aggression og autoritet, end vi oplever fra disse højttalere. Lydbilledet bliver lidt for forsigtigt og tilbagelænet til rigtig at engagere.

Når det er sagt, så er det dog en fin allround-pakke til musik og film for dem, der ikke ligefrem vil skræmme livet af naboen.

+
Højttalerne fra Tannoy byder på et stort og fyldigt lydbillede med fint fokus og god detaljeopløsning. Klangbalancen er varm, hvilket gør, at de egner sig godt til varieret musik.

-
Mercury-sættet mangler lidt vildskab og kan ikke få nakkehårene til at rejse sig, når det virkelig gælder. Der er andre udfordrere med mere energi og dynamik – og flere detaljer – som samlet giver en mere engagerende biograflyd.

Læs hele testen

> Front: Tannoy Mercury V4i - Set til 4398 kroner
> Center: Tannoy Mercury VCi - Set til 1499 kroner
> Bag: Tannoy Mercury V1i - Set til 1699 kroner
> I alt: 7596 kroner

Q Acoustics 2000i 5.0





Engelsk Q Acoustics har sat sig som mål at være et af de bedste højttalermærker i forhold til pris. Store ambitioner, men konceptet ser ud til at fungere.

Højttalerne fra Q Acoustics har ikke alene et tiltalende design; lydmæssigt fremstår de også meget gennemført med en stram, dynamisk og velopløst karakter, der får masser af detaljer frem i både musik og film.

Blandt alle pakkerne i testen er det nok den bedste til musik, og den rangerer også blandt de bedste til ren og skær filmlyd.

+
Højttalerne fra Q Acoustics har et flot design, god byggekvalitet og ikke mindst en imponerende lyd med masser af detaljer, åben og klar stemmegengivelse samt fyldig bas.

-
De civiliserede englændere lyder glimrende til musik, men kan være lidt forsigtige i de sejeste filmsekvenser.

Læs hele testen

[Danske priser]

> Front: Q Acoustics 2050i - Set til 5198 kroner
> Center: Q Acoustics 2000Ci - Set til 1299 kroner
> Bag: Q Acoustics 2010i - Set til 1398 kroner
> I alt: 7895 kroner

Klipsch Reference 5.0







// BEDST I TEST //
Uanset om det er action, drama, jazz eller rock, der står på menuen, går du ikke galt i byen med Klipsch.

Klipsch RF-52 II er ikke langt fra storebror RF-62 II med deres dynamiske og spændstige spillestil. Horndiskanten er slet ikke skinger, men snarere en naturlig del af lydbilledet. Både sangstemmer og filmdialog står godt frem fra lydbilledet, og højttalerne har en heftig gengivelse af basrytmer og eksplosioner.

Baghøjttalerne tegner et større lydbillede bag os end konkurrenterne takket være de bipolære diskant-elementer. Centerhøjttaleren går ikke voldsomt dybt, så send gerne basfrekvenserne fra centerkanalen til fronthøjttalerne eller en subwoofer.

Det her er en ekstremt god allround-pakke!

+
Højttalerne giver overraskende meget fra sig. Både musik og film gengives med stor kropslighed. Responsen er meget hurtigt, så trommer og skud smælder hårdt og hurtigt. Tonerne hænger godt sammen, og især blæseinstrumenter er imponerende.

-
Centerhøjttaleren går ikke så dybt i basregisteret. Storebror RC-52 II kan med fordel overvejes.

Læs hele testen

> Front: Klipsch RF-52 II - Set til 5999 kroner
> Center: Klipsch RC-42 II - Set til 1999 kroner
> Bag: Klipsch RS-41 II - Set til 2998 kroner
> I alt: 10.996 kroner

0 kommentarer
Vis kommentarer