Årets bedste kameraer: Når billedkvalitet betyder mest

Efterspørgslen efter nye kameraer falder, men det gør kravene til kvalitet ikke. Her er årets bedste kameraer

Efterspørgslen på kameraer falder, men kravene til kvalitet stiger. Lyd og Billede har udpeget de bedste kameraer i 2013. (Foto: Lyd og Billede)
Efterspørgslen på kameraer falder, men kravene til kvalitet stiger. Lyd og Billede har udpeget de bedste kameraer i 2013. (Foto: Lyd og Billede)

Salget af kompaktkameraer falder fortsat, og på to år er antallet af solgte kameraer næsten halveret. De fleste tager billeder med deres mobiltelefon. Som har fået bedre billedkvalitet i år, men stadig er langt fra den kvalitet, som et godt kamera kan præstere. Derfor har vi fået en spændende udvikling i markedet. De seneste tal tyder på, at dem, der køber nye kameraer, i stadig højere grad efterspørger netop billedkvalitet. Bedre, end de får fra kompaktkameraet, og bedre end fra telefonen.

For de dyrere kompaktkameraer sælger så godt, at flere og flere lancerer dyre kameraer med store billedsensorer og avanceret optik. Efterspørgslen efter de såkaldte prof-kompakter og kompakte systemkameraer stiger så meget, at vi kan henregne det til stigende krav til billedkvaliteten.

Læs også: Supervidvinkel: Se det store billede

Indtil videre har de kompakte systemkameraer i 2013 oplevet en stigning, som svarer til nedgangen i salget af spejlreflekskameraer.

Interessant nok stiger omsætningen af optik til systemkameraer også. Flere køber et ekstra objektiv til kameraet plus tilbehør som kameratasker og små stativer. Så fotomarkedet er ikke så ilde stedt, som man skulle tro, når man læser salgstallene for kompaktkameraer.

Bedre brugervenlighed
Mange kameraer har fået berøringsfølsom skærm, som man bruger omtrent ligesom en smartphone-skærm, når man skal ændre indstillinger på kameraet. De fleste kameraer er for længst blevet trådløse og kan uploade billeder direkte til mobilen. Men de er ikke altid lige brugervenlige. For mens forskellen i billedkvaliteten mellem to rivaliserende kameramodeller er blevet mindre, er der stor forskel på brugervenligheden.

Læs også: Hurtigere udgave af Canons mindste

I vores tests vægter vi brugervenlighed næsten lige så højt som billedkvalitet, og derfor er nåleøjet for at komme med blandt årets bedste kameraer blevet mindre i år.

Kameraerne herunder er de allerbedste, Lyd og Billede har testet indtil videre i 2013. Dermed ikke sagt, at alle er lige velegnede til alt.





ÅRETS BEDSTE
Kompaktkamera

Olympus Stylus TG-2 iHS: Sejere end de sejeste

Olympus’ hårdføre kamera til al slags vejr kan du tage med i krig. Det ved, hvor du har været, og billedkvaliteten er den bedste i klassen.

Mens salget af de mindste kameraer falder, stiger salget af vejrtætnede kameraer. Olympus TG-2 viser tydeligt hvorfor. Billedkvaliteten har taget syvmileskridt de seneste år, og i dag er de fleste robuste kameraer lige så gode som regulære kompaktkameraer.

Og det her er det allerbedste. Det lille Olympus-kamera kan dykke ned til 15 meter – eller 45 meter med et undervandshus – og tager flotte billeder både over og under vandoverfladen. Det kan optage fuld HD-video, har lysstærk zoomoptik plus Olympus’ bankebetjening, hvor man kan ændre indstillinger ved simpelthen at slå let på sider, top, bund og bagside. Nyttig funktion, når man har handsker på!

Olympus Stylus TG-2 iHS er det hidtil mest robuste kompaktkamera og også det, der leverer den bedste billedkvalitet. Ikke på niveau med Olympus Stylus XZ-2 eller Sony RX100, men bestemt god nok til at hamle op med Canon IXUS eller et almindeligt kompaktkamera. Hvis det er et kamera til al slags vejr, du er ude efter, så kan du stoppe eftersøgningen her.

Video-optagelserne er også gode i godt lys, med relativt høj skarphed, god detaljegengivelse samt lille og præcis autofokus. Lydkvaliteten er også god. Kort sagt: Det bliver ikke meget bedre for et kamera i klassen til al slags vejr.

Pris: 2.900 kroner

Læs hele testen





ÅRETS BEDSTE
Prof-kompakt

Fujifilm X100S: Superb fotokvalitet

Fujifilm X100S er blevet det værktøj, seriøse fotografer sigter efter, og det er fuldt fortjent.

Få kameraer leverer så overbevisende billedfiler som X100S. Det skulle man måske ikke tro, al den stund at retro-designet antyder gammeldags teknik. Men sandheden er, at kameraet har en usædvanlig vellykket kombination af billedsensor og optik, der får detaljer frem i billedfilerne, som man normalt forbinder med dobbelt så mange megapixel – og en helt anden type kamera.

X100S er et af de få kompaktkameraer, der kan levere lige så høj eller bedre billedkvalitet end spejlreflekser i prof-klassen. Det er selvfølgelig ikke lige så hurtigt, har ikke zoom eller vanvittig skudtakt, men indbyder til en anden tilgang, når man fotograferer.

Den fine søger, der kan veksle mellem optisk gennemsigtssøger og elektronisk søgerbillede, er vældig praktisk. Betjeningen er forbilledlig, og for fotografer, der går op i, at værktøjet ikke må stå i vejen for kreativiteten, er X100S et ypperligt valg.

Fujifilm har vist sig lydhøre over for kritik. Det har gjort X100S noget nær perfekt. Tre år efter introduktionen af X100 har de lavet deres bedste kamera i X-serien med X100S. Og et af de bedste på markedet i dag. Fujifilm X100S er ikke egnet for alle, men er mest til fotografer, der ikke altid – eller i det hele taget – har brug for udskiftelig optik.

Pris: 9.900 kroner

Læs hele testen





ÅRETS BEDSTE
Systemkamera, budgetklasse

Samsung NX300: Smartere, bedre og pænere

Samsung har forsøgt at gøre NX300 lige så let at bruge som en smartphone. Heldigvis er billedkvaliteten af den mere seriøse slags.

Egentlig er det ganske godt gået. Fra at have nul erfaring med systemkameraer for bare ti år siden til nu det her: Et af de bedste systemkameraer, vi har testet.

Samsung har på andre områder vist, er de er gode til at omstille sig, men er også blevet kritiseret for, at de er gode til at kopiere andre. Det kan man ikke beskylde dem for her. NX300 er på mange måder et unikt kamera med løsninger, som kun Samsung har. F.eks. iFn-knappen, der giver dig umiddelbar adgang til de vigtigste indstillinger og er placeret på objektivet. Det lyder mærkeligt, men er vældig praktisk. I NX300 får man også Near Field Communication – NFC – og Wi-Fi, der gør trådløs overførsel til en leg. Nu er billedkvaliteten også på plads.

Endelig, fristes man til at sige. Samsung har langsomt, men sikkert forbedret systemkameraerne for hver generation, men var på enkelte områder ikke nået helt til tops. Det har de klaret med NX300, som er en stærk udfordrer til Sonys, Olympus’ og Panasonics kompakte systemkameraer. Og Wi-Fi og NFC åbner nye muligheder for styring af kameraet og deling af billeder. Brugervenligheden er rigtig god, og billedkvaliteten er endelig i topklasse. Hvad mere kan man forlange? Ud over lidt bedre gribevenlighed på næste generation …

Pris: 5.500 kroner

Læs hele testen





ÅRETS BEDSTE
Systemkamera, avanceret spejlrefleks

Nikon D7100: Overlegen kvalitet

Ved at opgradere der, hvor det betyder mest, og beholde resten har Nikon skabt en ny vinder i D7100.

Nogle gange skal der ikke så meget til. Sidste år tog Nikon prisen i denne klasse med D7000. Så det er måske ikke så overraskende, at efterfølgeren D7100 gør det samme i år. For det var ikke meget at udsætte på D7000. Med D7100 har Nikon forbedret de vigtigste punkter og skabt et endnu bedre kamera. Som er det berømte hestehoved foran konkurrenterne i prisklassen.

Kamerahuset ser næsten ud som før, men indvendig er Nikon skiftet til en 24 megapixel billedsensor uden lavpasfilter for maksimal skarphed, en hurtigere billedprocessor, fuld 1080 HD-video i 30/25/24p, stereomikrofon og udvidet lysfølsomhed op til ISO 25.600. Kameraet kan også tage billedserier på 6 billeder i sekundet, og en forbedret 51 punkts autofokus giver større fokuspræcision selv i svagt lys.

Med mærkbart bedre autofokus, ekstrem detaljeskarphed og næsten perfekt betjening er Nikon igen i førersædet. D7100 er ikke bare det bedste kamera i klassen, men blandt de allerbedste uanset klasse. Med fornem billedkvalitet, hvor konkurrenterne især bliver slået på dynamik og støjkontrol, er der ingen, som er i nærheden af den skarphed, man kan opnå med D7100.

Kameraet fortjener – og yder sit bedste med – Nikons mere eksklusive optik, men 18-105 mm VR er et godt objektiv at starte med. For det her kamera vokser med opgaven.

Pris: 8.500 kroner (kun hus)

Læs hele testen





ÅRETS BEDSTE
Systemkamera

Panasonic Lumix GX7: En drøm at fotografere med

Få systemkameraer er så tilfredsstillende at bruge som Lumix GX7. Det mest komplette systemkamera i sin klasse.

De var først ude med et kompakt systemkamera, men det tog sin tid, før markedet lod sig overbevise. Langsom autofokus, mangelfuld billedkvalitet og betjeningsmæssige kiksere hjalp heller ikke. Men det er længe siden, og i dag vokser de kompakte systemkameraers popularitet hurtigt.

Det forstår man, når man får Lumix GX7 i hånden. Alt stemmer. Det gummierede greb passer som hånd i handske, responstiden er lynhurtig, og med både NFC, Wi-Fi og touch-skærm er kameraet så komplet, som det kan blive. Det har også en praktisk, vipbar elektronisk søger indbygget, og endelig er billedkvaliteten fra det lille systemkamera helt i top.

Lumix GX7 er ikke noget actionkamera. Måske heller ikke førstevalg for dem, der kræver, at kameraet er vejrtætnet. Eller dem, der stadig foretrækker et stort kamera med optisk søger, såsom et spejlrefleks. Men det er også de eneste begrænsninger af betydning. Billedkvalitet, betjeningsvenlighed og brugeroplevelse – alt det, der gør det til en fest at arbejde med GX7, gør også kameraet til Panasonics hidtil bedste. Og det bedste af de spejlløse kompakte systemkameraer, vi har testet i 2013.

Pris: 9.000 kroner (kun hus)

Læs hele testen





ÅRETS BEDSTE
Systemkamera, prof-kamera

Sony Alpha SLT-A99: Fuld pakke

Sony vil udfordre Nikon og Canon med A99. Et kamera, der overbeviser stort, og som viderekomne fotografer helt sikkert vil savle over.

At udfordre de store, etablerede kameraproducenter på den hårdeste marked af dem alle – prof-markedet – er en krævende øvelse, som få er lykkedes med. Sony har både teknologien og ressourcerne til det, og med arven fra Minolta i baghånden kan de afgjort lykkes bedre, end andre har gjort.

Sonys A99 med 24 megapixel billedsensor i full frame-format (36 x 24 mm) har på papiret alt, hvad der skal til for at tage kampen op mod de bedste. En stor, højopløst kvalitetssøger med OLED-panel, plads til to hukommelseskort, vejrtætnet kamerahus, 15 fps skudhastighed, 1080p/50 fps HD-video og 14 bit råfiler lyder som en drøm for prof-fotografer, men er virkelighed i A99.

Sony er lykkedes over al forventning med Alpha 99. Billedkvaliteten står ikke tilbage for noget, vi har testet. På enkelte områder er den bedre end det meste, og selv krævende fotografer vil finde meget at glæde sig over i A99. Kameraets design og brugervenlighed er gennemført fra ende til anden, og fotografen har næsten uendelige muligheder for at finindstille og tilpasse kameraet til sine behov.

Action og sport er omtrent det eneste, andre kameraer kan gøre bedre. På alle andre områder er Sony A99 noget nær det mest komplette systemkamera, man kan få i denne prisklasse. Særlig for dem, der vægter videokvalitet lige så højt som stillbilledkvalitet.

Pris: 19.500 kroner (kun hus)

Læs hele testen





ÅRETS KAMERA

Canon EOS 70D: Ulv i fåreklæder

Med dette kamera har Canon formået at være innovative og samtidig tage vare på de bedste egenskaber i EOS-serien.

Hvis man kigger på de tidligere kameraer i Canons EOS-serie, ser de forbavsende ens ud. Bortset fra nogle mindre ændringer her og der har Canon klogt holdt sig til den samme brugervenlige opskrift år efter år.

Indvendig har kameraerne ofte gennemgået store ændringer, såsom bedre billedkvalitet, større buffer, hurtigere skudtakt og mere præcis lysmåling. Funktionsniveauet er steget støt, og i dag er Canons spejlreflekser små computere i en konservativ indpakning.

Det er et EOS-kamera til ethvert behov og budget, og EOS 70D er langtfra det dyreste. Men det er det mest innovative i lang tid. Kameraet ser lige så konservativt ud som en Burberry-frakke – og er lige så brugervenligt og slidstærkt – men indeni sidder en helt ny billedsensor med en unik egenskab.

Ud over touch-skærm og Wi-Fi har kameraet nemlig en 20 megapixel billedsensor med to fotosensorer på hver pixel. Den ene bruges til fokuskontrol, mens den anden opfanger lyset. Dual Pixel sensorerne giver lynhurtig og ekstremt præcis autofokus ved live view. Lige så vigtigt er blødere og hurtigere fokus, når man filmer, og ved serieoptagelse med op til syv billeder i sekundet.

Sammen med Canon-optik, som har den stillegående STM-fokusmotor (f.eks. EF-S 18-135 mm) er Dual Pixel et fund! Man kan panorere under optagelse, uden at autofokussen jager, støjer eller mister fokus. Prøv lige at gøre dét med et hvilket som helst andet spejlreflekskamera!

Pris: 9.995 kroner (kun hus)

Læs hele testen

0 kommentarer
Vis kommentarer