3D-printeren udskriver fremtiden

3D-printere kan lave alt fra smykker og plastmodeller til sportsvogne

3D-printeren er en hastigt voksende teknologi med stort potentiale. (Foto fra lydogbillede.dk)
3D-printeren er en hastigt voksende teknologi med stort potentiale. (Foto fra lydogbillede.dk)

Blækprinteren har allerede givet os en fotoforretning og et bogtrykkeri på skrivebordet. Nu vil 3D-printeren også give os en fabrik i bryggerset.

Tidligere – for fem-ti år siden – krævede det et hold af værktøjsmagere og folk i blå kedeldragter at tage springet fra god idé til industriel produktion. Og der skulle fremstilles mange eksemplarer for at tjene millioninvesteringen i maskiner ind. I dag kan enhver blive sin egen producent og på få timer fremstille unikke genstande: Legetøj, mekaniske dele, smykker … Ting, der før krævede en fabrik, kan nu skabes på en 3D-printer. Selv biler kan printes.

Læs også: Billig og stueren 3D-printer til skrivebordet

Og hvis du ikke har råd til at investere i en professionel 3D-printer, kan du få fremstillet dine opfindelser på 3D-trykkerier i ind- og udland. Et at de mest kendte er amerikanske Shapeways, der både fungerer som fremstillingscentral og salgskanal for 3D-print. Her kan man få virkeliggjort sine ideer i mangfoldige materialer, fra forskellige plasttyper over keramik og gummi til stål, sølv og guldbelagt bronze. Efter 10-15 dage ankommer tingene med posten.

- I gamle dage kunne man ikke som privatperson ringe til en fabrik og bede dem om at fremstille ting for sig. I dag har virksomhederne websites, og de er parat til at tage imod ordrer fra enkelpersoner. Kreditkort eller PayPal? No problem! Det er næsten ligesom at handle på Amazon, siger Chris Anderson, der tidligere var chefredaktør på teknologimagasinet Wired, men nu ejer sin egen robotfabrik.



Amerikanske MakerBot er blandt de mest populære – og strømlinede –3D-printere til hjemmebrug.
Amerikanske MakerBot er blandt de mest populære – og strømlinede –3D-printere til hjemmebrug.




En ny industriel revolution
3D-print har på et årti bevæget sig fra at være en kostbar hobby for de få til at være tilgængeligt for de fleste. Og i den professionelle verden er de printede objekter rykket fra prototypelaboratoriet og arkitektkontoret ud i selve produktionshallen. I stedet for at støbe plast- og metalgenstande kan det hele printes ud. Et eksempel fra vores egne spalter er Motorolas modulopbyggede smartphone Project Ara, hvor både plastdele og elektronik skal fremstilles med 3D-printteknik.

Læs også: Det bedste af begge verdener fra Logitech

Fortalerne for 3D-print mener, at vi står ved begyndelsen til en ny industriel revolution. En revolution, hvor massefremstilling i få store virksomheder bliver afløst af små serier eller unika skabt i en underskov af mikrovirksomheder. Enhver kan blive producent, og i en globaliseret verden kan vi alle sammen blive hinandens kunder og underleverandører via internettet.

Din lokale bilfabrik
Da Henry Ford opfandt samlebåndet, revolutionerede det bilfremstillingen. Dengang var masseproduktion løsningen. I dag kan fem mand i en ombygget garage starte deres egen bilfabrik. Local Motors, som har fremstillet 3D-printede bildele siden 2010, har netop i slutningen af februar 2014 indgået en aftale om at udvikle den første 3D-printede elbil. Bilen skal være færdig til september.



Mikrobilfabrikken Local Motors har netop skrevet kontrakt på at udvikle verdens første 3D-printede elbil. Her ses fabrikkens med-byg-bil Rally Fighter.
Mikrobilfabrikken Local Motors har netop skrevet kontrakt på at udvikle verdens første 3D-printede elbil. Her ses fabrikkens med-byg-bil Rally Fighter.


Local Motors har i dag to såkaldte mikrofabrikker i henholdsvis Chandler, Arizona, og Las Vegas. Fabrikkerne er en kombination af fremstillingsvirksomhed, showroom og værksted. Og det er meningen, at kunder, der køber en bil hos Local Motors, selv er med til at bygge den i den nærmeste mikrofabrik.

Det er Local Motors’ erklærede mål at starte 100 mikrofabrikker over hele kloden i løbet af de næste ti år. Så din næste bil bliver måske printet – lige henne om hjørnet og efter dine anvisninger.

Sådan bliver du din egen fabrikant
For at komme i gang skal du først og fremmest have en idé. Og den idé skal siden omformes til en 3D-model i en computer. Det er også en fordel at have (adgang til) en 3D-printer.

Læs også: Trådløs højttaler fra britiske Naim

Tre faktorer betyder noget i 3D-printning: Udvalget af materialer, antallet af printhoveder og størrelsen. De fleste 3D-printere til hobbybrug printer ved hjælp af såkaldte filamenter, dvs. tråde, som oftest er i plastic. Hvis printeren er udstyret med ét hoved, kan man printe i et materiale ad gangen. Er der flere, kan mere komplekse objekter i flere farver eller materialer bygges op. Endelig bestemmer printerens fysiske størrelse, hvor store objekter der kan fremstilles.



Med metalprint er det muligt at fremstille smykker i f.eks. sølv og bronze.
Med metalprint er det muligt at fremstille smykker i f.eks. sølv og bronze.


De første 3D-printere brugte gips som byggemateriale. De færdige figurer var forholdsvis skrøbelige, men blev modtaget med kyshånd af f.eks. arkitekter, som kunne bruge printeren til at skabe tredimensionelle modeller. Det mest almindelige materiale for 3D-print i dag er plast. En tynd plastictråd opvarmes i printhovedet, og der afsættes en klat på arbejdsbordet.

Hvad enten materialet er plast, kunstharpiks eller metal, kræves der en separat mekanisme for hvert materiale eller hver farve. De billigste modeller kan kun printe med ét materiale ad gangen. Det sætter en grænse for, hvor avanceret figuren kan blive. Er der brug for flere materialer eller flere farver, kan objektet dog printes i flere omgange og samles bagefter.

Ligesom man ikke kan udskrive en A2-plakat på en almindelig blækprinter, er arbejdsarealet på 3D-printere til hobbybrug begrænset. De fleste har et arbejdsområde på omkring 15 x 15 x 15 cm. Nok til at printe en plasticmodel af en bil, men ikke nok til at gå Local Motors i bedene.



3D-printere kan fremstille alle slags genstande. Også de mindre behagelige. Solid Concepts i Texas har fremstillet denne 3D-printede pistol for at bevise holdbarheden af deres metalprint.
3D-printere kan fremstille alle slags genstande. Også de mindre behagelige. Solid Concepts i Texas har fremstillet denne 3D-printede pistol for at bevise holdbarheden af deres metalprint.


En printer der printer printere som printer printere
En gammel programmørvittighed lyder 'rekursion: Se ‘rekursion’. Da 3D-printere hidtil har været hjemmebane for teknologinørder og hobbyfolk, kræves der ofte en god portion håndelag og teknisk snilde for at komme i gang. Flere af byggesættene kræver således, at man selv printer plasticdelene til printeren. Det lader sig af gode grunde ikke gøre, men så må man låne af en ven. Derfor er det første, som en 3D-printerbygger sætter sin printer til at fremstille, i reglen en 3D-printer, så nye printerbyggere kan komme i gang.

Kan betale sig for de fleste
Ifølge skaberne af RepRap, som er den åbne standard bag mange hobby-3D-printere, vil den typiske familie have brug for at printe ti 3D-objekter om året. Ved at lave delene selv kan man typisk spare 200 til 2.000 dollars om året. Og det betyder, at de ca. 4.000 kroner, som de fleste billige 3D-printer koster, hurtigt er tjent ind. Og det tyder på, at priserne på 3D-printere kan blive endnu lavere. Vi skrev for nylig om den første 3D-printer, der koster under 2.000 kroner.



RepRap er en open source 3D-printer, som mange af hobby-3D-printerne er baseret på. For at gøre konstruktionen så billig som muligt skal man selv printe plasticdelene til printeren!
RepRap er en open source 3D-printer, som mange af hobby-3D-printerne er baseret på. For at gøre konstruktionen så billig som muligt skal man selv printe plasticdelene til printeren!


0 kommentarer
Vis kommentarer