Test af Bluetooth hovedtelefoner: Trådløs og bærbar lyd

Hovedtelefoner uden ledninger i vejen er en praktisk og fristende løsning, men ikke helt uproblematisk

Salget af hovedtelefoner er stigende, og det er fristende at gå efter de trådløse. (Foto fra lydogbillede.dk)
Salget af hovedtelefoner er stigende, og det er fristende at gå efter de trådløse. (Foto fra lydogbillede.dk)

Med trådløse hovedtelefoner slipper man for kludder i ledningen og kan bevæge sig mere frit. Det er praktisk, hvad enten man er på farten eller tusser rundt derhjemme.

Den eksplosive udbredelse af smartphones har virket som en turbo på salget af hovedtelefoner. Udvalget er enormt, men kvaliteten er meget varierende. Det gælder ikke mindst lydkvaliteten, især hvis man falder for fristelsen til at købe trådløse hovedtelefoner.

Mange oplever, at lyden falder ud. Nogle synes ikke, at den er så god, som den var med de gamle hovedtelefoner med ledning. Og andre klager over, at batterilevetiden er for dårlig.

For trådløse hovedtelefoner har brug for strøm. De billigste bruger almindelige batterier, som man kan skifte ud, mens dem, vi tester her, har indbyggede genopladelige batterier. Dem kan du oplade hvor som helst, f.eks. via den bærbares USB-port.

Fordi hovedtelefonerne i denne test bruger Bluetooth, kan man opleve, at lyden falder ud. Det kan skyldes, at man er mere end ni-ti meter fra den mobil, der sender musikken trådløst til hovedtelefonerne, eller at der er en forhindring, som blokerer det trådløse signal.

Hvis man ikke synes, at lydkvaliteten er helt overbevisende, er det nok, fordi trådløs streaming via Bluetooth ofte er komprimeret, ligesom MP3-filer. I modsætning til en kablet forbindelse, der ikke komprimerer musikoverførslen. Hovedtelefoner og smartphones, der understøtter Bluetooth med aptX-overførsel (se boks), har potentielt bedre lyd end almindelig Bluetooth.

Alle hovedtelefonerne i denne test understøtter aptX, og nogle af dem har også aktiv støjreduktion, der dæmper støj udefra bedre. Så kan man høre mere af musikken.

Hovedtelefonerne er vurderet ud fra lydkvalitet, bærekomfort, batterilevetid og brugervenlighed, men der er lagt afgørende vægt på, hvor meget man får for sine penge.

Philips Fidelio M1BT





// BEDST I TEST //

De små hovedtelefoner fra Philips er et fund til prisen. Lyden er fremragende, og bærekomforten upåklagelig.

Philips har efterhånden fået et godt greb om hovedtelefoner. Det er de små Fidelio M1 med Bluetooth endnu et vellykket eksempel på. Selv med ørepuder, der ligger uden på og ikke omkring ørerne, er de komfortable og sidder godt. Uden at presse ørerne tomme for blod.

En simpel kontakt styrer volumen og valg af musiknummer, og med indbygget mikrofon kan du også tale i telefon med dem.

Sammenlignet med Velodyne vFree er lydbilledet mere balanceret. Der er stadig tryk på bassen, men mellemtonen hænger bedre sammen med resten af lydbilledet. Diskanten er ikke så påtrængende, at det bliver ubehageligt, og der er god dynamisk kontrast i musikken. Vokaler, harmonier og små nuancer i musikken kommer godt frem, og det virker, som om man lytter med meget dyrere hovedtelefoner, uden Bluetooth. Så gode er de.

+
Nydelig balance og meget nuanceret klang fra nogle af de bedste små trådløse hovedtelefoner, vi har testet.

-
Kan ikke klappes sammen.

Læs hele testen

> Lukkede ørekopper
> 40 mm elementer
> Mikrofon og ledning
> 16 ohm, 107 dB følsomhed
> 10 timers batteritid
> Pris: Set til 1868 kroner

Sony MDR-10RBT





Hvis du mener, at der kan være for meget bas, og hader hovedtelefoner, som klemmer på ørene, så rammer du plet med Sonys hovedtelefoner.

Man spørger sig selv, hvad de mon har tænkt på hos Sony, da de gav knappen til sangvalg den mest fremtrædende placering. For når man skal skrue op eller ned for lyden, er det let at komme til at skifte sang i stedet. Knappen stikker alt for meget ud på den højre ørekop.

Men det er slet ikke alt, der er problematisk ved Sonys trådløse hovedtelefoner. Bærekomforten er fremragende, batterilevetiden er lang, og både design og byggekvalitet er fremragende. De kan dog ikke klappes sammen.

Lyden er meget behagelig. Der er ikke så meget punch i bassen som med Philips og Velodyne, men der er god sammenhæng og gennemsigtighed i lydbilledet. Man kan fint høre nuancer i musikken, selv om mellemtonen kunne være mere fyldig. Vokaler, strygere og flere andre instrumenter lyder lidt for tyndt, og klangfarver kommer ikke så godt frem som med Philips’ hovedtelefoner.

Men de sælges for en femhundredelap mindre i de fleste butikker, og det gør Sonys trådløse til et godt køb.

+
Letflydende og behagelig lyd kombineret med testens bedste bærekomfort gør MDR-10RBT til et godt valg til prisen.

-
Volumenknappen og knappen til at vælge sange kommer til at irritere dig grænseløst.

Læs hele testen

> Lukkede ørekopper
> 10 ohm, 110 dB følsomhed
> Mikrofon og ledning
> 17 timers batteritid
> Pris: Set til 1258 kroner

Sennheiser MM 450-X





Sennheisers hovedtelefoner er blandt de nemmeste at bruge. Kvaliteten er god, men lyden når ikke op på siden af de bedste.

Det behøver ikke at være så slemt. Hvis vi ser bort fra, at MM 450-X klemmer lidt rigeligt på ørerne, er brugervenligheden god. Hovedtelefonerne er små, de kan klappes sammen og fylder ikke meget i tasken.

Ligesom på de andre i testen kan man besvare telefonopkald med et knaptryk og bruge den indbyggede mikrofon til samtale. Store knapper på siden af højre høretelefon gør det let at styre musikken.

Men regn ikke med at kunne spille særlig højt, når du bruger dem trådløst. Heller ikke når du aktiverer den elektroniske støjreduktion. Som er helt nødvendig, for at musikken får ordentlig fylde og basgengivelse, og for at du kan få lidt mere volumen på. Mens fordelen ved støjdæmpning er, at man hører mindre støj udefra, er der mærkeligt nok en tydelig susen fra elektronikken, når den er aktiveret.

Lyden er ikke så balanceret og raffineret som med Philips’ og AKG’s hovedtelefoner, og derfor når Sennheiser ikke op forrest i feltet i denne test.

+
God fylde i lydbilledet med støjreduktionen tændt. Suveræn batterilevetid og god brugervenlighed.

-
Støjreduktionen skal være tændt for at få den bedst mulige lyd, men så suser det fra elektronikken. Klemmer på ørerne.

Læs hele testen

> Lukkede ørekopper
> 107 dB følsomhed
> 20 timers batteritid
> Mikrofon og ledning
> Pris: Set til 1868 kroner

Bose AE2w





Bose vinde næppe nogen designpriser for AE2w, der har Bluetooth-modulet stikkende ud af den ene ørekop.

Hvis vi prøver at glemme det lidet vellykkede design med Bluetooth-modulet, der stikker ud som en blå negl på den venstre ørekop, er der meget positivt at sige om Boses trådløse hovedtelefoner.

De sidder godt på hovedet og er lette at bruge, selv om knapperne er små. Du kan ikke skifte spor uden at trykke flere gange på knapperne (to for frem og tre for tilbage), men det er nemt at justere volumen og besvare opkald.

Det er i øvrigt muligt at tage Bluetooth-modulet af. Så kommer der en 3,5 mm indgang til syne, så man kan slutte AE2w til telefonen med den medfølgende ledning, når batteriet dør efter syv-otte timer.

Lyden er meget bedre end på forgængeren. Der er stadig rigeligt med bas, men den er ikke så påtrængende. Samtidig er lyden åben, klar og veldefineret i alle dele af frekvensområdet – og rig på detaljer.

Vokaler er tydeligt fokuseret, og diskanten er mere opløst her end i de billigere hovedtelefoner i testen. Man kan både høre små nuancer bedre og nyde godt af et stabilt stereoperspektiv med fremragende dynamisk kontrast.

+
Letvægts hovedtelefoner med god bærekomfort og lydkvalitet.

-
Tynd klangbalance og afdæmpet dynamik giver en lidt kedelig musikoplevelse.

Læs hele testen

> Lukkede ørekopper
> Mikrofon og ledning
> 7 timers batteritid
> Pris: Set til 1335 kroner

AKG K845 BT





// SPECIELT ANBEFALET //

Testen største hovedtelefoner er også de bedste til varieret musik. Og så har de en unik funktion, der har betydning for lyden.

Testens største hovedtelefoner er også de dyreste. Det mærkes på kvaliteten, der er en tand bedre end de andre i testen. Men knapperne er overraskende små, især i forhold til de store ørekopper.

Batterilevetiden imponerer ikke, men det gør lyden til gengæld. Med store ørekopper er der plads til større elementer, som leverer lyden, og i AKG sidder testens største på 50 mm i diameter.

Det kan mærkes på lyden. Som er stor og fyldig, og kun matches af Philips’ Fidelio-hovedtelefoner. AKG er også fint balanceret med god kontrol over dynamikken i alle dele af frekvensområdet.

Nogle vil måske opfatte lydbilledet som lidt mørkere end med andre hovedtelefoner, men det er bare den østrigske alvor, man kan høre. For her er alting så kontrolleret og sammenhængende, at dem, der kan lide lidt ekstra bas, måske vil opfatte AKG K845 som kedelige. Andre vil sætte pris på den raffinerede klang og det sammenhængende lydbillede.

+
Meget høj lydkvalitet på al musik. Solid byggekvalitet og tiltalende design.

-
Størrelsen på ørekopperne og de små knapper er egentlig det eneste, der trækker ned.

Læs hele testen

> Lukkede ørekopper
> 50 mm elementer
> 32 ohm, 102 dB følsomhed
> Mikrofon og ledning
> 8 timers batteritid
> Pris: Set til 1999 kroner

0 kommentarer
Vis kommentarer