Otte rejsehøjtalere i test: Se vinderen her

Vi finder den bedste transportable højtalere til ca. 1.500 kr. i denne store test

Hvilken højtaler skal du have med ud? (Foto: PR)
Hvilken højtaler skal du have med ud? (Foto: PR)

Nogle gange skal musikken bare med – og lyd gennem høretelefoner er ikke nok. Derfor har vi testet otte rejsehøjtalere.

Vi tester:

  • Bose SoundLink Color 1.200 kroner
  • Denon Envaya 1.500 kroner
  • JBL Charge 2+ 1.430 kroner
  • LG Music Flow H4 2.000 kroner
  • Monster SuperStar BackFloat 1.200 kroner
  • Philips BT6000 900 kroner
  • SMS Audio Portable Wireless Speaker 1.500 kroner
  • Sony SRS-X33 1.300 kroner

Testkriterier
Rejsehøjtalere må ikke være så små, at de kunne være i en lomme, for så giver de ikke tilstrækkeligt god lyd. Men de må heller ikke være så store eller tunge, at man tøver med at tage dem med i tasken. Desuden skal de selvfølgelig have batteridrift og kunne kobles til en smartphone med Bluetooth.

For at kunne lave en rimelig sammenligning satte vi desuden et priskrav omkring 1.500 kroner. Det sorterer de dårligste højttalere fra, uden at det bliver urimeligt dyrt.

Læs den fulde test på Lyd & Billede

Simpel og legeglad
En enkel og farverig højtaler, der lyder okay, men vi savner funktioner, som konkurrenterne har.

 

  • Bose SoundLink Color
  • Batteritid: 8 timer
  • Mål: 134 x 128 x 53 mm
  • Vægt: 570 g
  • Pris: 1.200 kroner
  • Vurdering (1-6): 4

Plus: Usædvanlig farvestrålende og sommerligt udseende fra Bose. Rigtig god lydkvalitet. Let at bruge.

Minus: Kan ikke oplade mobilen. Kan ikke bruges som højtalertelefon. Understøtter hverken NFC for lettere tilslutning eller aptX for bedre lyd.

Med SoundLink Color har Bose vovet at være lidt mere legesyge end normalt, hvad angår form og farve. Den lyder også mere naturligt, end vi er vant til, og kan spille højt uden at skratte. Desværre har den ikke nær så god basgengivelse som SoundLink Mini og lyder ganske enkelt lidt uengageret. Desuden er det skuffende, at den trods udseendet ikke er stænksikker, og at den mangler mange af de funktioner, som konkurrenterne kan tilbyde.

Alt i alt en nem og ukompliceret højtaler, der ikke helt lever op til Boses omdømme.

Læs den fulde test af Bose SoundLink Color på Lyd & Billede

Solid og bombastisk
En gedigen højtaler med bas som en kanon, hvilket kan blive lidt overvældende i længden.

 

  • Denon Envaya
  • Batteritid: Ca. 10 timer, mobilopladning
  • Mål: 255 x 141 x 48 mm
  • Vægt: 1300 g
  • Pris: 1.500 kroner
  • Vurdering (1-6): 5

Plus: Meget velbygget og tillidsvækkende. Store lydressourcer og imponerende bas. Har de fleste funktioner, som man har brug for.

Minus: Lidt for tung at slæbe rundt på for en rejsehøjtaler. Bassen dominerer lige lovlig meget. Kræver speciel oplader.

Hvis man villig til at ofre noget andet i bagagen for at få plads til Denon Envaya, vil man helt sikkert have den tungeste lyd på ferien. Lyden er rigtig god, men drukner lidt i den bombastiske bas. Højtaleren er solid og velbygget, og har et praktisk “støtteben”, og man kan skifte farve på fronten efter humør. Betjeningen er god, og takket være NFC er det nemt at parre den med mobiltelefonen.

Hvis du vil være konge af strandfesten, så er det Envaya, du skal have med.

Læs den fulde test af Denon Envaya på Lyd & Billede

Meget bedre nu
En imponerende forbedring af sidste års model og en af favoritterne i testen.

 

  • JBL Charge 2+
  • Batteritid: Ca. 12 timer, mobilopladning
  • Mål: 185 x 79 mm
  • Vægt: 600 g
  • Pris: 1.430 kroner
  • Vurdering (1-6): 5

Plus: Fremragende lyd med imponerende bas. Vandtæt og solidt konstrueret. Tilstrækkelig opladningskapacitet til selv tablets.

Minus: Lyden er ikke lige så åben som på de bedste. Mangler NFC for lettere tilslutning og aptX for klarere lyd.

Charges paradenummer er det kraftige batteri, der kan genoplade selv strømtørstige tablets i en snæver vending. Siden den første model har den også fået højtalertelefon. Med denne nye model 2+ er den til og med blevet vandtæt. Men frem for alt er der tryllet med lyden, som har fået en mere afrundet diskant og betydelig kraftigere bas end Charge 1, men ikke så overdrevet som i Charge 2.

Alt i alt er JBL Charge 2+ en velbygget og robust rejsehøjtaler med imponerende lyd og uden større fejl.

Læs den fulde test af JBL Charge 2+ på Lyd & Billede

Kraftløs multikunstner
H4 kan tages på rejsen, men man kan mærke, at den er lavet til at indgå i hjemmenetværket.

 

  • LG Music Flow H4
  • Batteritid: Ca. 6 timer
  • Mål: 194 x 64 x 70 mm
  • Vægt: 800 g
  • Pris: 2.000 kroner
  • Vurdering (1-6): 3

Plus: Kan kobles til LG’s multirumssystem, når man er hjemme, og kører i så fald på Wi-Fi. Mange smarte funktioner i hjemmenetværket.

Minus: Funktionerne er ikke specielt tilpasset til at tage den med uden for hjemmet. Mangler kræfter til at kunne spille engagerende på egen hånd.

På papiret ser LG Music Flow H4 ud til at kunne tages med på rejse, da den er lille og har Bluetooth og batteridrift. Men næsten alle de smarte funktioner er beregnet til hjemmebrug, koblet til det trådløse netværk som en del af LG’s multirumssystem.

På egen hånd mangler den alle de funktioner, der gør konkurrenterne praktiske. Men frem for alt kan den ikke rigtig klare sig alene lydmæssigt. Den har svage basressourcer og lyder indelukket, når den ikke får hjælp af andre højttalere.

Læs den fulde test af LG Music Flow H4 på Lyd & Billede

Musik til poolen
Det mest overraskende er ikke de imponerende volumenressourcer, men at den kan flyde i vand.

 

  • Monster SuperStar BackFloat
  • Batteritid: Ca. 7 timer
  • Mål: 184 x 83 x 40 mm
  • Vægt: 227 g
  • Pris: 1.200 kroner
  • Vurdering (1-6): 4

Plus: Rigtig god størrelse og vægt gør den nem at tage med. Ud over at kunne skylles med vand kan den også flyde. Spiller højere, end man skulle tro.

Minus: Mangler både NFC for nem parring og aptX for bedre lydkvalitet. Kan ikke rigtig klare sin egen maksimumvolumen uden at forvrænge.

En så lille og let højtaler er meget nem at have med på stranden eller ved poolen. Og så er det selvfølgelig en stor fordel, at Monster SuperStar BackFloat kan tåle at blive skyllet med vand. Endnu sjovere er det, at man kan have den til at ligge og vugge i poolen, da den kan flyde.

I betragtning af formatet spiller den uventet høj og har mere bas, end man skulle tro. Desværre er det lidt for presset, og bastung musik på høj volumen lyder simpelthen ikke godt. Men hvis man tager det roligt, er det en rigtig fin højttaler.

Læs den fulde test af Monster SuperStar BackFloat på Lyd & Billede

Pæn og praktisk
Philips’ vejrtætnede højttaler har en god størrelse og er nem at bruge.

 

  • Philips BT6000
  • Batteritid: 8 timer
  • Mål: 188 x 70 x 71 mm
  • Vægt: 490 g
  • Pris: 900 kroner
  • Vurdering (1-6): 4

Plus: Enklere kontroller end dette finder man næppe. Kan tåle en byge. God byggekvalitet og tilpas størrelse til at tage med.

Minus: Har ikke aptX for bedre lydkvalitet. Har ikke samme volumenressourcer som visse konkurrenter. Lyder tamt ved bastung musik.

Philips BT6000 er både pæn at se på og robust, idet den faktisk kan tåle noget regn, hvis man er uheldig med vejret. Desuden er størrelsen lige den rigtige til at tage den med i madkurven. Og det er nok dér, den kommer mest til sin ret, da der ikke er blevet plads til store bashøjtalere i det runde kabinet.

Hvis man skal holde dansefest, lyder den simpelthen lidt for tyndt, men hvis man bare skal have noget god musik i baggrunden, så fungerer den fint.

Læs den fulde test af Philips BT6000 på Lyd & Billede

Lille og besværlig
Smart design og en rap-stjerne på æsken giver desværre ikke bedre lyd.

 

  • SMS Audio Portable Wireless Speaker
  • Batteritid: Ca. 12 timer
  • Mål: 190 x 64 mm
  • Vægt: 410 g
  • Pris: 1.500 kroner
  • Vurdering (1-6): 4

Plus: Alle de funktioner, man har brug for. Nem tilslutning med NFC. Praktisk med standardstik til opladning.

Minus: Overlæsset med knapper og unødvendige indstillinger. Har alt for dårlig bas til den formodede målgruppe. Kan ikke håndtere høj volumen.

Interessant design og specifikationer med de seneste standarder virker lovende. Og en højtaler fra rapperen 50 Cent må da være virkelig sej til at spille hiphop? Tydeligvis ikke, for SMS Audio Portable Wireless Speaker har overraskende svag bas. Og prøver man at skrue op for lyden for at få gang i festen, så skurrer den temmelig meget. Vores forsøg med de utallige lydindstillinger gjorde det sjældent bedre.

Oven i det hele har den alt for mange og for små knapper, der er svære at finde.

Læs den fulde test af SMS Audio Portable Wireless Speaker på Lyd & Billede

Bedst i test: Stor lyd i småt format
Med sin store, klare lyd er X33 et bevis på, at større ikke altid er bedre.

 

  • Sony SRS-X33
  • Batteritid: Ca. 12 timer
  • Mål: 185 x 60 x 59 mm
  • Vægt: 730 g
  • Pris: 1.300 kroner
  • Vurdering (1-6): 5

Plus: Fremragende kvalitetsfølelse og god størrelse til udflugten. Nem betjening og gode funktioner. Strålende lyd fra så lille en højttaler.

Minus: Understøtter ikke længere aptX-standarden, men kun den usædvanlige LDAC. Kan ikke oplade mobilen.

Sidste år udnævnte vi SRS-X5 til årets bedste bærbare, trådløse højttaler. Og også i år, hvor vi går en størrelse ned til 3-serien, er vi imponeret over Sonys lydteknikere. På en eller anden måde er det lykkedes dem at få denne lille højttaler til at spille både kraftigt og kontrolleret. Man skal dog ikke forvente nogen pumpende bas; i så fald må man købe en større model.

Men hvis man vil have en lille og fleksibel højttaler, der er nem at bruge, og som spiller de fleste musikgenrer med bravur, så er Sony SRS-X33 lige i øret.

Læs den fulde test af Sony SRS-X33 på Lyd & Billede

7 kommentarer
Vis kommentarer