Gem dine papir-noter i skyen

Hvis du er en af dem, der endnu sværger til den gode, gamle fysiske form for notesblokke, men er træt af, at de alt for ofte løber tør for papir, så læs med her

Rocketbook kan digitalisere dine håndskrevne noter, så du slipper for en masse papir. (Pr-foto)
Rocketbook kan digitalisere dine håndskrevne noter, så du slipper for en masse papir. (Pr-foto)

Rocketbook er navnet på en ny notesblok, som har potentialet til at revolutionere den måde, hvorpå vi tager noter.

Rocketbook kan nemlig digitalisere alle dine noter, gemme dem i skyen, og med lidt fiksfakseri – mere om det senere – er den på 30 sekunder klar til at lægge papir til nye tanker og streger.

Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre, tænker du måske. Jo, papiret i notesblokken er faktisk af den gode, gamle slags – altså ganske almindeligt papir.

Læs også: Danmark må vente på Apple Watch

I bunden af hver side er der syv forskellige symboler, der knytter sig til forskellige platforme, f.eks. Dropbox, Evernote, Google Drev eller såmænd blot din e-mail-indbakke.

Markerer du et af symbolerne og scanner siden med den app, som hører til Rocketbook, vil en digitaliseret kopi med det samme sendes videre til, hvor i skyen du ønsker at gemme den.

Og med hensyn til det tidligere omtalte fiksfakseri: Når du har overført dine noter til den platform, hvor du vil gemme dem, så propper du simpelthen bare Rocketbook 30 sekunder i microbølgeovnen, og så sletter den automatisk alt, hvad du hidtil har skrevet.

Men husk lige, at det er forudsat, at du har brugt den anbefalede pen, Pilot FriXion, der indeholder en speciel form for blæk, der forsvinder af sig selv, når det bliver udsat for høje temperaturer.

Læs også: Bruger du (også) mobilen på toilettet?

Rocketbook er naturligvis også designet til at kunne tåle at komme i microovnen, så du behøver ikke at frygte, at den smelter eller går op i røg, når du trykker på start.

Det er kun et par dage siden, at Rocketbook blev lanceret på crowdfunding-sitet Indiegogo, men notesblokken har allerede fået opfyldt sit finansieringsmål, så allerede til juli forventer selskabet bag at kunne sende de første eksemplarer af Rocketbook af sted.

Rocketbook og en enkelt Pilot FriXion-pen fås til 175 kr., og du kan købe det her.

Du kan se mere om Rocketbook her.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere