Her er tidens bedste Android-tablet

Sony Xperia Z4 Tablet er markedets bedste Android-tablet lige nu – men hvor længe?

Tablet’en er både vand- og støvtæt.
Tablet’en er både vand- og støvtæt.

Når man sidder med Xperia Z4 Tablet i hænderne, ser det mest af alt ud, som om man har et meget lille Sony-tv i hænderne. Designet har ikke ændret sig siden den første Sony Xperia Tablet Z, så Xperia Z4 Tablet er rektangulær og meget kantet med en forholdsvis bred sort ramme omkring skærmen.

Samme skærm er desværre meget modtagelig for fedtfingre, og så 'svømmer' skærmbilledet, hvis man holder lidt for godt fast i tablet’en, ligesom den giver sig lidt, hvis man vrider den. Z4 Tablet har også en tendens til at blive meget varm på bagsiden, hvis man bruger den for længe.

Ingen af delene er nogen katastrofe, men absolut topkvalitet er der ikke tale om her.

Plus: Sprød og flot 2K-skærm kombineret med et praktisk og ikke mindst ultralet og ultraslankt design. Derudover den nyeste Android-version og den hurtigste ydelse på en Android-tablet hidtil. Og så er den både vand- og støvtæt.

Minus: Byggekvaliteten kunne have været en smule bedre. Bl.a. “svømmer” skærmbilledet en smule, hvis man trykker for hårdt med fingrene. Bliver også ret varm på bagsiden, hvis den bruges for længe.

 

Læs også: Bedre end forgængeren

Skærm
Sidste år sagde vi om Samsung Galaxy Tab S, at den havde den bedste tablet-skærm, vi nogensinde havde set. Skærmen på Sony Xperia Z4 Tablet slår den ikke, men den er helt sikkert lige så god. Med sine 2560 x 1600 pixel har den såkaldt 2K-opløsning, og hvis vi holder fast i tv-metaforen fra før, føles det lidt som at sidde med et 4K-tv i hånden med det skærmbillede. Så flot er kvaliteten.

Sony Xperia Z4 Tablet er den slankeste Android-tablet, vi hidtil har testet. Blot 6,1 mm måler den. Dermed er den præcis lige så slank som iPad Air 2.
Sony Xperia Z4 Tablet er den slankeste Android-tablet, vi hidtil har testet. Blot 6,1 mm måler den. Dermed er den præcis lige så slank som iPad Air 2.
 

Læs også: Første økonomitablet med Android Lollipop

Lyd
Sony har smidt en masse software og teknologi fra dyrere lydprodukter ind i Xperia Z4 Tablet. Den understøtter bl.a. Sonys egen Hi-Res Audio, ligesom DSEE HX skal opgradere kvaliteten fra lydfiler i lavere opløsning. Endelig kan tablet’en angiveligt analysere dine hovedtelefoner og formen på dine øregange, hvilket efter sigende skaber en perfekt afbalanceret lyd, der passer præcis til dig.

Ydelse
Vi har en god og en dårlig nyhed til de af jer, som elsker Android og hader æbleprodukter: Sony Xperia Z4 Tablet er den hurtigste Android-baserede tablet, vi har testet til dato. Men den er ikke lige så hurtig som Apples iPad Air 2.

I daglig brug suser man gennem menuer og hjemmeskærme med formel 1-hastighed, og selv store apps åbner lynhurtigt, mens et stort spil som Asphalt 8 kører glimrende. Der kommer ikke engang sved på panden af den indbyggede Snapdragon 810 processor med otte kerner.

Læs også: Den rigtige tablet

I vores standard benchmark-test, Geekbench 3, opnår Z4 Tablet det bedste resultat nogensinde for en Android-tablet. Henholdsvis 1.279 point (single-core) og 3.949 point (multi-core) er et pænt stykke over resultaterne fra tidligere tests af Android-baserede tablets (Samsung Galaxy Tab S scorede 926 og 2.744 point i samme test, mens HTC’s Nexus 9 kom op på 1.735 og 2.847 point, hvilket faktisk er en bedre single-core præstation). Men mod iPad Air 2 (1.812 og 4.477 point) kan Z4 Tablet alligevel ikke være med.

I Geekbench 3 Battery klarer Z4 Tablet sig hæderligt og holder 4 timer og 30 minutter under konstant maksimalt pres.
I Geekbench 3 Battery klarer Z4 Tablet sig hæderligt og holder 4 timer og 30 minutter under konstant maksimalt pres.
 

Konklusion
Sony har opgraderet deres nyeste Xperia Tablet dér, hvor det gælder. Skærmen er blandt de bedste på markedet, og ydelsen har fået en ordentlig vitaminindsprøjtning. Med den nyeste Android-version, de bedste tjenester, som Sony har at byde på, og et design, der nok er en smule anonymt, men også ultraslankt og ultralet, får man med Xperia Z4 Tablet den bedste Android-tablet på markedet lige nu.

Samlet vurdering: 6 (af 1-6)

Læs den komplette test hos lydogbillede.dk.

12 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere