Nyt Apple TV kan bruges som spillekonsol

Det nye Apple TV kan blandt meget andet betjenes med stemmen og bruges til spil

Ved en stor event har Apple lanceret en ny udgave af Apple TV.

- Vi tror på, at fremtiden for TV ligger i apps, sagde Apples topchef, Tim Cook.

Det nye Apple TV kommer med et opdateret operativsystem samt en App Store, hvilket ikke findes på det nuværende Apple TV. Det nye Apple TV kører på "tvOS", som er en særlig udgave af iOS-styresystemet, der er bygget til TV-platformen.

Læs også: Apple klar med ny iPad Mini - mød iPad Mini 4

Apple oplyser, at 11 millioner udviklere netop nu har registreret sig til udvikling på tvOS. Udviklerne kan lave såkaldte universal-apps, der kører på tværs af platformene.

Mulighed for stemmestyring
Der bliver også mulighed for, at styre Apple TV med Siri-kommandoer og boksen kommer med en helt ny fjernbetjening.

På toppen af den nye fjernbetjening er et berøringsfølsomt område, som tilføjer en ny dimension til betjeningen. Med touch-området er det hurtigt, at scrolle gennem den film eller det program man aktuelt ser.

Læs også: iPad Pro er en realitet

Siri har fået en knap for sig selv, og der kan udføres søgninger som f.eks. "Show me action-movies". Men brugeren kan også, via Siri, spole f.eks. 10 minutter frem.

Fjernbetjeningen kommunikerer med boksen via Bluetooth, og man behøver således ikke pege den mod Apple TV.

Spil og musik
Apple Music har fået sin egen app på det nye Apple TV, og du kan tilgå din fotosamling i iCloud via Foto-applikationen.

Som en ekstra ting kan Apple TV også bruges til spil, og du kan således spille Guitar Hero på boksen – blot som eksempel. Et andet spil er Crossy Roads, der har multiplayer-mode, så spillere med en iPad eller iPhone kan spille med.

Læs også: Apple Watch går igen uden om Danmark

Der er bevægelsessensorer i fjernbetjeningen, som gør det muligt at spille på samme måde, som det også kendes fra Nintendo Wii.

Som om det ikke er nok, så bliver det også muligt at shoppe fra den nye TV-boks. Det vil sige, at webshops kan benyttes via den store skærm i stuen, hvilket giver en ny mulighed for at se f.eks. tøj på en stor skærm, før man køber.

Apple TV kommer i butikkerne i de første lande i oktober 2015.

Selvom Apple fortalte om mange nye features på det nye Apple TV, er det ikke nødvendigvis sikkert, at alle funktioner kommer i alle markedsområder.

0 kommentarer
Vis kommentarer