Så følsomme er de nye iPhones

iPhone 6S og iPhone 6S Plus er klar med bl.a. trykfølsomme skærme, der registrerer, hvor hårdt brugeren trykker. Der er tale om faceliftede udgaver af sidste års topmodeller

Her præsenteres den nye iPhone

Journalister, analytikere, investorer og tech-interesserede forbrugere havde onsdag aften (9. september 2015) blikket rettet mod Bill Graham Civic Auditorium i San Francisco. I en sal med plads til 7.000 mennesker blev iPhone 6S og iPhone 6S Plus afsløret.

Det blev ikke den store overraskelse, da telefonerne et langt stykke hen ad vejen levede op til de rygter, der i månedsvis har været tiltagende.

Læs også: Her erdet nye Apple TV

Helt grundlæggende er der tale om sidste års modeller, der har fået et facelift. Du vil ikke umiddelbart kunne se forskel på modellerne fra sidste efterår og de nye modeller.

Registrerer hvor hårdt du trykker
Med de nye iPhones introducerer Apple det såkaldte "Force Touch" i skærmen. Apple kalder det for "3D Touch". Med denne teknologi kan de trykfølsomme skærme registrere, hvor hårdt brugeren trykker – lidt som på en fysisk knap. Du kan f.eks. bringe menuer frem ved at trykke ned på skærmen, fremfor at holde fingeren og vente på sub-menuen.

Skærmene på de to produkter er fortsat hhv. på 4,7 tommer (iPhone 6S) og 5,5 tommer (iPhone 6S Plus). Der er fortsat tale om skærme med høj opløsning, som Apple benævner Retina Displays.

Læs også: iPad Pro er en realitet

Opløsningen på iPhone 6S er 750 x 1334 pixles (326 PPI), mens iPhone 6S Plus har Full HD-opløsning på 1080 x 1920 pixels (401 PPI). Dermed er Apple ikke i førertrøjen, når det kommer til skærmopløsninger, og der er fortsat et stykke op til 2K-skærmene Samsung har på Galaxy S6-serien.

De nye iPhones kører på Apples seneste processor-chip Apple A9 (A8 i foregående modeller). Det betyder en fremgang fra 1,4 GHz til 2.0 GHz. Processoren er fortsat 64-bit baseret, og der er stadig tale om en dual-core processor.

Telefonerne har også en ny Touch ID sensor til fingeraftrykslæsning, der er op til to gange hurtigere end den gamle.

Forbedret frontkamera
Kameraet i iPhone 6S og 6S Plus har nu en opløsning på 12 megapixels, hvilket er en fremgang fra 8 megapixels. Den store model har stadig optisk billedstabilisering. Frontkameraet er også forbedret. Nu er opløsningen 5 megapixels mod tidligere 1,2 megapixels.

Der er fortsat en true-tone LED-fotolampe bagpå, og når du tager selfies kan skærmen lyse op – faktisk i 3 x lysstyrke, for at fungere som fotolys.

Læs også: Apple klar med ny iPad Mini - mød iPad Mini 4

De nye telefoner er desuden i stand til at skyde video i 4K-kvalitet.

En anden ny kamerafunktion er "Live Photos". Du kan trykke med fingeren på skærmen via 3D Touch, hvorefter billedet bevæger sig en smule, og gør det levende.

De to nye iPhones med styresystemet iOS 9, som er Apples seneste systemversion.

Stadig dyre telefoner

Der er fortsat tale om smartphones i den høje ende af prisskalaen - i USA lanceres de nye telefoner til præcis samme priser, som de gamle lå på. Danske priser mangler fortsat på de nye modeller, men da iPhone 6 og iPhone 6 Plus blev frigivet i Danmark, kostede de henholdsvis 5.199 og 5.999 kroner for 16 GB modellen. 128 GB kunne ved lanceringen erhverves for 6.799 eller 7.599 kroner.

Farverne bliver Rose Gold, Silver, Gold og Space Gray.

34 kommentarer
Vis kommentarer