Kunne have haft en halv milliard - købte i stedet to pizzaer

I går var det otte år siden, at en computerprogrammør købte to pizzaer for, hvad der i dag ville have været et svimlende beløb

Laszlo Hanyecz lagde dette billede af de to pizzaer ud. Prisen var 10.000 bitcoins - i dagens valuta 83 millioner dollar.
Laszlo Hanyecz lagde dette billede af de to pizzaer ud. Prisen var 10.000 bitcoins - i dagens valuta 83 millioner dollar.

I går var det præcis otte år siden, at den amerikanske computerprogrammør Laszlo Hanyecz skrev sig ind i crypto-historien med købet af to pizzaer for 10.000 bitcoins.

Det var første gang, at det lykkedes at købe en fysisk vare og betale med bitcoins, men man må konkludere, at de nu historiske pizzaer var særdeles godt betalt. Havde Laszlo Hanyecz i stedet holdt fast på sine 10.000 bitcoins, havde de i dagens valuta været 83 millioner dollar værd - mere end en halv milliard danske kroner.

'Jeg vil betale 10.000 bitcoins for et par pizzaer', skrev Hanyescz dengang på et forum og tilføjede 'Gerne to pizzaer, så jeg har noget til overs til næste dag. Jeg kan godt lide at have pizza til overs, som jeg kan gå og gumle på'.

På daværende tidspunkt var en bitcoin kun 0.008 dollar værd, og flere af medlemmerne på forummet mente, at Laszlo Hanyecz blot forsøgte at fuppe sig til en gratis pizza. 'Held og lykke med at få en gratis pizza', lød svaret fra en anden bruger, ifølge Independent.

Se også: Musikstjerne glemte bitcoins - nu er de millioner værd

Fem dage senere kunne computerprogrammøren poste et billede af to pizzaer på det samme forum og samtidig meddele, at missionen med at købe dem for 10.000 bitcoins var lykkedes.

- Dengang havde bitcoins ikke nogen reel værdi, så tanken om at kunne handle dem for en pizza var rigtig cool. Ingen kunne vide, hvor stor en succes bitcoins ville få, fortalte  Laszlo Hanyecz til New York Times i 2013. Her blev han også spurgt, om han ikke efterfølgende har fortrudt købet:

- Ikke rigtig, lød svaret fra Laszlo Hanyecz, der solgte alle sine bitcoins, da en bitcoin blev en dollar værd. På det tidspunkt havde han 4000 bitcoins og han brugte pengene på at købe sig en computer.

- Og så var der også råd til et par videospil, så jeg vil mene, at jeg endte med at trække det længste strå, lyder meldingen fra Hanyecz, der hyldes hvert år den 22. maj, der nu er døbt 'bitcoin pizza day'.

65 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere