iPhone 5 kommer først til efteråret

Forskellige medier rapporterer, at Apple dropper sommerlanceringerne, og i stedet vil være klar med iPhone 5 til september eller oktober

Websiden Macrumors.com fik sidste år lavet dette billede af, hvordan iPhone 5 kunne tage sig ud. Kilder siger nu at mobilen ankommer til efteråret. (Foto: Macrumors.com)
Websiden Macrumors.com fik sidste år lavet dette billede af, hvordan iPhone 5 kunne tage sig ud. Kilder siger nu at mobilen ankommer til efteråret. (Foto: Macrumors.com)

Alle iPhone-modeller op til sidste års 4S-model er blevet lanceret i enten juni eller juli, men det er slut med sommerlanceringerne og iPhone 5 vil først ryge ud i butikkerne til september eller oktober. Det rapporterer den japanske webside, Macotakara.jp, der har informationen fra en ’troværdig kilde.’ Historien er senere blevet bakket op af Macrumors.com og iMore.com, der også har snakket med sine kildenetværk.

Macotakara skriver, at Apple vil holde fast i efteråret for iPhone-lanceringer i de kommende år, Macrumors bakker japanerne op, og skal vi tro iMore.com, så kommer iPhone 5 til oktober med en hurtig quadcore-processor og mobilt bredbånd med understøttelse for 4G LTE. Websiden har informationen fra den samme kilde, der fortæller, at iPad 3 afsløres ved et endnu ikke-annonceret event i San Francisco den 7. marts.

LÆS OGSÅ:Nu skal Mac være som iPhone

Vil man kunne se forskel?
Apple lancerede den oprindelige iPhone tilbage i 2007, men den kom aldrig til Danmark via officielle kanaler. Året efter, i juli, kom iPhone 3G med nyt design, og den blev afløst af 3GS-modellen i juni 2009, der havde hurtigere indmad, bedre kamera og mere lagerplads. Designet forblev dog det samme.

I juni 2010 fik vi så selskab af iPhone 4 med et helt nyt design, og først i oktober sidste år kom 4S-modellen med hurtigere processor og bedre kamera. Der var dog udbredt skuffelse over, at designet ikke fik en overhaling.

Alt tyder på, at iPhone 5 får et helt nyt formsprog, og rygterne går på, at Apple henter inspiration fra iPad og MacBook-computerne med en bagside, der er fræset ud af ét stykke aluminium.

0 kommentarer
Vis kommentarer