Fem fede og gratis apps til efterårsferien

Uanset om vejret er til inde- eller udeaktiviteter, så har du nok alligevel din smartphone med dig

Hvad enten man vil ud eller blive inde i efterårsferien, så er der inspiration og underholdning at hente på din smartphone. (Foto: Colourbox.com)
Hvad enten man vil ud eller blive inde i efterårsferien, så er der inspiration og underholdning at hente på din smartphone. (Foto: Colourbox.com)

Efterårsferien er lige om hjørnet, og mens det for nogle er lig med kastanjedyr og en god bog, så kan det også være en fin anledning til at få brugt sin smartphone på en ny måde.

Det gælder både, hvis vejret indbyder til udeaktiviteter eller til indendørs adspredelser, mens regnen trommer mod ruderne.

Vi har samlet fem bud på gratis apps, der kan passer glimrende til efterårsferien:

 
Den store bagedyst
tv-stationerne har luret, at der er seere i bagning og kagekunst, og der er naturligvis også apps, der hjælper alle os med kageambitioner. Blandt dem finder man Petit Four, der kommer både i en gratis og en række betalingsudgaver.

App'en er på dansk og rummer både opskrifter og instruktionsvideoer, så alle kan være med.

Navn: Petit Four Free (Susanne Gervo)
Pris: Gratis

 

Græskarhoveder
Det er for mange lige så traditionsbundet at skære græskarhoveder som lave kastanjedyr. Smartphones er endnu ikke blevet så smarte, at de laver det hårde arbejde, men til gengæld kan man hente en hel del inspiration, hvad angår udformningen.

Der er stribevis af apps til alle styresystemer og mange af dem er gratis. Nogle er alene med billeder, andre byder på skabeloner, og nogle giver mulighed for selv at tegne og printe skabeloner, der så kan benyttes, når der skal snittes og skæres i græskaret.

Blandt dem, der kommer til både android-telefoner og iPhone er '101 Pumpkin Carving Ideas'. Vælger man den gratis udgave får man ikke alle 101 modeller og man må leve med reklamer, men der skulle være nok af inspiration til at skræmme livet af eller i hvert fald imponere naboerne ...

Navn: 101 Pumpkin Carving Ideas (Swapnil Shah)
Pris: Gratis

 

Zombierne kommer
Når man nu alligevel er begyndt at se frem mod halloween, så er zombier et ualmindeligt flittigt tema i diverse spil. Det er også tilfældet blandt apps, og her kan både store og voksne få adskillige timer til at gå med 'Plants vs Zombies 2'. Spillet udkom til iPhone og iPad midt i august, og meldes lige på trapperne til Android.

Navn: Plants vs Zombies 2 (PopCap)
Pris: Gratis

 

Historier fra lænestolen
Er man så heldig at have flere generationer samlet, så kan historier fra dengang, hvor morfar var barn hurtigt blive endnu mere levende, hvis der følger billeder med. 'Historypin' er en digital opslagstavle med historiske billeder, som brugerne også selv bidrager med. Danmark er også med, men ellers kan almindeligt historieinteresserede også få noget ud af besøge byer rundt om i verden ved hjælp af app'ens kort og/eller søgefunktion.

Navn: Historypin (We Are What We Do)
Pris: Gratis

 

Danmark dejligst
Der findes ikke dårligt vejr, så hvis man uanset vejrguderne agter at bevæge sig udendørs, så er der mange muligheder for at få en på opleveren. Nogle af dem kan man få et indtryk af i 'Danmarksrejsen', som Friluftsrådet og ConDidact står bag. Den rummer både guide og info om en række danske naturperler rundt om i landet. Ud over app er der også en hjemmeside, der er værd at besøge inden man planlægger sin tur.

Navn: Danmarksrejsen (ConDidact)
Pris: Gratis

Hvilken app vil du anbefale andre til efterårsferien? Del dit tip i kommentarfeltet

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere