'Murstenen' er tilbage

Britisk firma lancerer en mobiltelefon, der ligner noget, der hører til i 80'erne

Hvis man alligevel bare bruge sin telefon til at tale i, så var det måske en idé at gå efter retro-look'et. (Foto: Binatone)
Hvis man alligevel bare bruge sin telefon til at tale i, så var det måske en idé at gå efter retro-look'et. (Foto: Binatone)

For langt de fleste it-selskaber handler det om smartere, hurtigere, lettere og mindre.

Og så er der dem, der går den stik modsatte vej. Britiske Binatone lancerer en mobiltelefon, der meget passende har fået navnet 'The Brick' (murstenen, red.) og ligner noget, der ville have været hot i 80'erne. Den kan ikke ret meget andet end sende og modtage tekstbeskeder og så naturligvis telefonopkald. Der er ingen touchscreen, ingen apps, ingen internetbrowser.

- The Brick er stor, klodset og virkelig sjov. Folk har et blødt punkt for det her design, fordi det fik dem fri af kabler og ledninger for altid. Nu kunne de tage telefonen med overalt, forklarer direktør hos Binatone, Dino Lalvani.

Helt i retro-ånden har det indbygget spillet Snake, der i 90'erne var et hit på Nokia-telefoner, og så rummer den også en lommelygte, lommeregner og FM-radio.

Målgruppen er både unge, der gerne vil skille sig ud fra mængden og så de ældre brugere, der stadig klynger sig til deres gamle mobiltelefoner.

- Der er da helt sikkert et marked, selvom det er lille, for den her telefon, vurderer Ernest Doku, der er mobilekspert hos prissammenligningstjenesten uSwitch.com, til avisen The Scotsman.

- Det er til den person, som du kender, der stadig bruger en gammel Nokia-telefon og bærer rundt på en adressebog med alle telefonnumrene i.

Blandt fordelene ved 'The Brick' er levetiden på batteriet. Mens en smartphone kan løbe ud i løbet af en dag eller to, så er der mindst en måneders standby-tid på 'The Brick'. Som en mere avanceret tilføjelse, så kan den fungere sammen med en mere 'moderne' smartphone. De to enheder kan tale sammen via bluetooth, så 'The Brick' kan fungere som 'second device' på linie med eksempelvis håndfrit udstyr.

Ud over at præsentere en retro-mobil, så har Binatone også planer om at lave en hjemmetelefon efter samme design.

The Brick sælges blandt andet via Amazon, hvor prisen lige nu ligger på 29.95 pund - svarende til 265 danske kroner.

 

Den oprindelige 'mursten' var Motorola DynaTAC 8000X, der blev udviklet af Dr. Martin Cooper og kom på markedet i midten af 1980'erne. Den vejede 800 gram og havde batteritid svarende til en times tale eller otte timers standby. Prisen lå på små 4000 dollar.

Se også: Det her var kodylfedt i 80'erne

0 kommentarer
Vis kommentarer