Trods jubel: Aftale om roaming-stop er ikke færdig

Både EU-Parlamentet og EU-Kommissionen er begejstrede over roaming-stop i 2015, selvom aftalen ikke er lukket

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Selvom et stort flertal i EU-Parlamentet torsdag stemte for at afskaffe dyre mobilregninger på sms'er, opkald og internetbrug i udlandet, så er der endnu et godt stykke vej til en endelig lovændring.

Medlemslandene har nemlig ikke sagt god for forslaget om at afskaffe gebyrer på roaming i 2015. Og før forslaget er forhandlet på plads med dem, og den er godkendt i ministerrådet, skal man passe på med at juble for højt - der kan være lang vej endnu.

Alligevel jubler både kommissionen og EU-Parlamentet efter torsdagens afstemning.

- Jeg kunne ikke være mere tilfreds. For lidt mere end seks måneder siden sagde alle: Helt ærligt, vågn nu op fra din drøm, sagde Neelie Kroes, EU-kommissær for den digitale dagsorden, efter afstemningen.

Også Jens Rohde (V), som var med til at forslå, at roaming-gebyrer afskaffes, var begejstret og sendte en pressemeddelelse ud efter afstemningen med overskriften: "Venstre: Slut med overpris på udenlandske opkald og netadgang".

Neelie Kroes satte i 2013 forslaget om at sætte en stopper for roaming-udgifter ind i en større telepakke, som kommissionen havde fremlagt.

Det var EU-Parlamentets industriudvalg, hvor Jens Rohde (V) sidder, som havde opfordret hende til dét.

Og hvis det lykkedes at få forslaget igennem inden valget til EU-Parlamentet 25. maj, ville det selvfølgelig være noget, som parlamentarikerne kunne leve højt på i valgkampen.

Telepakken blev stemt igennem i EU-Parlamentet torsdag eftermiddag, og dermed sagde parlamentarikerne ja tak til at afskaffe roaming-gebyrer fra december 2015.

Imidlertid skal lovgivningsmøllen dreje et par omgange mere, før europæere kan glæde sig over billigere telefonregninger og vænne sig af med at slå roaming-knappen fra på telefonen, når de rejser sydpå i Europa.

Først skal medlemslandene med på vognen, og det er de ifølge Ritzaus kilder tidligst sidst i 2014, hvilket også er det, Neelie Kroes håber på.

0 kommentarer
Vis kommentarer