Forbrugerrådet sætter Apple på plads

Apple må ikke kræve penge for skærmskift, hvis knappen iPhone 5 skal laves. Det slår Forbrugerrådet fast

Apple tilbyder i et særligt 'udskiftningsprogram' gratis reparation af tænd/sluk knappen på iPhone 5, hvis modellen er produceret i marts 2013. Årsagen er, at der er fundet fejl i mekanismen, der kan føre til, at knappen ikke fungerer som den skal.

Læs også: Apple tilbyder gratis knap-reparation af iPhone 5

Betingelserne for udskiftningen indeholder et forbehold omkring skærmen. Hvis denne er revnet eller krakeleret, forbeholder Apple sig ret til at udskifte den på kundens regning.

Apple skriver: 'If your iPhone 5 has any damage such as a cracked screen which impairs the replacement of the sleep/wake button, that issue will need to be resolved prior to the sleep/wake button replacement. In some cases, there may be a cost associated with the repair'.

Forbrugerrådet Tænk: Det må Apple ikke
Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at Apples forbehold er i orden.

- Hvis der er noget galt med telefonen, som er en produktionsmæssig fejl, hvilket noget tyder på, skal en eventuel reparation ske uden beregning for kunden, siger Jakob Steenstrup, jurist i Forbrugerrådet Tænk til MereMobil.dk.

Han fortæller videre, at hvis der i forbindelse med en reklamationsberettiget reparation skal udskiftes øvrige dele i telefonen, for at den egentlige reparation kan udføres, kan kunden ikke uden videre pålægges denne omkostning.

Læs også: Tre små tips til din iPhone

Med andre ord. At skærmen har en flænge, har ikke noget med den pågældende fejl at gøre. Kan knapudskiftningen ikke ske uden samtidig at udskifte yderligere dele på telefonen, må disse følgeomkostninger som udgangspunkt dækkes for kunden. Alternativt må der findes en anden løsning, hvorved kunden kompenseres for fejlen.

- Man skal i øvrigt skelne mellem Apples såkaldte ’program’ og de ufravigelige forbrugerrettigheder, som man har direkte over for den forhandler, hvor man har købt produktet, slutter Jakob Steenstrup.

Læs også: Tjek disse smarte apps til iPhone

Ingen kommentar fra Apple
MereMobil.dk har rettet henvendelse til Apple, for at give dem mulighed for at forholde sig til kritikken fra Forbrugerrådet Tænk. De er ind til videre ikke vendt tilbage.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere været efter Apple. En af sagerne handlede om børn, som havde brugt penge på spil i App Store uden forældrenes viden. Her mente Forbrugerrådet, at Apple skal betale erstatning til forældrene.

0 kommentarer
Vis kommentarer