Giganternes kamp: Galaxy S4 eller HTC One?

To fantastiske telefoner er netop sendt på gaden i Danmark - vi har testet begge. Og her er dommen!

Rubrikken på denne artikel burde være: Aldrig mere iPhone.

For efter at have testet både Samsungs nyeste Galaxy, S4, og HTC's 'overraskelsesangreb', HTC One, så er iPhone i den grad kørt agter ud.

Sammenlignet med disse to dyre, men meget avancerede smartphones virker Apple efterhånden som et oldtidsfund: velkendt, men kedelig (og lidt rynket) at se på.

Samsung: Stram opgradering
Nu handler testen her dog om, hvordan Samsung matcher sig op imod HTC. Og vi kan på forhånd afsløre: det blev en tæt kamp.

Med Galaxy S4 er det lykkedes Samsung at forbedre forgængeren S3 til et højere, men ikke overraskende bedre niveau. Designet er strammere, selv om telefonen umiddelbart virker som forgængeren. Og indmaden er skarpere: flottere skærm, hurtigere hardware, mere gentænkte funktioner.

Se også: Galaxy S 4: Lynhurtig men kedelig

Samsung er dog ved at havne i en fælde, som også præger HTC-modellen: det kan næsten ikke blive smart nok,

Men - venner - det kan altså godt blive lidt for smart. Altså så smart, avanceret og indviklet, at man (producenten) helt glemmer, hvad telefonen skal kunne: være hurtig og nemt på nettet, og nem og effektiv til at afvikle telefonopkald og sende/modtage beskeder.

HTC: Smuk telefon
HTC One er på sin side kommet som lidt af et overraskelsesangreb. HTC har de seneste år hængt gevaldigt med røven i vandskorpen og er solidt blevet overhalet af netop Samsung og Apple.

Derfor er det også nu, at HTC skal vise, at de kan være med i kampen. Og det kan de!!!

Se også: Test: Her er den nye Android-konge

HTC One er nemlig en smuk og særdeles velfungerede telefon. Den er i sin form mindre, men også mere lækker end Galaxy S4. Det er telefonen, som B&O for længst burde have lavet. Og det er stor ros til HTC.

Sjældent har vi prøvet en telefon med så flot en skærm (faktisk flottere end dine øjne kan følge med til, red.). Og lyden - fra de indbyggede stereohøjttalere - er OVERBEVISENDE. Ingen telefon har så flot lyd fra højttalerne som HTC One.

Mere batteri, tak
Som allerede nævnt lider også HTC One af, at producenten gerne vil proppe alt det smarte ind i telefonen, som de kan. Og i HTC's tilfælde bliver det endda så dominerende, at forsiden af telefonen nu er indvaderet af en række - ifølge HTC - smarte feeds og informationer fra Facebook, Twitter o.s.v., der hele tiden vælter frem.

Selv den smarte bruger vil have svært ved at slå de her funktioner fra eller styre dem. Og det er ærgerligt - både Samsung og HTC ville nemlig gøre deres brugere en stor tjeneste ved at lade Android-systemet være mere rent. Og så lade de avancerede funktioner ligge som en mulighed INDE i telefonen. Dem, der vil bruge det smarte, kan så vælge det til - og alle os andre kan få lov til at nyde Android i fred!

Se også: Mobilsnak: Sådan lokkes du i prisfælden

Hverken Samsung eller HTC er for alvor lykkedes med at løse det største problem, som mobilbrugerne anno 2013 har: batteritiden. Der er simpelthen for lidt batteri - eller for mange funktioner, som sluger batteriet.

Igen kan brugerne her selv gå ind og med lidt fingersnilde styre strømforbruget. Men grundlæggende er hverken Galaxy S4 eller HTC One telefoner, der imponerer med deres batteritider. Og øv for det.

Testvinder: HTC One
Når man betaler kassen for en mobiltelefon, så forventer man det bedste. Og her er dommen klar: Samsung og HTC leverer det bedste, begge producenter har at byde på. Og langt hen ad vejen er telefonerne pengene værd.

Særligt HTC One byder sig dog ekstra meget til. Telefonen er markant mere lækker i materialerne end Galaxy S4, designet er flottere, telefonen har den perfekte størrelse (selvfølgelig en smagssag, men alligevel, red.) - og nyhedsværdien er markant højere end Samsungs 'opfølger' til S3.

Se også: Nokias legetøjsmobil er sin pris værd

Derimod trækker det ned, at HTC One har ændret så meget på styressystemet, at man som bruger til tider føler 'de digitale håndjern' smække for hårdt om håndledene. Fingrene væk fra Android, HTC!

Dommen? Samsung har med rette en stor fanskare. Og hvis de står foran et nyt mobilkøb, er S4 sikkert et fremragende valg for dem.

Alle andre bør gå målrettet mod skranken og prøve HTC One, der også vinder giganternes kamp i vores test med resultatet: Fem stjerner til HTC One - og fire af de store til S4.

Samsungs Galaxy S4 er set til 4.599 kroner.
HTC One er set til 4.890 kroner.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 
0 kommentarer
Vis kommentarer