TV: iPhone-nørder ligger i kø på 8. døgn

Rygterne om den nye iPhone 6 har svirret på livet løs de sidste par måneder, og meget tyder på, at det snart er slut. Apple afholder således et stort event tirsdag, og du kan følge hele seancen live på Ekstra Bladet

Det er endnu ikke bekræftet, men skal man tro de mange og efterhånden solide rygter vil Apple meget snart løfte sløret for den spritnye iPhone 6.

Og selvom intet er sikkert endnu, har adskillige amerikanere allerede lagt sig i kø ude foran den store Apple-butik i New York i håbet om at blive blandt de første, der får fingre i den nye iPhone.

Joseph Cruz har blandt andet ligget i kø i over en uge.

- Jeg har været her siden søndag den 31. august. Jeg tror, at telefonen bliver frigivet den 19. september, siger han.

Joseph Cruz er lige nu nummer tre i køen. Han var oprindeligt nummer et, men solgte sin plads for den nette sum af 1250 dollar.

Muligvis har nogle af de tålmodige iPhone-nørder dog også en anden agenda. Amerikanske medier har de sidste par dage således rapporteret om, at nogle af de ventende får kontant afregning fra forskellige virksomheder for deres tilstedeværelse.

Men betalt eller ej - hvis rygterne om den nye iPhone 6 holder vand, er ventetiden uanset hvad snart slut. Den nye Apple-darling bliver nemlig efter alt at dømme præsenteret ved et større Apple-event tirsdag.

Du kan følge lanceringen live her på Ekstra Bladet.

Telia og Ekstra Bladet er nemlig gået sammen om at dække afsløringen af Apples nye produkter. Vi har inviteret en række kompetente debattører i studiet til en snak om Apples tiltag, forventningerne til de nye produkter og meget mere.

Vi har også en journalist til stede ved eventet i San Francisco, som hele tiden holder os opdateret med de seneste nyheder.

Se med tirsdag den 9. september klokken 18.30.

0 kommentarer
Vis kommentarer