Bruger du denne telefon? Så ved Google hvor du er

Flere års data om din placering gemmes, når du bruger en Android-telefon - og danske myndigheder tjekker ikke, hvordan Google bruger dine data

Forfatteren til denne artikel kan på sin Google-konto se placeringsdata næsten to år tilbage. På kortet markerer de røde prikker, hvor han har været, men der findes også endnu mere præcise data i Googles oversigt.
Forfatteren til denne artikel kan på sin Google-konto se placeringsdata næsten to år tilbage. På kortet markerer de røde prikker, hvor han har været, men der findes også endnu mere præcise data i Googles oversigt.

Teleselskaber og efterretningstjenester står ofte for skud i debatten om overvågning af vores privatliv. Også selv om lovgivningen sikrer en forholdsvis tæt kontrol med, hvordan data indsamles og bruges.

Men målt på mængden af data - og den næsten totale mangel på kontrol med dem - burde debatten snarere handle om IT-giganter som Google, Facebook, Microsoft og Twitter. Det skriver Ingeniøren fredag.

Avisen har gennemgået Googles indsamling af placeringsdata fra dem, som ejer en Android-telefon. Resultatet viser, at Google meget nøje gemmer, hvor ejeren af en mobiltelefon har været, hvis vedkommende ikke har slået funktionen fra. Og data kan gå flere år tilbage.

Se også: Vild overvågning på mobilen: Så meget gemmer YouSee om dit liv

Amnesty: Blåøjet at stole på Google
Den massive dataindsamling møder kritik fra flere sider:

- De kæmpestore foretagender ved mere om, hvad jeg laver, og hvor jeg er, end politiet gør, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty International, til Ingeniøren.

- Det er underligt blåøjet at tro, at det ikke er et problem.

Sådan beskytter du dig

Vær meget opmærksom når du indstiller en telefon - det gælder også på telefoner, der ikke bruger Android.

Pas på at du ikke klikker dig videre i en menu uden at have tjekket, hvad du siger ja til.

Når først din telefon er indstillet, kan du altid ændre dine valg via Indstillinger > Google > Placering

Du kan se og styre alt om dine Google data via funktionen Din Konto - og se, styre og slette din placeringshistorik her.

Læs mere om Googles indsamling og brug af data her.

Datatilsynet undlader kontrol
Det møder samtidig kritik, at Datatilsynet aldrig har undersøgt, om Google faktisk lever op til loven i Danmark. Forklaringen er ifølge tilsynet, at danske net- og mobilbrugere ikke klager over Google.

Men den forklaring er ikke god nok, mener flere kritikere:

- Jeg forstår ikke, at tilsynet undlader at være proaktiv og udfordrende (over for Google, red.). Uanset hvordan problemstilling er juridisk, er der behov for at oplyse befolkningen, siger lektor Rene Rydhof Hansen fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet til Ingeniøren.

Google: Det er brugernes valg
Hos Google ønsker man ikke at stille op til et interview, men skriver i en udtalelse, at brugerne har den fulde kontrol over, hvor meget og hvordan der samles data sammen om dem:

'Google gør enormt meget for både at beskytte brugernes privatliv og give dem nem kontrol over deres data.'

'Min konto er lavet for at give brugerne hurtig adgang til værktøjer, der gør det nemt at administrere deres privatlivs- og sikkerhedsindstillinger. Som bruger bestemmer du altså selv, hvordan dine data kan gøre Googles tjenester bedre ved at gennemgå dine indstillinger.'

'Placeringshistorikken kan til enhver tid sættes på pause, og tidligere placeringer kan slettes når som helst. Og placeringshistorik er som standard ikke slået til. Brugerne skal slå det til, hvis de vil bruge de funktioner, der bruger placeringshistorik.'

Ifølge Ingeniørens artikel skal brugerne dog være mere end almindeligt opmærksomme, når de indstiller deres telefoner.

Ved opsætningen er der nemlig som standard sat 'flueben', der godkender indsamling af placeringsdata, når man tager en telefon i brug. Og kun hvis man selv aktivt fjerner disse flueben, kan man undgå at blive overvåget.

Det bruger Google dine data til

Ifølge Google hjælper indsamlingen af dine placeringsdata med at gøre forskellige tjenester bedre og mere præcise. Du får bedre søgeresultater, automatiske pendlerforslag, men også mere målrettede annoncer. Data gør det også muligt for dig at se, hvor du har været.

75 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere