Omkring årtusindeskiftet var der nærmest ingen over og ingen ved siden af Nokia, når det kom til mobiltelefoner.
Især det finske firmas modeller 3210 og 3310 solgte stort verden over, men siden smartphones for alvor gjorde deres indtog, har Nokia blot været en skygge af sig selv.
Nokias satsning på Windows' styresystem i Lumia-modellerne har aldrig været nogen kassesucces, men efter at have stået stille i noget tid, er der nu igen nyt fra Nokia.
Således har HMD Global, det finske firma der i 2016 overtog retten til at sælge telefoner med Nokias navn på, annonceret en kommende Nokia-telefon med navnet Nokia 6. Styresystemet på telefonen bliver Android.
Det skriver Reuters.
I første omgang vil telefonen dog kun blive solgt på det kinesiske marked via onlinesalg, lyder det fra HMD.
- HMD's beslutning om at lancere deres første Android-smartphone i Kina er en refleksion af ønsket om at møde verdens virkelige forbrugerbehov i markeder rundt omkring i verden. Det er et strategisk vigtigt marked, lyder det i en pressemeddelelse fra HMD.
Telefonen byder blandt andet på en 5,5'' skærm, 4GB RAM og 64 GB harddisk, og telefonen skal køre med den seneste version af Android Nougat. Telefonen byder på et 16 megapixel bagkamera og et 8 megapixel frontkamera.
Telefonen vil komme i handlen i starten af 2017, og vil kunne erhverves for 1699 kinesiske yuan, svarende til knap 1750 danske kroner.
Efter et sløjt salg af Nokia Lumia-telefonerne, solgte Nokia rettighederne til sit brand til Microsoft i 2014. Microsoft benyttede siden primært navnet til at sælge tilbehør og mere simple telefoner, men det ophørte helt sidste år.
Siden har HMD altså overtaget salget, og de har købt rettigheder til at sælge telefoner under Nokia-brandet i 10 år. Ifølge pressemeddelelsen fra firmaet vil de fortsætte med at lancere flere nye produkter i det første halve år af 2017.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.