TV: Hackere knækker iPhone-sikkerhed

En gruppe IT-eksperter har haft held med at hacke en iPhone trods Apples sikkerhedsforanstaltninger

Se iPhonen blive hacket her.

En iPhone er et attraktivt mål for mange tyve, og derfor findes der en lang række sikkerhedsforanstaltninger, som for eksempel Find My iPhone og den firecifrede skærmlås, der skal gøre den dyre telefon mindre interessant for folk med lange fingre.

Med skærmlåsen følger oven i købet en funktion som gør, at telefonen lukker ned og 'går i baglås' efter ti forkerte forsøg, men det har alligevel ikke afholdt en gruppe IT-sikkerhedseksperter i London fra at hacke telefonen med succes.

Det lykkedes tidligere på måneden for IT-sikkerhedsfirmaet MDSec at hacke en iPhones skærmlås ved hjælp af et hjemmebygget hackersæt, som simpelthen afprøver de forskellige talkombinationer én efter én, indtil det finder den rigtige kombination.

Se hvordan sættet fungerer i videoen over artiklen.

Normalt ville Apples 'max ti forsøg'-funktion forhindre at det kunne lade sig gøre, men det hjemmelavede hackersæt er bygget til at omgå den sikkerhed. Sættet er nemlig koblet direkte til telefonens strømkilde, og kan dermed afbryde strømmen før et forgæves forsøg registreres i telefonens flash-hukommelse.

Hvert forsøg tager dog cirka 40 sekunder, så det kan tage helt op til i omegnen af 111 timer, eller fire og en halv dag, at hacke en enkelt telefon.

Eksperterne oplyser at hacket kunne lade sig gøre på grund af en fejl i styresystemet, som skulle være rettet i iOS 8.1.1. De planlægger dog at gentage succesen i iOS 8.2, hvis det er muligt.

52 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere