Venter du også på din iPhone 6S: Her er forklaringen

Der er leveringstid på flere af de nye iPhone 6S-modeller - se her hvor slemt det står til i dit teleselskab

De fysiske køer var ikke lange, da iPhone 6S forleden blev sat til salg i Danmark. Men online er interessen stor, og der er nu ventetid på at få en ny model. (Video: Ekstra Bladet TV)

Der var dansk salgsstart på de to nye iPhone 6S-modeller fredag den 9. oktober 2015, og teleselskaberne havde inden salgsstarten mærket stor interesse fra danskerne.

Det ligner derfor, at Apple endnu engang får en iPhone-succes.

I hvert fald melder teleselskaberne ifølge MereMobil.dk en lille uges tid efter salgsstarten, at de ikke kan følge med efterspørgslen.


Få et godt råd om iPhone 6S i videoen herover af chefredaktør på Mobil.nu, Steen Jørgensen. (Video: Ekstra Bladet TV)

Teleselskaberne 3, TDC og Telia oplyser, at de ikke kan levere alle modeller og farver. Så hvis ikke kunderne vælger en anden model end deres favorit, kan der være leveringstid:

- Interessen er stor for de nye iPhones i disse dage, og 3’s lagerstatus rykker sig hele tiden.

- Der kan derfor være lidt leveringstid på nogle af de populære modeller og farver, lyder det fra Rikke Juul Hansen, pressechef i 3.

Brugerne vil have meget hukommelse
Samme melding kommer fra  TDC og Telia:

- Jeg har lige talt med mine kollegaer, og de fortæller, at 6S i 64 GB har solgt bedst i pre-sale, men 16 GB er kommet godt efter det, fordi vi har flest af dem på lager, så kunderne kan få dem med det samme.

- Vi opdaterer løbende vores hjemmeside i forhold til lagerstatus, men vi har maksimalt 3-4 ugers ventetid. Som nævnt er der mange, som har forudbestilt 64 GB, og derfor er der også størst ventetid på netop den, siger David Engstrøm, pressechef i Telia Danmark, til MereMobil.dk.

LÆS OGSÅ: Danskerne fortsat vilde med iPhones

Hos TDC er det særligt en model, der er pres på:

- Salget går lige så fint som de foregående år. Desværre kan vi heller ikke i år levere i forhold til efterspørgslen.

- Det er fortsat iPhone 6S 64 GB i Space Gray, der sælger bedst, siger Morten Steen Jensen, afdelingsdirektør i Device Management i TDC.


Det er en dårlig idé at vælge en model med 16 GB, mener John G. Pedersen, der er chefredaktør på MereMobil.dk. Se hans råd i videoen herover. (Video: Ekstra Bladet TV)

16 GB er eneste mulighed
Telenor har ikke meldt tilbage med deres oplysninger inden deadline.

Men MereMobil.dk konkluderer, at samme tendens ses hos dem, da der på deres webshop lige nu står, at iPhone 6S 64 GB og iPhone 6S 128 GB ikke er på lager i eneste af de fire farver. Dog kan iPhone 6S 16 GB købes i alle farvevarianterne.

LÆS OGSÅ: Her er Danmarks billigste iPhone 6S

3 oplyser på deres hjemmeside, at der pt. er leveringstid frem til 10. november på iPhone 6S 64 GB i farverne Silver og Gold.

Du kan på teleselskabernes hjemmeside følge med i, hvor lang leveringstid der er på de aktuelle modeller.

14 kommentarer
Vis kommentarer