Næsten 50.000 ISIS tilhængere opererer på Twitter

Islamisk Stat er notorisk kendt for at være dygtige til at bruge sociale medier i deres omfattende propaganda kampagner – specielt Twitter, som er IS' foretrukne propaganda kanal

IS manifesterer ikke kun deres budskaber med automatvåben og granater. De kæmper også dagligt for opmærksomhed på de sociale medier. (Foto: Balksis Press)
IS manifesterer ikke kun deres budskaber med automatvåben og granater. De kæmper også dagligt for opmærksomhed på de sociale medier. (Foto: Balksis Press)

Islamisk Stat bruger i høj grad de sociale medier i deres skræmmekampagner, og de har vist sig at være dygtige til at sprede propaganda på især Twitter. En ny amerikansk undersøgelse hævder, at der er mindst 46.000 aktive Twitter-kontoer tilknyttet IS tilhængere, men det aktuelle tal er formentlig en del højere. Det skriver engelske BBC.

Undersøgelsen er udarbejdet af J.M Berger fra den uafhængige amerikanske tænketank 'Brookings Institution' og Jonathan Morgan, en teknologiekspert ansat ved Penn State College of Information Sciences and Technology. J.M Berger er en analytiker, som i en længere periode har studeret ekstremisme. Han er også involveret i at udvikle analytiske værktøjer til at studere politisk brug af sociale medier – værktøjer som man har brugt i undersøgelsen.

De fleste af pro-IS kontoerne befinder sig i de krigshærgede og IS-kontrollerede områder i Irak og Syrien. Tre fjerdedele af tilhængerne tweeter på arabisk, mens cirka en femtedel af dem tweeter på engelsk, viser undersøgelsen.

Se også: FBI udlover rekord-dusør på super-hacker

Størstedelen af kontoerne er oprettet i 2014, og det tyder på, at antallet af IS-tilhængere på Twitter er stærkt stigende. Twitter lukkede i de sidste fire måneder af 2014 mere end 1.000 IS-relaterede kontoer, men det sociale medie har simplethen ikke mulighed for at stoppe propaganda-spredningen.

Bruger Twitter til at sprede IS' budskaber til hele verden
IS er den første terrorgruppe, som i stor stil bruger sociale medier til at sprede propaganda. Deres brug af sociale medier, har gjort dem i stand til at sprede propaganda i hele verden, og ikke kun i de områder som de kontrollerer.

Men hvor mange mennesker når IS propagandaen så ud til?

Aron Zelin, som forsker i jihad-grupper og deres politiske adfærd ved The Washington Institute, mener at de 46.000 aktive IS-tilhængere på Twitter er nok til at sprede ekstremisternes budskaber til millioner af mennesker verden over. Det skriver engelske BBC.

Det er dog sjældent, at man ser ekstremisterne hverve nye medlemmer direkte gennem Twitter, fortæller Aron Zelin.

– Rekruttering er ikke åbenlys på Twitter. Det meste af den slags sker på WhatsApp eller Skype, som er peer-to-peer. Ekstremisterne bruger Twitter til at sprede IS' budskaber, og til at drage folk ind i deres radikale tankegang, siger han.

Et peer-to-peer datenet er en sikrere måde at rekruttere nye medlemmer til IS på, fordi informationen mellem brugerne ikke går gennem en central server, som det er tilfældet på Twitter.

Katten efter musen
Der foregår en sand 'katten efter musen leg' mellem ekstremisterne og dem, der forsøger at opdage og slette deres konti på sociale medier. Det er nemlig noget nær umuligt at stoppe propaganda-spredningen, fordi det er så let at oprette nye kontoer i nye navne.

Se også: Beskyt dig selv på nettet med 5 simple råd

Tidligere har hackergruppen Anonymous meldt sig ind i kampen mod IS på de sociale medier.

Men de har tilsyneladende heller ikke været i stand til at stoppe den stigende udvikling i antallet af IS-tilhængere på sociale medier – tilhængere, som nærmest spiller en lige så stor rolle i IS' som dem, der kæmper med automatvåben på slagmarken.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere