Nu kan du redigere video direkte i din YouTube-app

Den seneste version af YouTubes app gør det muligt at redigere dine videoer ved hjælp af et nyt indbygget redigeringsværktøj, men det gælder indtil videre kun iOS brugere

Med den seneste opdatering kan du nu filme, redigere og uploade dine videoer i én og samme app. (Foto: Flickr/Stephan Gever)
Med den seneste opdatering kan du nu filme, redigere og uploade dine videoer i én og samme app. (Foto: Flickr/Stephan Gever)

Har du en iPhone eller en iPad? Og er du flittig bruger af YouTube? Så skal du skynde dig ind og hente den seneste opdatering til din YouTube app.

Den vil nemlig gøre dit arbejde med YouTube-videoer meget lettere, fordi du nu kan redigere dine film direkte i selve app’en.

Se også: Mobilt: Facebook vil have dig til at elske Windows - igen

Tidligere har det været nødvendigt at hente en tredjeparts-app for at redigere videoer, inden man uploadede dem til videodelingssiden.

Pynt dine videoer
I den nye opdaterede version af app’en – YouTube 10.38 – kan du beskære dine videoklip, tilføje filtre for at give din YouTube-film et specielt look og pynte din video med et soundtrack fra enten dit eget eller YouTubes musikbibliotek.

Opdateringen sker som led i Googles forsøg på at skabe en ’alt i en’-app, hvor brugere ikke længere er afhængig af at skulle overføre det rå videomateriale fra telefonen til computeren for at redigere det.

Brugerne vil nemlig kunne redigere og uploade videoer på farten, mener YouTube.

Se også: Det er helt sort: Her er Danmarks (næsten) dyreste fjernsyn  

Så hvorfor miste en masse kunder til en tredjeparts videoredigeringsapp, når man hedder Google, og selv kan udvikle en sådan app uden problemer.

YouTube har lanceret en længe ventet opdatering. (Foto: YouTube)
YouTube har lanceret en længe ventet opdatering. (Foto: YouTube)
 

Mere overskuelig navigering
Opdateringen burde opfylde de fleste ’normale’ krav til videoredigering, men der findes stadig bedre alternativer til redigering, hvis man arbejder professionelt med videoredigering - f.eks. Apples iMovie.

Hvis du er en af dem, der blot surfer rundt på YouTube, vil du ikke se den store forskel, når du åbner din opdaterede app.

Se også: Denne dims viser analyse af din menstruation på smartphone  

Den mest iøjefaldende opdatering for den gruppe brugere er, at YouTube har gjort det mere overskueligt at navigere rundt på din egen YouTube-kanal, og så kan du bruge et ’swipe’ som genvej til listen over dine abonnenter og visningshistorik.

Hvis du har en iOS-enhed, kan du hente opdateringen gennem App Store.

0 kommentarer
Vis kommentarer