Nye tv-modeller i 2015: Den store guide

Vi skriver april, og et hav af nye tv-modeller er på vej ud i butikkerne, den ene større, skarpere og smartere end den anden – vi guider

Omtrent samtidig med at forårssolen titter frem, lander årets første nye tv’er i butikkerne. Sidste års modeller udfases og erstattes af friske modeller med ny teknik.

4K for alle pengene
En tydelig trend i år er den kraftige stigning i antallet af tv-modeller med 4K-opløsning.  Teknikken er ikke længere forbeholdt topmodellerne men bliver nu rullet ud i stor skala hos alle producenter, og i 2014 faldt priserne til et anstændigt niveau, så denne tendens ser ud til at fortsætte i 2015.

Stadig flere drømmer om en ægte storskærm i stuen, og i år vil der være mindre grund til at vælge et traditionelt Full HD-tv, næste gang du skal ud og handle. Hvor man sidste år kunne købe de billigste 55 tommers 4K-tv’er for under 10.000 kroner, ser det i år ud til, at priserne på de helt store skærme (65 tommer og større) kommer derned.

Forbedret smart-tv
Nyt indhold og nye brugsområder – f.eks. Netflix og Youtube – stiller nye krav til, hvordan fjernsynet betjenes. 2015 markerer derfor overgangen til nye operativsystemer for mange af tv-producenterne.

Se også: Så kommer Sonys androider

Sony og Philips har begge valgt Googles nye Android Lollipop som platform for deres smart-tv’er. En indlysende fordel ved Android som styresystem er det store udvalg af apps. Det er imidlertid ikke nok for Samsung og LG. De vil bevare en højere grad af selvkontrol og har derfor valgt deres egne løsninger, henholdsvis Tizen og WebOS. Panasonic har på sin side valgt det åbne, HTML5-baserede Firefox som samarbejdspartner.

Guiden

Tv-guiden er baseret på et udvalg af de formentlig mest populære modeller, og 4K-kompatible modeller er prioriteret. Følg med på lydogbillede.dk for opdateret info om de forskellige tv-producenter.

Se også: Google vil give dig personlige tv-reklamer

På grund af hyppige valutaudsving har det desværre ikke været muligt at indhente opdaterede priser fra alle leverandørerne. Vi anbefaler derfor at tjekke websites som PriceRunner for dagsaktuelle priser.

Samsung

Den koreanske gigant har i flere år været den bedst sælgende tv-producent i Norden. I år satser mærket hårdt på buede skærme med Ultra HD-opløsning.

Se også: Chromecast med HBO Nordic

Samsung er den mest toneangivende producent inden for tv-design, hvilket de bekræftede med sidste års introduktion af “Curved” tv-skærme med bueform. Efter en lidt langsom start ser det ud til, at de buede skærme er kommet for at blive, og selv om det ikke er alle, der foretrækker dem frem for de flade, er Samsung stærke i troen. I år introducerer de bueformen på endnu flere af deres modelserier.

SUHD
Samsung lancerer en toptrimmet version af deres traditionelle LED LCD-skærme med ultrahøj kontrast og lysstyrke – kaldet SUHD – som er forberedt til det kommende HDR-format. De nye skærme anvender avanceret quantum dot-teknologi.

Nyt smart-tv koncept
Samsung har valgt ikke at benytte Googles Android TV-brugerflade. I stedet benytter de deres eget operativsystem, Tizen. Det indebærer en helt ny grafisk brugerflade, hvor de forskellige former for tv-indhold og apps skulle være bedre organiseret. Nye, kraftigere processorer skal sørge for lynhurtig betjening. En ny fjernbetjening med pegefunktion er også på listen over forbedringer.

Se også: LG sætter pris på sine 4K OLED-fjernsyn

JS9505 – årets topserie
Årets topserie fra Samsung er tv’er, som mange sikkert vil savle over. De har en buet ramme i børstet metal og et avanceret 200 Hz UHD-billedpanel med ægte LED-baglys, som Samsung kalder Precision Black Pro. Det skal sikre optimalt sortniveau og ditto kontrast. Samsung-panelet er også specificeret til ekstra høj maksimal lysstyrke (Peak Illuminator Ultimate) for at være kompatibelt med HDR-billedmateriale.


Tilslutning sker via en separat One Connect-boks. En ny octa-core processor sikrer lynhurtige smart-funktioner og multitasking. Desuden har JS9505 indbygget webcam og kommer i 65, 78 og 88 tommers skærmstørrelse.

JS9005 – forenklet topmodel
JS9005 er en forenklet version af topmodellen, stadig med buet skærm og UHD-opløsning, men her er bagbelysningen erstattet af billigere LED-kantbelysning. JS9005 understøtter også HDR-billedmateriale, men vil sandsynligvis have lavere kontrast og maksimal lysstyrke. De har imidlertid lige så avanceret billedprocessering og samme One Connect-boks med octa-core processor. Fås i 48, 55 og 65 tommer.

JS8505 – bedst sælgende
Samsungs 8-serie har længe været en af deres bedst sælgende. Det er den billigste serie, der kombinerer buet design, Ultra HD-opløsning (4K) og den ekstra kontrastrige SUHD-teknik. Årets modeller har meget tilfælles med 9-serien, men har en mindre One Connect Mini-samleboks og må nøjes med en almindelig quad-core processor. JS8505-serien vil være tilgængelig i 48, 55 og 65 tommer.

Se også: Apple TV bliver billigere

JU7505 – overkommelig pris
Sidste års bestseller HU7505 var Samsungs bedste flade skærm og en af vores favoritter blandt de overkommelige 4K-tv’er. Nu er det tilbage i en buet version. JU7505 har et noget mere simpelt billedpanel med Ultra HD-opløsning, men uden den avancerede SUHD-teknik fra topmodellerne. Tilslutning sker via One Connect Mini-boks. JU7505-serien bliver tilgængelig i 48, 55, 65 og 78 tommers skærmstørrelse.

JU7005 – flad skærm
7005-serien er den flade version af 7505-serien. Bortset fra bueformen og den tilhørende Auto Depth Enhancer-funktion er de to modellinjer meget ens. 7005-serien er dog tilgængelig i et bredere udvalg af størrelser, fra 40 og helt op til 85 tommer.

JU6000
6-serien fra Samsung er en varieret og omfattende modelserie, der består af både buede og flade modeller med såvel UHD- som Full HD-opløsning, fra 40 til 65 tommer. Fællesnævneren er standard 100 Hz billedprocessering og fraværet af One Connect-boks. Al tilslutning sker på bagsiden af skærmen.

LG

Koreanske LG har som mål at være teknologiledende blandt tv-producenterne. Det markerer de i år med næste generation af OLED tv-teknologien med 4K-opløsning.

LG chokerede en hel tv-verden, da de i 2013 lancerede deres første produktionsklare OLED-skærm for næsen af konkurrenterne. Derefter blev 2014 året, hvor den sagnomspundne OLED-teknologi sivede ned i prisklasser, som vi almindelige dødelige kunne få råd til. I år vil LG introducere de første storskærme med 4K-opløsning.

LG's topmodeller tager en ny teknik i brug kaldet quantum dot (kvanteprikker) for at opnå både øget kontrast og lavere energiforbrug.

Forbedret brugerflade
I 2014 lancerede LG deres nye operativsystem kaldet WebOS. En grafisk lækker platform, hvor indhold og funktioner er organiseret i en “kortrække” i bunden af skærmen. Den avancerede software havde dog den ulempe, at den kunne opleves som langsom i brug, ligesom den var forbeholdt et begrænset antal modeller.

OLED
LG’s OLED-sortiment består af fem separate modelserier. Fælles for alle OLED-modellerne er ægte 10 bit billedpaneler med TrueHD billedprocessering og ColorPrime farveteknik, der giver mulighed for understøttelse af HDR-billedmateriale.

Topmodellen 77EG990V er et 77 tommers OLED-tv med 4K-opløsning. En meget eksotisk, 'fleksibel' OLED-skærm med motoriseret billedpanel, der kan skifte imellem flad og buet facon. Med en vejledende pris på omkring 300.000 kroner bliver den næppe nogen storsælger.

55/65EF950V vil formentlig være blandt de mest interessante OLED-skærme fra LG I år med henholdsvis 55 og 65 tommer i flad facon.

UF950V/940V


Supertynde tv’er (8,5 mm) med dobbelt tv-tuner, 4K-billedpanel med ColorPrime-teknik, som giver mulighed for et bredere farvespektrum, samt quantum dot-teknologi for øget kontrast og billeddynamik. Et ekstra avanceret 4.2 kanals lydsystem er også om bord.

860V
Traditionelle, flade LED LCD-tv’er med kantbelysning og 4K-opløsning. Serien vil kunne fås i en række størrelser fra 49 til 65 tommer med standard farverum og billeddynamik.

UG870V/880V
LG’s første buede LCD LED-serie, uden det bredere farvespektrum eller den ekstra lysstyrke fra topmodellerne, men stadig med højkvalitets specifikationer. UG870V fås i 55 og 65 tommer med kant LED-belysning, UG880V i 79 tommer med direkte LED-baglys.

Sony

Skarpere og mere kontrastrig billedkvalitet, slankere design og federe lyd står på menuen fra Sony i år.

Det seneste år har været præget af røde tal på bundlinjen, nedskæringer, omstruktureringer og ikke mindst hacking-skandaler for den japanske gigant, som heldigvis har mange ben (film, musik, forbruger- og professionel elektronik) at stå på. Kvaliteten er der heller ikke noget at indvende imod. Sony leverede nogle af sidste års bedste tv’er i både den overkommelige og den dyre ende af prisskalaen.

Bedre billedkvalitet med X1
Sonys nye X1-processor analyserer billedmaterialet ned til mindste pixel og tager sig af opskalering og støjreduktion samt øget skarphed og billeddynamik.Samtidig har Sony valgt Googles nye Android Lollipop som brugerflade for deres smart-tv’er. Det nye styresystem er en skræddersyet version af Android til tv-brug, hvor apps og indhold er bedre integreret på tv-skærmen.

X930C/X940C


Sonys topmodeller kombinerer 4K-opløsning og Triluminos-billedpanel med øget farvespektrum. X930C kommer i en 65 tommers version med kantbelyst LED-panel. Storebror 75X940C kommer med direkte LED-baglys. Begge modeller vil understøtte videoindhold med HDR fra Netflix. De har fået en slankere formfaktor og for at undgå, at lyden bliver tilsvarende tyndere, har Sony udstyret skærmen med mere effektive Magnetic Fluid bas-elementer.

X900C – verdens tyndeste
Sony vil også tilbyde en “Ultra-Slim” designmodel med 4K-opløsning i år. X900C er faktisk verdens tyndeste LED LCD-tv og måler kun 4,8 mm ude i kanterne. Der er udviklet et særligt vægbeslag, som monterer skærmen tættere på væggen – kommer i 55 og 65 tommers udgaver med Android operativsystem.

S85C – buet Sony
Heller ikke Sony vil være uden buede skærme i år. S85C kommer i 55 og 65 tommers størrelse. Den har X1 billedprocessor og Triluminos billedpanel.

X85C/X83C
Sonys billigste 4K-modeller kommer nu i mange flere størrelser, heriblandt 43 og 49 tommer (X8305C) samt 55, 65 og 75 tommer (X8505C). De skal byde på meget af den samme billedkvalitet som topmodellerne, men ser ud til at mangle understøttelse af HDR, som kræver et panel med endnu større lysstyrke. Der er dog stadig tale om Android-tv’er med fuld understøttelse af Netflix og YouTube i 4K-opløsning.

Panasonic

Panasonic udsender fem modelserier med 4K-opløsning i år, hvoraf tre har buet skærm, og påberåber sig som sædvanlig opmærksomhed med store fremskridt inden for billedkvalitet. Den nye billedprocessor 4K Studio Master Pro analyserer alt videomateriale og opskalerer det til 4K-opløsning. Næsten alle de nye Panasonic 4K-skærme understøtter HEVC med mulighed for Netflix-streaming i 4K. Panasonics topmodeller CX800 og CR850 vil desuden understøtte videoindhold i HDR-kvalitet.

CX800


Serien har fået et avanceret billedpanel med Wide Color Phosphor-teknologi og et nyt farvefilter, der gør det muligt at gengive flere nuancer end før.

Lysstyrken er øget betragteligt, med det Panasonic kalder Super Bright Panel. CX800 har dobbelt tv-tuner og kommer i 55 og 65 tommers udgave.

CR850
CR850 er Panasonics buede topmodel, som udover buen har de samme specifikationer som det flade CX800.

CX750/CX700
Er en enklere version af topmodellen CX800 uden højere kontrast, udvidet farverum eller HDR-understøttelse. CX750 bliver tilgængelig i 43, 49, 55 og 60 tommer. Panasonic lancerer også CR730 (55/65 tommer), som er en buet version af CX750, samt CX700 (40-65 tommer), som er en flad lillebror.

Philips

Philips introducerede deres første Android-tv’er allerede i 2014, et år før Google selv lancerede en egen tv-version. De var baseret på det mobile styresystem Android Jelly Bean, hvilket medførte en del børnesygdomme. Årets modeller er imidlertid baseret på den fuldgyldige Android-version til tv-brug, som må forventes at byde på færre udfordringer.

PUS7600
Bliver den foreløbige topmodel i Philips’ sortiment. Flagskibet i 9000-serien lanceres sandsynligvis ikke før IFA-messen i Berlin til september. I mellemtiden byder PUS7600 på 4K-opløsning, Philips’ kraftige Pixel Precise Ultra HD billedprocessering og 1400 Hz Perfect Natural Motion (bevægelsesudjævning).

Android Lollipop operativsystem med 16 gigabyte lagerplads, dobbelt tv-tuner og touch-følsom fjernbetjening med mikrofon er på plads.

PUS7100
PUS7150 er en lillebror til 7600 med mere simpelt design og mindre kraftig billedprocessering, 800 Hz Natural Motion, og fjernbetjening uden mikrofon.

Philips lancerer en række nye modelserier i 2015, herunder billigere Full HD-modeller og højere specificerede Ultra HD-modeller – informationer om disse var ikke tilgængelig, da artiklen blev skrevet.

Læs hele testen hos Lyd & Billede.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere