Phablet-duel: iPhone 6 Plus vs. Samsung Galaxy Note 4

Apple er endelig klar med et produkt i phablet-kategorien, men kan iPhone 6 Plus true Samsungs dominans? Vi giver svaret!

Med lanceringen af Samsung Galaxy Note i 2011 opfandt den koreanske elektronikgigant en helt nye kategori på smartphone-markedet. De såkaldte phablets er til brugere, der sætter pris på masser af skærmplads, og selv om konkurrenter som HTC, LG og Sony har forsøgt sig med telefoner i kategorien, så har Samsung siddet tungt på førstepladsen med millioner og atter millioner af solgte eksemplarer af Galaxy Note-serien.

Så lancerede Apple iPhone 6 Plus, og da Apple ud over Samsung er den vigtigste spiller på mobilmarkedet, har Galaxy Note pludselig fået en alvorlig konkurrent i en kategori, som Samsung ellers har opfattet som deres egen.

Læs også: Kun få skønhedsfejl ved kæmpe mobil

Vores test af iPhone 6 Plus samt Galaxy Note 4, som er den nyeste telefon i Note-serien, viser, at de to produkter kommer stort set lige godt ud af duellen, men Samsung Galaxy Note 4 vinder på målstregen.

Apples iPhone 6 Plus er utvivlsomt det mest brugervenlige af de to produkter, mens Galaxy Note 4 byder på mange flere relevante funktioner for professionelle brugere – ikke mindst via den medfølgende S-Pen. Hvad angår skærmen, så vinder Samsung med et mulehår foran iPhone på grund af den højere opløsning og den højere pixeltæthed. Kvalitetsoplevelsen af iPhone 6 Plus er uovertruffen, men Samsung Galaxy Note 4 virker faktisk lettere og nemmere at håndtere end Apples iPhone, selv om den vejer 4 gram mere.

Hvad ydelsen angår, er iPhone måske nok minimalt bagud på point i vores benchmark-test, men i daglig brug er den en smule hurtigere.

Omvendt koster en iPhone 6 Plus med blot 16 gigabyte indbygget lager, uden mulighed for udvidelse, stort set det samme som Samsung Galaxy Note 4 med 32 gigabyte lager, der kan udvides med microSD-kort.

Læs også: So ein Ding müssen wir auch haben

I en direkte sammenligning mellem de to produkter bliver det Samsung, der løber af med sejren, men vi tøver alligevel ikke med også at give iPhone 6 Plus vores specielle anbefaling. Især til dem, som foretrækker det mere brugervenlige iOS 8.1 frem for Android KitKat.

iPhone 6 Plus: Specielt anbefalet
iPhone 6 Plus er tilstrækkelig lille til at tage med sig og tilstrækkelig stor til at være mere nyttig.

Plus: Skærmen er fremragende og har endelig fået en ordentlig størrelse. Som sædvanlig kan man mærke, at der er tale om en topmodel. Den er hurtig som bare pokker og har bedre batteritid og bedre kamera.

Minus: NFC virker kun med Apple Pay. Designet er ikke så stilrent som forventet.

 

Udseende og konstruktion
Som sædvanlig har Apples designere gjort et fremragende stykke arbejde. Telefonen føles godt i hånden takket være materialevalget og de afrundede kanter. Men det forstyrrer, at kameralinsen stikker ud, hvilket får telefonen til at ligge ustabilt på flade underlag.

Den enorme skærm indebærer, at telefonen er blevet meget større end før, men den er faktisk næsten lige så tynd som iPhone 6. Vi havde dog foretrukket, at den var lidt tykkere.

Skærm
Jo længere tid der er gået, jo mindre og jo mere forældet har skærmen på iPhone 5S virket. Derfor er det en sand fornøjelse endelig at få en iPhone i phablet-størrelse. Opløsningen er også øget, så der ikke længere kun er tale om Retina-skarphed, men om såkaldt Retina HD.

Kamera
Apple har altid prioriteret nem håndtering frem for mange funktioner. Men selv om det stadig langt hen ad vejen er et peg-og-skyd kamera, så er der flere muligheder end nogensinde før. Der er f.eks. en særlig time-lapse indstilling samt forbedret panorama og slowmotion-video, som kan tage hele 240 billeder i sekundet. Man kan også justere eksponeringen med en simpel fingerbevægelse. Redigeringsautomatikken har fået flere muligheder, men er stadig beundringsværdigt simpel.

Lyd
Musikafspilleren har desværre ikke fået nogen åbenlys forbedring, men med så mange gode musik-apps på markedet betyder det ikke så meget. Højttalerlyden er blandt de bedre, selv om det stadig kun er i mono. Med hovedtelefoner får man god og kraftig lyd.

I brug
Den øgede skærmstørrelse giver plads til flere ikoner på skærmen, og man kan se mere af websiderne på én gang. Desuden kan nogle apps i liggende tilstand giver ekstra indhold, ligesom på iPad. Det er faktisk en så dramatisk forskel, at man nu kan lade sin iPad ligge i mange tilfælde, hvor den tidligere var nødvendig.

At kunne dobbeltklikke på hjemknappen for at flytte ikoner inden for tommelfingerrækkevidde er praktisk, hvis man er tvunget til at bruge én hånd.

Ydelse
Den nye 64 bit A8-processor skulle være mere energieffektiv end forgængeren, men der er bestemt ikke noget i vejen med ydelsen af den grund. I Geekbench 3 imponerer iPhone 6 Plus med 1.613 point (single-core) og 2.844 (multi-core). 3D-grafik er blevet næsten 20 procent hurtigere.

Konklusion
Tidligere har dem, der havde brug for en stor smartphone til deres arbejde, måttet vælge Apple fra. Den nye iPhone 6 Plus har ikke kun fået en stor skærm med forbløffende klarhed, men er også blevet mere nyttig med flere anvendelsesmuligheder. Skærmkvaliteten er blandt de bedste på markedet, og kameraet er lynhurtigt og pålideligt. Med iOS 8 er telefonen om muligt blevet endnu mere fleksibel og er faktisk et brugbart alternativ til iPad i lommeformat.

Læs hele testen her.

Samsung Galaxy Note 4: Bedst i test
Samsung Galaxy Note 4 er seneste skud på stammen af phablets fra firmaet, der opfandt kategorien - ingen er over, ingen er ved siden af.

Plus: Skærmen er fremragende og byder på en sand eksplosion af skarpe farver og høj opløsning. S-Pen og dens mange funktioner gør Note 4 helt unik, og kvalitetsoplevelsen er overraskende god. Det samme gælder kameraet og lyden, som vi heller ikke har oplevet bedre fra Samsung.

Minus: TouchWiz-brugerfladen trækker tænder ud på ydelsen, og operativsystemet byder ikke på globale lydindstillinger.

 

Udseende og konstruktion
Det første, vi lægger mærke til, er, at rammen omkring mobilen er udført i aluminium  – præcis som Samsung Galaxy Alpha. Bagsiden er af plastic, men materialet er behandlet på en måde, så det ligner og føles som læder. Det gør faktisk Galaxy Note 4 en del mere skridsikker end iPhone 6 Plus, og på intet tidspunkt har vi været nervøse for at tabe vores Galaxy Note 4.

Skærm
Det er en smagssag, om man foretrækker den lidt mere naturtro farvegengivelse, som IPS-skærmen på iPhone 6 Plus byder på, eller om man mere er til de Disney-agtige sukkerfarver på Galaxy Notes S-AMOLED skærm, men helt sikkert er det, at skærmen på Galaxy Note 4 er exceptionelt flot.

På sine 5,7 tommer byder skærmen på en vanvittig høj opløsning på 2560 x 1440 pixel, hvilket giver en pixeltæthed på rundt regnet 515 ppi. Det betyder, at alting står knivskarpt på skærmen.

Kamera
Som udgangspunkt sidder der næsten samme kamera i Galaxy Note 4 som i Samsungs aktuelle flagskibsmodel, Galaxy S5. Det indebærer, at hovedkameraet er på 16 megapixel, mens optikken dog kommer med en blænde på f/2.0, hvilket på papiret gør kameraet en smule bedre i mørke omgivelser. Præcis som iPhone 6 Plus har hovedkameraet på Galaxy Note 4 også optisk billedstabilisering, så alle forudsætninger for at tage gode billeder er til stede.

Lyd
Den indbyggede højttaler lyder meget forkølet, men slutter man et ordentligt sæt hovedtelefoner til Galaxy Note 4, yder telefonen virkelig god lyd med masser af saft og kraft. Lydbilledet er klart som den lyse morgen, og alle frekvensområder i spektret får lov til at skinne igennem.

I brug
Pennen – af Samsung kaldet S-Pen – er det, der gør Samsung Galaxy Note 4 helt unik. Denne telefon er andet og mere end bare en phablet. Som navnet “Note” mere end antyder, er mobilen en slags interaktiv notesblok, som tilbyder den professionelle bruger en lang række forretningsrelevante funktioner, der ikke findes magen til på nogen anden smartphone.

En af grundfunktionerne er Action Memo, som giver brugeren mulighed for at tage notater, der ikke blot kan bestå af det skrevne ord, men også kan indeholde lyd, billeder, video og grafik. Dette understøttes af funktionen Smart Select, som med S-Pen kan indsamle tekst og billeder fra diverse websider og andre kilder og derefter anvende indholdet i mails eller noter.

Præcis som Samsung Galaxy S5 kommer Galaxy Note 4 med både fingeraftrykslæser og pulsmåler. Mobilen har 32 gigabyte indbygget lager, og derudover kan der tilføjes op til 128 gigabyte via microSD-kort.

Ydelse
Med et testresultat i Geekbench 3 på henholdsvis 1.038 point (single-core) og 3.027 point (multi-core) er Galaxy Note 4, hvad det samlede resultat angår, en smule bedre end iPhone 6 Plus, men på trods af den lynhurtige processor og hele 3 gigabyte ram oplever vi små pauser, når man multitasker eller starter apps.

Kigger man på, hvordan telefonen gør brug af arbejdshukommelsen, finder man hurtigt ud af, hvorfor Galaxy Note 4 ikke er helt så lynende hurtig, som de imponerende specifikationer ellers tilsiger. Samsungs brugerflade, TouchWiz inklusive diverse tjenester, bruger nemlig halvdelen af den tilgængelige ram.

Konklusion
Samsung Galaxy Note 4 er uden sammenligning den bedste phablet på markedet til professionelle brugere. En bedre mobilskærm skal man lede længe efter, og kombinationen af aluminium, glas og plastic gør telefonen nem at håndtere, samtidig med at kvalitetsfølelsen er i top.

Den medfølgende S-Pen med tilknyttede funktioner gør Galaxy Note 4 helt unik på mobilmarkedet. Vores eneste reelle anke er, at telefonen lider en smule under Samsungs TouchWiz-brugerflade, som sløver ydelsen i forhold til det forventede.

Alt i alt er Samsung Galaxy Note 4 dog et produkt i den absolutte topklasse og formentlig den bedste smartphone fra den koreanske elektronikgigant nogensinde.

Læs hele testen her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere