Praktisk lyd til alrum og soveværelse

Få god lyd på mobil og netværk uden at ofre en formue eller spolere indretningen

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)

De fleste trådløse højttalere, som vi stifter bekendtskab med, er kompakte og beregnet til at tage med sig. Og mens de ofte lyder rigtig godt, medfører deres størrelse og pris nogle indlysende kompromiser.

I denne test har vi bevæget os et par trin op ad stigen – både prismæssigt, og hvad størrelsen angår. De seks trådløse højttalere, som er med her, er beregnet til at blive brugt inden for hjemmets fire vægge.

Højttalerne er store og kraftige nok til at konkurrere med et ‘rigtigt’ stereoanlæg. De spiller alle i stereo (mere eller mindre), og flere af dem kan prale af betragtelig forstærkereffekt og indbygget subwoofer.

Den slags koster, og man kan godt sammensætte et (lille) anlæg for de samme penge.

Begrundelsen for at droppe det gammeldags anlæg til fordel for en trådløs højttaler er bekvemmelighed. Bortset fra lysnetledningen er man fri for kabler. Musikken sendes over det trådløse netværk, og det hele styres bedst fra mobilen. Det gør det let at skaffe musik i god kvalitet til soveværelset, køkkenet eller børneværelset.

Sidst, men ikke mindst er højttalerne designet til at falde ind i boligindretningen. Ikke nødvendigvis på en ubemærket måde, men de udstråler ikke ‘teknik’ på samme måde som et traditionelt anlæg.

Læs testen i sin helhed her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Denon HEOS 7

HEOS 7 er Denons største trådløse hjemmehøjttaler. Den indeholder fem aktive elementer, to slavebasser og i alt fem klasse D-forstærkere.

HEOS 7 giver et udpræget åbent lydbillede, som virker langt større end højttalerens dimensioner, og menneskestemmer gengives endda rigtig godt. På remastered-udgaven af Sinéad O’Connors ‘Troy’ står sårbarheden dirrende i rummet.

Bassen er rund og velformet. Der mangler ikke bund i lydbilledet – heller ikke, når der skrues op, selv om Denon må se sig distanceret med flere vognlængder i bassen. Den allerdybeste bas mangler.

Det frie lydbillede gør det let at fylde stuen med musik i god kvalitet. Udseendet vil enten være afskrækkende eller et stort plus. Hvis du overvejer at bygge et multirumssystem, er det værd at tage HEOS med i betragtning.

Fakta

Bestykning:  5 aktive elementer, 2 slavebasser

Forstærkere:  5 x klasse D (effekt ikke opgivet)

Frekvensområde:  (ikke opgivet)

Tilslutning:  Ethernet, AUX (stereo mini-jack), Wi-Fi

Betjening:  iOS, Android

Streaming-tjenester:  Spotify, Napster, Deezer

Mål:  47,9 x 20,3 x 16,4 cm

Vægt:  4,5 kg

Plus:  Elegant design, avanceret teknik og åben lyd.

Minus:  Ikke særlig dyb bas. Lidt besværlig installation.

Pris:  4499 kroner

Samlet vurdering (1-6):  5

Læs hele testen af Denon HEOS 7 her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Libratone Loop BT

Libratone Loops frontstof er af uld, og det fås i 11 farver. Under den uldne overfrakke gemmer der sig fire højttaler-elementer: To bånddiskanter, en 4 tommers bas/mellemtone, som er fælles for begge kanaler, samt en slavebas-enhed, der sikrer rimelig bas i det lille kabinet. Tre klasse D-forstærkere leverer i alt 120 watt til de aktive elementer.

Det virker lidt letkøbt at sige, at en cirkulær højttaler med uldbetræk lyder rundt og lidt uldent. Men det gør den altså. Libratone Loop giver et behageligt lydbillede uden skarpe kanter.

Dette lydbillede klæder noget musik og er perfekt til baggrundsunderholdning og mindre besætninger, men hvis smagen går i retning af tung rock, er Loop næppe det indlysende valg.

Libratone Loop BT vil gøre god fyldest i køkkenet og soveværelset, hvor den vil indkassere beundrende blikke. Men skal der spilles op til fest, så skal der tungere skyts på banen.

Fakta

Bestykning:  2 x 1" bånddiskant, 4" bas, slavebas

Forstærkere:  3 x klasse D, i alt 120 W

Frekvensområde:  40 Hz – 20 kHz (tolerance ikke opgivet)

Maks. lydtryk:  99 dB

Tilslutning:  Wi-Fi, Bluetooth 4.0, AirPlay, DLNA, USB Audio, AUX (stereo mini-jack)

Betjening:  iOS, Android

Mål:  Ø 33 x 8,3 cm

Vægt:  2,7 kg

Plus:  Let opsætning, flot design og behagelig lyd gør Loop lettilgængelig.

Minus:  Bedst til baggrundsmusik. Lyden kunne være mere præcis, og der mangler både kræfter og bas.

Pris:  3399 kroner

Samlet vurdering (1-6):  5

Læs hele testen af Libratone Loop BT her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Bose SoundTouch 30 Series II

Her er der tale om en afrundet enhed, der designmæssigt ligger midt mellem et sammenbygget kompaktanlæg og en gigantisk clockradio. Et display på midten af fronten viser status og de valgte netradiokanaler eller filer, og resten er dækket af frontstoffet.

Da vi testede den mindre model, var der ros til den generelle lydkvalitet, men ikke til bassen, som var alt for dominerende. Det har Bose i mellemtiden fået styr på ved at tilføje en baskontrol på app’en.

Det giver en noget mere balanceret lyd, og takket være det større kabinet og en kraftig forstærker kan der spilles højt nok – også i en stor stue. Der mangler dog den opløsning, som HEOS 7 byder på, og den rock’n’roll-fornemmelse, som vi finder hos JBL. Begge til langt færre penge.

Der er ikke noget galt med produktet, og tilføjelsen af Spotify Connect er et plus. Men når der skal lægges over 5000 kroner på bordet, får man mere for pengene andre steder.

Fakta

Bestykning, forstærkere, frekvensområde:  (ikke opgivet)

Tilslutning:  Wi-Fi, Ethernet, USB, AUX (stereo mini-jack)

Betjening:  iOS, Android

Mål:  43,5 x 24,7 x 18,1 cm

Vægt:  8,4 kg

Plus:  Ligner et 'rigtigt' anlæg. Kan spille ganske højt. Fjernbetjening. Gør netradio tilgængelig for alle.

Minus:  Kedeligt design. Prisen er temmelig høj.

Pris:  5699 kroner

Samlet vurdering (1-6):  4

Læs hele testen af Bose SoundTouch 30 Series II her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

JBL Authentics L8

Højttalerproducenten JBL har en stolt fortid, og Authentics L8 signalerer både med navn og udseende, at den er tænkt som en opfølger på datidens bedrifter.

Og hold da op, hvor kan den spille højt! Højttaler-elementerne er ikke større end i de andre højttalere, men der er virkelig smæk på. Det er ‘kun’ en bordhøjttaler, men den må godt få lov til at blive længe oppe, når der er fest!

LBL Authentics L8 er gennemført retro uden at forfalde til kitsch. Og når der bliver skruet op for musikken, er det tydeligt, at JBL mener det alvorligt.

Tilsætter man streaming fra mobil, tablet eller computer, får man her et stereoanlæg til under 5000 kroner. Hvis jeg skulle forvises til en øde ø og kun måtte tage én højttaler med, kunne valget godt falde på LBL L8.

Fakta

Bestykning:  2 x 4" bas, 2 x 1" dome-diskant

Forstærkere:  4 x 30 W

Frekvensområde:  45 Hz – 35 kHz (tolerance ikke opgivet)

Maks. lydtryk:  104 dB/1 m

Tilslutning:  Wi-Fi, Bluetooth 4.0, AirPlay, DLNA, USB, NFC

Betjening:  iOS, Android, Windows

Mål:  66,4 x 16,4 x 24,6 cm

Vægt:  7,4 kg

Plus:  Virkelig klar og præcis lyd, og bassen er godt med. Man får lyst til at spille masser af musik på L8.

Minus:  Mangler det allersidste luft i toppen. Mellemtonen lyder lidt presset, når det går hårdest til.

Pris:  4449 kroner

Samlet vurdering (1-6):  5

Læs hele testen af JBL Authentics L8 her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Geneva AeroSphere Large

Geneva AeroSphere Large er et stykke designkunst, som ikke glider ubemærket ind i boligindretningen ret mange steder, og musikken gengives uden nogen antydning af tilbageholdenhed eller indelukkethed.

Når der er bas på et nummer, sættes rummet i svingninger på en måde, som jeg ikke troede, at jeg skulle få at høre fra en integreret bordhøjttaler. Med AeroSphere Large er der lagt op til dans!

Geneva AeroSphere Large er lige så gennemført lydmæssigt som designmæssigt. Den formår som ingen anden i testen at fylde stuen med lyd uden at signalere 'stereoanlæg'. Den kan spille op til fest, og når vi påpeger lidt mangler i nuanceringen, skyldes det kun, at vi her er oppe i en prisklasse, hvor der er råd til at kræve i både pose og sæk.

Fakta

Bestykning:  2 x 1" diskant, 2 x 4" mellemtone, 6" subwoofer

Forstærkere:  5 x klasse D, 100 W i alt

Frekvensområde:  (ikke opgivet)

Tilslutning:  Wi-Fi (AirPlay og DLNA), Bluetooth (A2DP og aptX), AUX (stereo mini-jack)

Betjening:  iOS, Android

Mål:  40 x 32 x 40 cm

Vægt:  8 kg

Plus:  Fantastisk design og lækker forarbejdning, som tilmed går hånd i hånd med lyden.

Minus:  Fylder meget, og prisen er i den pebrede ende. Lidt spids i toppen. Bassen er næsten for overvældende.

Pris:  5569 kroner

Samlet vurdering (1-6):  5

Læs hele testen af Geneva AeroSphere Large her.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Mission Aero

Mission er den seneste af en lang række hi-fi-pionerer, som har set, hvor vinden blæser hen, og er hoppet på vognen med trådløse minianlæg til hjemmet. Den splinternye Aero er Missions første bud på genren.

Alle højttalerne i testen indeholder en eller anden form for digitalt DSP-trylleri, der f.eks. kan udvide basområdet nedefter eller give en fornemmelse af rumlig lyd. Men ingen i samme grad som Mission Aero. Med DSP-funktionen slået til er lydbilledet stort og bredt med et overbevisende stereoperspektiv. Det gælder både stemmer og de høje toner.

Bassen har dog svært ved at følge med. Alligevel er Mission Aero en imponerende højttaler, som i kraft af en usædvanlig velkonstrueret DSP kan være et reelt alternativ til et sæt normale stereohøjttalere i stuen.

Fakta

Bestykning:  6 højttaler-elementer, 1 subwoofer

Forstærkere:  6 x klasse D, i alt 160 W

Frekvensområde:  80 Hz – 20 kHz

Tilslutning:  Optisk digital (op til 24 bit/192 kHz)

Betjening:  Kun medfølgende fjernbetjening, ingen app

Mål:  54,0 x 17,5 x 20,3 cm

Vægt:  7 kg

Plus:  Stort og flot stereobillede fra en enkelt højttaler! Understøtter HD-lyd.

Minus:  Kan ikke spille højt, og dybbassen mangler. Ingen app.

Pris:  4995 kroner

Samlet vurdering (1-6):  5

Læs hele testen af Mission Aero her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere