Sådan ser fremtidens internet ud

Kig i krystalkuglen: Internettet bliver en så integreret del af hverdagen, at vi end ikke mærker, at det er der - og samtidig bliver mobilt bredbånd gratis

I fremtiden kan alle køretøjer kommunikere deres position på vejen via GPS, så trafikulykker lettere undgås. (Foto: Lyd & Billede)
I fremtiden kan alle køretøjer kommunikere deres position på vejen via GPS, så trafikulykker lettere undgås. (Foto: Lyd & Billede)

Fremtidens internethverdag vil blive problemfri. Al information og kommunikation går over nettet og er så naturligt sammenflettet med vores daglige liv, at vi ikke mærker det. Internettet er der bare – ligesom elektricitet.

Lokal lagring bliver i høj grad historie, da alt ligger i netskyen. Både vores arbejde og vores billeder, videoer og musik. Alt er tilgængeligt med et tastetryk, uanset hvor i verden vi befinder os. Og vi er allerede på vej.

Læs også: Første 4K-projekter med laser på klos hold

Bilnavigation med kort og trafikovervågning holdes allerede opdateret i realtid, og i fremtiden vil køretøjer konstant kommunikere deres placering via internettet.

Det betyder, at de kan kommunikere med hinanden – og dermed afværge farlige mødesituationer i uoverskuelige omgivelser.

Augmented reality
Vi vil også i højere grad nyde godt af mere såkaldt augmented reality. Selv om Google Glass-brillerne næppe bliver en succes, kommer der noget lignende, som giver oplysninger om de steder, du befinder dig, lige foran øjnene. Tag f.eks. det nævnte eksempel med navigation.

I fremtiden får vi navigationen lagt direkte oven på det virkelige udsyn. (Foto: Lyd & Billede)
I fremtiden får vi navigationen lagt direkte oven på det virkelige udsyn. (Foto: Lyd & Billede)

Hvorfor se ned på et kort på instrumentbrættet, når man kan få det lige foran øjnene – gnidningsløst integreret med det virkelige udsyn over terrænet?

På samme måde vil vi kunne gå igennem et indkøbscenter eller ned ad en butiksgade og få information om de forskellige butikkers udbud og priser – uden at behøve at gå derind.

Og måske vil du gerne have information om, at en af dine Facebook-kontakter er i umiddelbar nærhed, så du kan vælge, om du vil møde vedkommende – eller se at komme væk.

Tal med køleskabet
Ikke alene vil tv’et og musikanlægget være sluttet til internettet – både køleskabet, ovnen, kaffemaskinen og vaskemaskinen vil være det samme.

Det betyder, at du kan få færdigbrygget kaffe, når du står op og have maden klar og fritidstøjet rent, når du kommer hjem fra arbejde.

Læs også: Skarp laserprojekter fra Panasonic

Du kan downloade en opskrift til din mobiltelefon, og køleskabet derhjemme vil straks fortælle, om der er nogen af ingredienserne, du mangler.

Fremtidens køkken er på nettet. (Foto: Lyd & Billede)
Fremtidens køkken er på nettet. (Foto: Lyd & Billede)

Og du kan tilmed tjekke fra arbejdet, om du har glemt at slukke for kaffemaskinen, inden du gik ud ad døren. Og så kan du naturligvis slukke den med mobilen.

Helbreddet kan overvåges
Smart-armbånd er ved at blive ret populære, og fremadrettet vil de blive endnu mere avancerede. Armbåndet kan overvåge dit helbred, mens køleskabet holder styr på dit daglige indtag af mad.

Hvis du er lækkersulten før sengetid og stadig har lidt af dit daglige kalorieindtag at løbe på, kan du få forslag til snacks, der ikke overstiger dine mål. Personlig sundhedsovervågning har vi kun set begyndelsen på.

Lægebesøg sker derhjemme
Med stadig bedre kameratelefoner ligger det måske endda også lige for, at lægetjek af den mere simple type – f.eks. undersøgelse af et udslæt – kan finde sted uden at opsøge lægen fysisk, idet han eller hun i stedet kan stille en diagnose via en videosamtale.

F.eks. kan din egen læge efter et kvalificeret gæt stille dig direkte videre til en hudlæge, som kan udtale sig med det samme i stedet for, at du skal møde op fysisk begge steder. Det kan føre til meget kortere ventetider i sundhedsvæsnet  – og desuden forkorte afstanden fra praktiserende læge til specialist.

Kapaciteten går til video og musik
Det vil også i fremtiden være video og musik, der forbruger størstedelen af båndbredden, og forfatteren af denne artikel gætter på, at efterhånden som internetadgangen udbygges til enhver afkrog i selv tyndt befolkede områder, vil DAB erstattes af internetradio i biler.

Ikke alene vil lydkvaliteten kunne blive endnu bedre – det vil også give øgede muligheder for at gøre radioudsendelserne mere interaktive.

Når et nummer med en bestemt sanger sendes, kan man f.eks. vælge et andet nummer med samme sanger i stedet – eller en helt anden sanger – ved at musikken streames fra en server på samme måde som musiktjenester som Spotify og WiMP, mens snakken mellem musiknumrene stadig kan være live fra studiet.

Gratis internet
For at alt dette kan blive til virkelighed, skal mobilt internet være gratis. Eller i hvert fald inkluderet i telefonabonnementet (eller prisen for hjemmenetværket).

Vi vil kræve at kunne streame video fra Netflix, YouTube, HBO og de nationale tv-stationer, når vi er på farten – uden at bekymre os om, hvor mange gigabyte vi har til rådighed. Det samme gælder de musiktjenester, vi abonnerer på.

Google er blandt dem, der gerne vil give hele verden internetadgang via satellitter. (Foto: Lyd & Billede)
Google er blandt dem, der gerne vil give hele verden internetadgang via satellitter. (Foto: Lyd & Billede)

Derfor er det ikke usandsynligt, at fremtidens internet gøres tilgængeligt via et samspil mellem mobilnettet og gratis trådløse hotspots.

Uanset om de er jordbaserede eller kommer fra satellitter i rummet. For os brugere er det irrelevant, hvor adgangen kommer fra. Vi vil ikke engang mærke teknologien bag. Det virker bare.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere