Samsungs forvredne Note

En bøjet skærm tiltrækker mange blikke, men tilfører den også noget, eller er det bare en gimmick?

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)

Noget af det sjove ved Samsung er, at de ikke er bange for at kaste et eksperiment op i luften og se, om det lander på benene.

Da vi så Galaxy Note Edge på IFA-messen i efteråret, sagde de, at den kun ville komme på udvalgte markeder. Men den har åbenbart solgt så godt, at den nu lanceres i Skandinavien.

Og ikke nok med det: Som det blev afsløret på IFA-messen, vil Galaxy S6 også komme i en version med bøjet skærm. Så det må vel være en rigtig god idé …

Udseende og design
Det er ikke til at komme uden om, at Edge næsten er identisk med den almindelige Galaxy Note 4. Den åbenlyse forskel er, at skærmen så at sige løber ud over kanten.

På indersiden sidder der ganske enkelt et OLED-panel, som jo er bøjeligt. Men man er endnu ikke kommet så langt, at man kan gøre hele mobiltelefonen bøjelig – den er stadig godt beskyttet bag hærdet glas.

Samsung har virkelig forsøgt at udnytte kantskærmen så meget som muligt. På startskærmen dukker der f.eks. almindelige apps op derude, hvilket giver mere plads til andre ting på hovedskærmen.

Læs også: Lynhurtig luksusmobil

På låseskærmen kan man så få notifikationer og vejrudsigter op – og  se, hvor mange ulæste beskeder man har.

Når man griber den smarte pen for at bruge notefunktionen, har man hele skærmfladen til rådighed, da ikonerne er flyttet ud på kanten.

Der er endda kommet en praktisk lineal.

Men det er et problem, at der ikke er nogen apps – ud over Samsungs egne – der bruger den ekstra skærm til noget.

Vanvittig opløsning
Starter man Gmail, Evernote eller Maps, så er den inaktiv. Og hvis man kalder kantskærmen frem, indskrænker den faktisk hovedskærmen, så knapperne i højrekanten bliver svære at trykke på.

Ganske vist er der enkelte app-udviklere, der har benyttet chancen og lavet mere eller mindre anvendelige apps. Men de kendte mangler stadig.

Der er ingen tvivl om, at opløsningen på hovedskærmen er helt vanvittig, og at den derfor er utrolig skarp.

Læs også: Googles nye flagskib

Med den ekstra lille kantskærm får man desuden 160 pixels mere at lege med i bredden. Det lyder ikke af meget, men er fuldt tilstrækkeligt til at vise ikoner i en ordentlig størrelse og få betydelig mere tekst med end i f.eks. almindelige notifikationer.

Og takket være en punkttæthed på 524 ppi er også lille tekst helt læselig.

Bedste kamera hidtil
Ligesom Note 4 har Note Edge formentlig Samsungs hidtil bedste kamera. Det brillerer udendørs, og den optiske billedstabilisering giver skarpere billeder selv i dårligt lys.

Kameraknapperne er selvfølgelig flyttet ud på kantskærmen, men betjeningen er faktisk blevet dårligere.

Udløseren flytter sig afhængigt af, hvordan man holder kameraet, og man kan jo ikke mærke den med fingeren. Og at tage selfies med pulsmåleren lyder som en god idé, men den er jo dækket, hvis man har et flip-cover på.

Samsung Galaxy Note Edge er i princippet en almindelig Note 4, men med den ekstra, bøjede skærm i kanten.

Spørgsmålet er, om det er tusind kroner mere værd.

Svaret er nej. Den bøjede skærm er en sjov idé og i visse tilfælde praktisk. Men samtidig gør den telefonen mere besværlig at holde på.

Hvis du stadig gerne vil have en smartphone med bøjet skærm, så vil konceptet formentlig være mere finpudset på Galaxy S6 Edge, som også – efter hvad vi har set – bliver mere anvendelig.

Læs testen af Samsung Galaxy Note Edge i sin helhed her.

1 af 4 (Foto: Lyd & Billede)
2 af 4 (Foto: Lyd & Billede)
3 af 4 (Foto: Lyd & Billede)
4 af 4 (Foto: Lyd & Billede)
4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere