Skal computeren kunne det hele? Vi tester alt-i-én-løsninger

Er pladsen trang, og skal computeren også levere tv og underholdning, kan en alt-i-én være løsningen – her er fire af slagsen

Vi tester hvilken alt-i-én-computer, som klarer sig bedst. (Fotos: PR)
Vi tester hvilken alt-i-én-computer, som klarer sig bedst. (Fotos: PR)

Computeren – som de fleste i dag ejer – agerer ofte både tv og underholdningscenter.

Derfor har vi i denne test fundet fire super-relevante bud på computere, der kan klare det hele uden hverken at fylde boligen eller tømme tegnebogen:

  • Apple iMac 21,5", 11.299 kroner
  • Dell Inspiron 2350, 9.899 kroner
  • Lenovo A740 i7 QHD, 14.999 kroner
  • MSI AG240 2PE 0033EU, 8.480 kroner

Bærbar teknologi på skrivebordet
En all-in-one (eller alt-i-én computer) er en sammenbygget enhed med skærm og computer i samme kabinet. At presse en hel, fuldvoksen computer ind på ingen plads virker umiddelbart umuligt. Indtil man indser, at netop dét er sket i hver eneste bærbare, vi propper i tasken. En all-in-one er i praksis en bærbar pc med en skærm i overstørrelse og med et eksternt tastatur.

På grund af pladskravene er udvidelsesmulighederne i en integreret alt-i-én computer begrænset til udvidelse af ram og harddisk. Alt andet skal ske via USB-porten. Opgradering til et hurtigere grafikkort er således umuligt. Og endnu mindre udskiftning af bundkort og CPU.

Se alle fakta om de fire computere nederst i artiklen.

Apple iMac 21,5": Gennemtænkt til mindste detalje

 

  • Plus: Gennemført design fra yderst til inderst. Alt er lækkert, og brugerfladen er markedets glatteste. Skærmen og lyden er i top.
  • Minus: Du får mere smæk for skillingen hos konkurrenterne, som desuden giver dig enten touch-skærm eller gamer-grafik.
  • Pris: 11.299 kroner
  • Samlet vurdering (1-6): 5

Lækkerhedsfaktoren hos Apple er skyhøj. De glatte metalflader er lige den tand mere silkebløde end hos konkurrenterne, og hjørnerne har præcis den rette afrunding. Selv strømkablet er der kælet for. Apple iMac 21,5" ligner simpelthen leksikon-definitionen på lækkert design.

På papiret er iMac 21,5" dog ikke testens kraftigste computer. Hvor de øvrige deltagere er forsynet med Intel i7-processorer i forskellige varianter, sidder der en 2,7 GHz i5 4570 CPU i iMac’en. Men ifølge benchmark-målinger er den kraftigste i5 faktisk hurtigere end de mindre udgaver af i7.

En gennemarbejdet brugerflade gør det ekstra svært at være kold over for iMac 21,5". Den har hverken touch-skærm eller spilgrafik, men den har til gengæld et fremragende skærmbillede, lige så glimrende lyd og et styresystem, hvor alting arbejder sammen.

Hvis du 'bare' vil have en computer med en nem brugeroplevelse, og ikke har brug for supercomputer-ydelse, er det her, du skal lægge dine penge.

Læs den fulde test af Apple iMac 21,5" på Lyd & Billede

Dell Inspiron 2350: Diskret og alsidig arbejdshest

 

  • Plus: Stor, lækker 10 punkts touch-skærm til under 10.000 kroner! Hurtig CPU og masser af ram gør Dell til et godt køb.
  • Minus: Den grafiske ydelse er ikke imponerende, og konkurrenterne byder på bedre lyd og billede.
  • Pris: 9.899 kroner
  • Samlet vurdering (1-6): 5

Dell har testens fladeste skærm på kun godt en cm i tykkelsen. Selve computeren er gemt i den slanke metalfod. Det giver let adgang til stik og porte, hvoraf de mest benyttedes findes på siderne af foden.

Processoren er en Intel i7 4010MQ på 2,4 GHz, og der er hele 12 gigabyte ram at boltre sig på. Der er en 1 terabyte fysisk harddisk, med 32 gigabyte flash-hukommelse til at sætte fart på opstart og indlæsning af programmer. Skærmen har et pænt billede uden at være fremragende. Til gengæld er den 10 punkts touch-følsom.

Til en pris, der holder sig under 10.000 kroner, er Dell Inspiron 2350 et rigtig godt køb. Touch-skærmen giver nye muligheder, og målt i ren, rå processorydelse er det faktisk en rigtig hurtig computer. Spil er ikke dens stærke side, men som allround-computer til studier og hjemmearbejde er den svær at slå.

Læs den fulde test af Dell Inspiron 2350 på Lyd & Billede

Lenovo A740 i7 QHD: Skrivebordsbiografen

 

  • Plus: Dvd-drev og monsterstor touch-skærm med testens bedste opløsning og superflot billede gør Lenovo til den perfekte skrivebordsbiograf.
  • Minus: Testens dyreste maskine. Dual-core processoren halter bagefter på tunge programmer, og ekstraudstyret er plasticagtigt.
  • Pris: 14.999 kroner
  • Samlet vurdering (1-6): 5

Hold da helt op for en skærm. Forskellen på 23 og 27 tommers skærmstørrelse er langt voldsommere, end man skulle tro. Og så er det vel at mærke en touch-skærm. Opløsningen er QHD (2560 x 1440 pixel).

Lenovo anvender en Intel i7-processor på 2,8 GHz. Men kun i dual-core udgave. Der er 8 gigabyte ram om bord og et Nvidia GeForce GTX 850A grafikkort med 2 gigabyte ram.

Computerens stærkeste kort er klart den fremragende skærm, der både er stor, knivskarp og farverig. At lade hånden glide hen over den for at bladre i ikonerne er en fornøjelse. Desværre koster den slags fornøjelser – 15.000 kroner er mange penge for en dual-core i7-maskine uden 4K-skærm.

Hvis en hjemmebiograf til skrivebordet står højest på ønskesedlen, er A740 dog et meget stærkt bud. Og takket være et grafikkort i den bedre ende er maskinen også frisk på 3D-spil.

Læs den fulde test af Lenovo A740 i7 QHD på Lyd & Billede

MSI AG240 2PE 0033EU: Schæferhund i ulveklæder

 

  • Plus: Sejt design, der vil tiltale MSI’s kernekunder. Testens hurtigste computer til den laveste pris. Indbygget dvd-drev.
  • Minus: Skærmen er uden touch-funktion, og der følger hverken tastatur eller mus med. Grafikkortet har et år på bagen.
  • Pris: 8.480 kroner
  • Samlet vurdering (1-6): 5

Hvor de fleste all-in-one computere er designet til at falde diskret ind i indretningen på skrivebordet eller i stuen, er MSI AG240 beregnet til at føle sig hjemme i drengeværelset eller ungkarlehyblen. MSI AG240 er nemlig ikke den typiske alt-i-én'er, men en vaskeægte gaming-maskine pakket ind i en 23 tommers fladskærm.

AG240 er udstyret med en Intel core i7 4700HQ-processor på 2,4 GHz. Processoren er quad-core med otte tråde, og der er 8 gigabyte ram monteret. Ligesom vi har set på flere andre spillecomputere, er der en lynhurtig SSD-disk på 128 gigabyte til systemfiler og en 1 terabyte fysisk harddisk til data.

Med MSI’s ry inden for spiludstyr in mente tror vi, at den vil være favoritvalget på kollegieværelset hos mange nystartede mandlige studerende. Dens største konkurrent vil ikke være nogen af de andre testdeltagere, men en håndbygget stationær med endnu større spilmuskler og let adgang til opgraderinger.

Læs den fulde test af MSI AG240 2PE 0033EU på Lyd & Billede

6 kommentarer
Vis kommentarer