Her er designerens dom over PS4

Den nye PlayStation 4 får masser af lovord med fra direktøren for Dansk Design Center

PlayStation 4 er den nye generation af spilkonsol fra Sony. (Foto: Sony Computer Entertainment)
PlayStation 4 er den nye generation af spilkonsol fra Sony. (Foto: Sony Computer Entertainment)

Det har handlet ikke så lidt om indhold, kræfter og spiltitler frem mod den kommende uges lancering af PlayStation 4 i Danmark. Men hvad med selve konsollen? Har den kvaliteten og udseendet, der matcher forventningerne til et elektronisk isenkram, der formentligt skal stå fremme i en hel del danske hjem.

Svaret fra arkitekt og direktør for Dansk Design Center, Nille Juul-Sørensen, er et rungende ja.





- Den er hamrende flot. Rigtigt godt designet, ikke mindst set med danske øjne. Den kunne jo være udtænkt af Jacob Jensen, siger Nille Juul-Sørensen med henvisning til den verdensberømte danske designer, der blandt andet har arbejdet sammen med B&O.

- Han har sagt, at design skal være funktionelt og anderledes uden at være mærkeligt, og det er lige præcist det, som den her er. Den er anderledes uden at være mærkelig.

Det er i høj grad den blanke del af konsollen, der gør forskellen, mener Nille Juul-Sørensen.

- Havde den bare været mat, så havde den været kedelig og gået i et med alt muligt andet. Det blanke overflade fanger refleksioner og lys i rummet, hvilket er ret godt, siger han og peger på den smalle lysstribe, der kommer frem, når konsollen er tændt, som en lille detaljer, der også gør en forskel.

- Det er sådan lidt 'japanerdesign'. Det er lidt taggy, men ikke for meget.





Sonys beslutning om at fjerne kontakter og skjule stik får også anerkendelse med på vejen.

Se også: TV: Det første kig på PS4

- Til gengæld overrasker mig det lidt, at den er så stor. Der er nok en grund til det, for den skal jo præstere ret meget, men man er jo efterhånden vant til, at tingene bliver mindre, siger han og undrer sig ligeledes over, at den ikke umiddelbart er lavet til at kunne hænges op på væggen.

- Det kunne ellers godt være noget, der var inde i overvejelserne for nogle, vurderer han og peger så på den ene ting, der synes at falde helt ved siden af i designet. Sonys beslutning om at lave et tydeligt PlayStation-logo i den blanke overflade.

- Jeg undrer mig over, at den ikke er lagt ind bagved eller nedtonet. Det er sikkert fordi, at man i kampen mod konkurrenterne føler, at man skal vise logoet frem, men det havde været væsentligt flottere uden. Det klæder den simpelthen ikke. Så er det løst væsentligt mere elegant på controlleren, hvor den sidder på en knap.





Netop controlleren - den hedder i den nyeste version DualShock 4 - er efterhånden blevet et ikon i sig selv for PlayStation, og overordnet set har den ikke fået samme designmæssige overhaling som selve konsollen.

- Det er nok et klogt træk. I stedet for at overdesigne noget, så holder man fast i det, der virker, og udbygger det. Eksempelvis med det touchpad, der nu er med. Det er smart, fordi der nu kommer en generation, for hvem det er en mere naturlig måde at spille på. Jeg kan sagtens forestille mig, at den går hen og bliver større i fremtiden. Nu vænner vi brugerne til, at den er der, og hvem ved, om den bliver dominerende, så man får en revolution af controlleren til PlayStation 5.

- Når man ikke ændrer så meget på den, er det så et udtryk for, at man designmæssigt ramte plet i sin tid, eller at brugerne er blevet lært, at det er den rigtige udformning?

- Det er nok en mellemting, men de har nok ramt tæt på bullseye og så bygget videre på det. Man bliver ikke træt i armene eller ryggen, selv hvis man har siddet med den i mange timer, og den føles bare rigtig i hånden. Det er lidt ligesom med keyboardet. Man har også her lavet alle mulige alternative modeller, men vi holder alligevel stadig fast i skrivemaskinemodellen. Nu er vi vokset op med det, og så er det svært at lave om på, selvom der kan være nok så mange gode grunde til at de todelte eller buede tastaturer er bedre.

Der er dog blevet ændret lidt på controlleren. Lidt på udformningen, lidt på antallet af knapper og så på overfladen. Til det bedre, hvis man skal tro Nille Juul-Sørensen.

- I sig selv er den utroligt lækker at røre ved, og linierne i den signalerer både noget blødt og fart. Materialemæssigt er der virkeligt arbejdet med den, og håndværksmæssigt er den virkeligt i orden. Man kan se og mærke, at Sony har mange års erfaringer og arbejder på et højt niveau, hvor selv vanskelige detaljer, som kan drille i forbindelse med eksempelvis støbeprocessen, er løst meget flot.

Se også: PS4 rundede en million på 24 timer

PlayStation 4 kom ud i Nordamerika i sidste uge, men kommer først til Europa og Danmark 29. november.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere