TV: Kuldechok, soveposer og 19 timers venten på en PS4

Bestræbelserne på at få fingre i en af de nye spilkonsoller fra Sony startede allerede torsdag eftermiddag

Det er ikke hver dag, at der lander en ny spilkonsol i Danmark, og dagens lancering af PlayStation 4 er derfor blevet et tilløbsstykke. Helt bogstaveligt. Med køer af håbefulde PlayStation-fans, der gerne vil have fingre i et af de eksemplarer af konsoller, der endnu ikke er solgt gennem forudbestillinger.

Nogle steder startede salget allerede ved midnat, mens det andre steder først er ved almindelig åbningstid, at der er mulighed for at købe den nye PS4.

Det er blandt andet tilfældet hos Elgiganten i Køge, hvor køen fredag morgen var oppe på 30-40 personer.

Forrest sad fem 15-årige kammerater, der bevæbnet med soveposer havde indledt deres venten efter skoletid torsdag eftermiddag.

- Det er virkeligt koldt, konstaterer Anton Jensen, mens han hopper på stedet. Frederik Fanny Jensager supplerer op og forklarer, at han nu er oppe på fem lag tøj nede i soveposen.

Alle fem har haft en nat, der ikke bød på ret mange timer søvn.

- Det har været for koldt. Vi har spillet fodbold og gået ture for at holde varmen, forklarer Mikkel Lund Mortensen.

- Og så har vi været oppe på Shell en del gange og drukket varm kakao, supplerer Anton Jensen og gentager igen, at det har været en meget kold fornøjelse.

Men hvorfor så overhovedet gøre det?

- Jeg vil gerne være en af de første, og har man ikke bestilt en i god tid, så er der kun løssalg tilbage, og dem er der ikke så mange af, forklarer Anton, der ligesom de fire andre allerede har en PlayStation 3 stående derhjemme. Den har nu udsigt til at blive overhalet af drengene nye, kæreste eje.

 

Fredagens skoledag i 9. klasse har måtte vige for ventetid foran Elgiganten, og drengene har også afsat weekenden.

- Vi havde 'klippe-klistre-dag', så det går nok. Det her er jo heller noget, der sker hver dag, forklarer de.

Kammeraternes forældre har været forbi med forplejninger, og kommer også senere forbi med pengene, så de fem drenge hver kan erhverve sig en af de godt 30 konsoller, der er til salg i butikken.

Hvad der skal puttes i er de ikke enige om. Christian Larsen peger på FIFA 14, mens Frederik Fiala peger på Call of Duty og Frederik Fanny Jensager agter at kaste sig over Battlefield.



  Første danske løssalgskøber blev, ifølge PlayStation Danmark 29-årige Steffen Nestler Christensen fra Amager. Han ventede foran GameStop på Fisketorvet, hvor man i dagens anledning åbnede for salget allerede ved midnat.

- Det er en stor dag i dag. Jeg har glædet mig i rigtig lang tid til PlayStation 4 kom til Danmark, så nu kan jeg ikke vente med at komme hjem og spille, lød den umiddelbare reaktion fra den nye PS4-ejer. Se reportage fra Fisketorvet i tv-klippet over artiklen.

Tidligere torsdag aften havde PlayStation Danmark afviklet et lukket arrangement i København, der markerede lanceringen af den nye PS4. Den første nye spilkonsol fra Sony siden PlayStation 3 blev præsenteret for godt seks år siden. Se tv-reportage fra begivenheden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere