Snyder brugere til at ødelægge deres Xbox One

En hemmelig genvej til at åbne Xbox One op for gamle Xbox-spil smadrer i virkeligheden spillekonsollen

Et 'tip' på nettet til, hvordan man kan snyde sin Xbox One til at kunne afvikle Xbox 360-spil kan koste dig dyrt. (Foto: Nam Y. Huh/AP)
Et 'tip' på nettet til, hvordan man kan snyde sin Xbox One til at kunne afvikle Xbox 360-spil kan koste dig dyrt. (Foto: Nam Y. Huh/AP)

Stol ikke på alt, hvad du læser på nettet, og hvis du gør det, så vær forberedt på, at det kan gå grueligt galt.

Den lektie har et ukendt antal Xbox One-ejer lært efter at de har fulgt et tip til, hvordan de - eftersigende - kunne snyde deres Xbox One til at afvikle Xbox 360-spil.

Tippet, der blandt andet dukkede op på imageboardet 4chan, omhandler i praksis seks trin til at få konsollen til at kunne mere, men i praksis sender det maskinen ud i en uendelig stribe genstart, og konsollen er dermed ødelagt.

Formentligt lige præcist det, der var målsætningen for den eller dem, der har skabt seks-punktslisten som en ondsindet spøg. Nøjagtigt som tilfældet var i efteråret, hvor der florerede billeder og en historie om, at den nye softwareopdatering til iPhone inkluderede en vandsikring, så telefonen selv slog vitale kredsløb fra, hvis den kom i nærheden af vand. Folk der troede på det og smed telefonen i et glas vand måtte konstatere, at det ikke var tilfældet.

Microsoft har ikke officielt forholdt sig til den aktuelle tip, der kan forvandle Xbox One til en meget dyr bogstøtte, men Larry Hryb, der er programchef hos Xbox og blandt andet kendt som Major Nelson, har dog på Twitter slået fast, at man ikke kan ændre indstillingerne, så den nye Xbox kan afvikle gamle spil.



<br /><br />
0 kommentarer
Vis kommentarer