Derfor er Candy Crush Saga vanedannende

Det er ikke fordi, at du har en sød tand, at du har svært ved at slippe det populære spil - se her, hvorfor du bare bliver ved og ved

Candy Crush Saga er blevet fast underholdning for millioner af brugere rundt på kloden.
Candy Crush Saga er blevet fast underholdning for millioner af brugere rundt på kloden.

Med mere end 500 millioner downloads på tværs af Facebook, Android og iOS er Candy Crush Saga godt i gang med etablere sig som et af de mest populære spil, der nogensinde er udviklet. Mindre end et år efter lanceringen overhalede det FarmVille 2 som det mest populære spil på Facebook, og nu godt og vel et år efter at have ramt smartphones er det på vej til at overhale andre populære titler som Angry Birds.

En gigantsucces for den svenske udvikler, King, der kan notere, at sukkerafhængigheden tilsyneladende fortsætter med uformindsket styrke. ThinkGaming anslår, at der alene i App Store og på det amerikanske marked er 6,5 millioner daglige brugere, og en daglig omsætning på fem millioner kroner. Det svarer til 1,8 milliarder kroner om året.

Det tal kan så sammenlignes med udmeldinger fra andre steder, hvor vurderingen lyder på, at King omsætter op mod 17 millioner kroner om dagen - svarende til 6,2 milliarder kroner - på sine spil. Om året.

Se også: Apple: Slut med at lokke børn i spil

Det er en succes, der giver ørenlyd langt uden for Sveriges grænser. Selv direktøren for konkurrenten Zynga, Don Mattrick, har ifølge Forbes erkendt, at han er hoppet på sukkerbølgen.

- Jeg tilstår, jeg er Candy Crush-spiller, og jeg har nydt det.

Ganske imponerende for et spil, der basalt set er et udvidet puslespil i stil med det klassiske Tetris, er relativt ensformigt i sit koncept og så i øvrigt ikke byder på nogen stor grafisk oplevelse. Det handler om at fjerne forskellige typer slik ved at rykke rundt, så man får mindst tre ens på stribe. Man har fem liv, hvorefter man enten kan købe sig flere eller vente i en halv time på at få muligheden for at spille igen. Der er ligeledes mulighed for at købe sig til ekstra hjælp i form af 'super-slik'.

Banalt, men det er også en af forklaringerne på succesen, hvis man skal tro både skaberne, spillerne og de psykologer, som magasinet Time har bedt forklare, hvorfor Candy Crush er vanedannende.

Se også: Her er de mest populære apps på Google

Konklusionen er ni grunde til, at Candy Crush Saga er gået i blodet på millioner af spillere verden over.

Det tvinger dig til at vente
Det kan måske være svært at se, hvorfor ventetid er vanedannende, men forklaringen er ganske ligetil.

- Man sidder fanget i mantraet om, at man gerne ville have noget, som man ikke kan få. Jeg kan ikke få flere liv, men jeg vil have dem, forklarer Andy Jarc, der er en af de få, der har nået level 440 i Candy Crush, til Time. Man kan dog købe sig til flere liv, hvilket er en af grundene til, at spillet hiver så mange penge hjem. Andre forsøge at snyde sig til flere liv ved at ændre tiden i deres telefon.

Ventetiden er helt bevidst fra King.

- Det gør spillet langtidsholdbart. Hvis du har et spil, der bruger en hel del mentalt bredbånd, vil du fortsætte med at spille uden at opdage, at du er sulten eller trænger til at gå på toilettet. Men så får du nok, og du stopper. Ud fra et underholdningssynspunkt, er det meget bedre at skabe en balance med naturlige pauser, siger spildesigner hos King, Tommy Palm til Time.

Vi elsker ros
Hver gang du får tre stykker slik på linie, forsvinder de, men får du så endnu flere stykker slik til at ligge rigtigt og forsvinde, så vælter det ikke bare ind med point, men der opstår også fanfare og ros som 'sweet' eller 'delicious'.

- Positiv belønning er en af de primære årsager til, at folk bliver afhængige. Når du spiller, så får du det bedre med dig selv, forklarer dr. Kimberly Young, der arbejder med internet og onlinespil-afhængighed til Time.

Se også: Slikspil, mens du venter

Du kan spille med en hånd
Det skal ikke forstås lummert, men faktisk er der tænkt bevidst i, at spillet kan spilles med en hånd. Det er muligt at spille Candy Crush på din smartphone uden at bruge begge hænder. Det er altså muligt at stå op i bussen og holde fast med den ene hånd, mens du spiller med den anden. Dermed er spillet helt oplagt at kaste sig over, når man er pendler eller bare skal fordrive ventetiden.

Der er altid lidt mere
Antallet af niveauer eller levels i Candy Crush Saga har forlængst rundet 500, og King skaber nye niveauer hver anden uge. Og man kommer aldrig til at løbe tør for muligheder. Er der ikke flere stykker slik at rykke rundt på, så blander Candy Crush Saga selv pladen. Det er altså ikke som sådan muligt at gå i stå.

- Jeg tror, at dette er en af grundene til, at man fortsætter med at spille, siger Dr. Dinah Miller, der er psykiater og har skrevet om afhængighedselementet i Angry Birds. Den eneste måde, hvor man kan 'tabe' er, når man ikke har flere træk tilbage, og så kan man købe sig ud af det og dermed slippe for frustrationen.

Se også: Apples dom: Her er årets bedste apps

Du behøver ikke betale - men hvis du vil, så er det nemt
Ifølge King har 60 procent af de spillere, der er nået til level 544, ikke betalt for noget undervejs. Men når frustrationerne tager over, så er det meget nemt. Det er bare et klik væk.

Taler til det indre barn
- Mange har haft et positivt forhold til slik, siden de var børn. Og så indbyder det til et tiltrækkende visuelt bræt med masser af farver og interessante figurer, forklarer Tommy Palm.

Faktisk har man forsøgt at skabe en slikland-oplevelse.

Det er socialt
Sociale spil, hvor man kan inddrage sine venner, er på hastig fremmarch. Det gælder både de direkte spil som Quiz Battle, men også Candy Crush Saga, hvor man kan se, hvor langt ens venner er kommet, og man konkurrerer om, hvem der kan komme længst.

- Ingen er kommet til mig, fordi de er klinisk afhængige af Candy Crush. Man kan mere kalde det en social afhængighed, forklarer dr. Kimberly Young.

Se også: 12 julegaver til dig fra iTunes

Det er en flugt
- Når man ser researchen bag spil, så handler det ofte om, at folk bevæger sig væk fra noget i deres liv, forklarer Young og peger på, at Candy Crush Saga kan virke afstressende.

Det kryber ind under huden
Det opleves måske ikke sådan i starten, men som man når længere frem, investerer man mere og mere af sig selv i spillet. Dermed begynder følelserne også at komme i spil. Blandt andet understreget, da spillerne i frustration begyndte at rase mod King på Facebook over sværhedsgraden i level 65. Det fik King til at justere sværhedsgraden flere gange.

Spiller du Candy Crush Saga?

Se resultat

Spiller du Candy Crush Saga?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen