Wii U i storkrise

Nintendo forventede overskud, men står nu til milliardunderskud

Der må være stigende bekymring hos Nintendo efter at salget af både Wii U, 3DS og spil er langt efter forventningerne. (Foto: AP)
Der må være stigende bekymring hos Nintendo efter at salget af både Wii U, 3DS og spil er langt efter forventningerne. (Foto: AP)

Det spiller ikke for Nintendos flagskib på konsolmarkedet, Wii U. Nu erkender det japanske selskab, at man ikke er i nærheden af at kunne ramme forventningen til antal solgte enheder. Der var kalkuleret med ni millioner solgte konsoller fra april 2013 til marts 2014, men nu har Nintendo officielt sat tallet til 2,8 millioner.

Heller ikke selskabets håndholdte 3DS er i stand til at leve op til forventningerne. Her er salgsforventningerne nedjusteret fra 18 millioner til 13,5 millioner.

Med et faldende antal solgte maskiner følger også færre solgte spiltitler og Nintendo forventer nu, at man kommer ud af regnskabsåret med et tab på 25 milliarder yen - svarende til 1,3 milliarder kroner. Det skal sættes i forhold til en oprindelig forventning om overskud på 55 milliarder yen svarende til 2,9 milliarder danske kroner.

- Vi kan ikke længere kalkulere med, at vores økonomiske resultat forbedres i det nuværende regnskabsår, lyder det fra Nintendo i en meddelelse til børsen i Tokyo.

Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg har Nintendo mistet 80 procent af sin markedsværdi siden selskabets aktier toppede i 2007 - umiddelbart efter at selskabet havde lanceret den oprindelige Wii-konsol.

0 kommentarer
Vis kommentarer