Drop fordommene: Voksne kvinder spiller også

Der er langt flere kvinder over 18 år, der spiller end drenge under 18, der gør det samme

Gamere. Ordet har det med at tænde meget konkrete forestillinger på nethinden hos de fleste. Og det er ikke billedet af en midaldrende kvinde.

Det er til gengæld en fordom, der bliver gradvist mere og mere udfordret, hvis man skal tro de årlige rapporter fra ESA, Entertainment Software Association.

ESA har netop lanceret deres 2014-rapport for spilindustrien i USA, og de demografiske konklusioner er svære at komme uden om. 48 procent af dem, der spiller, er kvinder. Og andelen af kvindelige spillere over 18 år er markant større end eksempelvis gruppen af mandlige spillere på 18 år eller yngre.

Ser man isoleret på gruppen af spillere, så er 36 procent af dem kvinder over 18 år, mens de mandlige teenagere udgør 17 procent. Der er tale om alle typer spil på tværs af platforme.

- Netop dét er ret væsentligt for selvom kvinderne måske nok udgør en stigende andel, så er der fortsat stor forskel på, hvad mænd og kvinder spiller, forklarer Thomas Bense fra det danske spilmedie Pixel.tv.

Se også: 49 timer senere: Dansker slår 27 år gammel arkaderekord

- Der er ingen tvivl om, at der er flere kvinder, der spiller klassiske actionspil end mange måske går og tror, men her er de fortsat i mindretal. I stedet har de i stor stil kastet sig over de mange mindre konkurrrenceprægede spil, der vælter frem til smartphones og tablets, lyder vurderingen fra Thomas Bense, der ser flere grunde til at forestillingen om gameren som en teenagedreng med poser under øjnene er så svær at komme til livs.

- Dels er der hele historikken, for i de første mange år var spil noget, der var forbeholdt mænd. Det krævede lidt teknisk snilde, og var mere nørdet. Det var eventyrspil og rumspil med stort fokus på konkurrenceelementet. Det var en mandeverden. Dels er drenge og mænd langt mere synlige omkring deres spilleaktivitet. Det er dem, der kommer til LAN-arrangementer, og det er dem, der taler om spil i det offentlige rum. Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har overhørt to kvinder stå og tale om noget, som de har oplevet i et computerspil eller delt anbefalinger om spil. Mandlige spillere gør det hele tiden, og derfor er de også langt mere synlige i spillecommunities på nettet.

Mandsdomineret branche
- Oven i må man også erkende, at spillebranchen er mandsdomineret. Det gælder både blandt udviklerne og blandt de medier, der dækker branchen. Der er mange mænd, og de fokuserer naturligvis mest på det, der interesserer dem selv. Uagtet at markedet potentielt set er delt næsten lige mellem kønnene. Det betyder også, at kvinderne kan føle sig lidt fremmedgjorte.

Det betyder dog ikke, at der nødvendigvis er mindre at komme efter for kvinderne, mener Thomas Bense.

Se også: Miss World er vild med rollespil

- Man skal passe på med at generalisere, for der er masser af kvinde, der eksempelvis spiller World of Warcraft og League of Legends, men størstedelen af kvinder er til social gaming og små spil som Quizbattle, Farmville og Candy Crush, og af de større spil, er det stadigvæk med vægt på det sociale som The Sims og træningsrelaterede spil hvor det handler om at bevæge sig og have det sjovt.

Wii Fit fik kvinder til at købe spillekonsoller
- Da Nintendo kom med deres Wii Fit kom, så eksploderede markedet. Det var en trigger for mange kvinder til at købe en spillekonsol, og branchen fik for alvor øjnene op for potentialet, selvom det måske nok var mere et træningsprogram end et spil. Den del har de styr på nu, men et 'Call of Duty' eller 'FIFA' til kvinderne, det har branchen altså endnu ikke knækket koden til, forklarer Thomas Bense

Da ESA løbende laver analyser, så afspejler rapporten, at kvindernes indtog i spilmiljøet er i markant vækst. Den næste lige kønsmæssige fordeling i den nyeste rapport står således i skærende kontrast til rapporten fra 2008. Den gang var fordelingen 62 procent mænd og 38 procent kvinder.

Alene fra 2012 til 2013 steg antallet af kvindelige spillere i aldersgruppen over 50 år med 32 procent.

Analysen fra ESA baserer sig på personinterview og data fra 2200 repræsentative amerikanske hjem.

Er du kvinde og spiller, så giv dit bud på det bedste spil lige nu i kommentarfeltet under artiklen

0 kommentarer
Vis kommentarer