Nyt spil fra Blizzard: Heroes of the Storm

Vi har testet den tidlige, tekniske alfa af Heroes of the Storm

Blackheart er ikke den eneste, der vil have fat i dine moneter. Screenshot: eurogamer.dk
Blackheart er ikke den eneste, der vil have fat i dine moneter. Screenshot: eurogamer.dk

Hver gang spilgiganten Blizzard, kendt for blandt andet World of Warcraft, sender et nyt spil på gaden, pisker de en gevaldig mediestorm op. Millioner af mennesker verden over står enten klar i butikker til midnatsåbninger eller sidder med en spændt pegefinger svævende en centimeter over musetasten, klar til at trykke det sekund, der bliver åbnet op for sluserne.

Men, som Peter Parkes onkel så fint sagde: ’med store kræfter følger stort ansvar’. Det er ikke hver gang, at udvikleren formår at leve op til de tårnhøje forventninger som deres navn fordrer. Sidste gang det gik skævt, var ved både udgivelsen og den efterfølgende spiloplevelse i Diablo 3 - på førstedagen bukkede serverne under for millionerne, og spillet manglede den nerve, der fik os til at komme igen og igen i Diablo 2.

Dybdegående artikel om banerne i Heroes of the Storm

Så hvis Blizzard kan skyde ved siden af i en genre som de i forvejen dominerede, hvordan klarer de sig så, når de prøver at mase sig ind på et marked, der allerede er proppet til bristepunktet med sejrsherrer?

Heroes of the Storm er navnet på den nye udfordrer i MOBA-genren, der prøver om ikke at vælte League of Legends og Dota, så at stjæle noget af deres publikum.

Vi har prøvet kræfter med en tidlig alfa-udgave af spillet, og selvom spillet stadig er råt og ubalanceret i sit udtryk, viser det bestemt potentiale. Præmissen er simpel: Du styrer en helt på et af to hold af fem spillere, hvis mål er at smadre modstandernes hovedbygning, beliggende bag defensive strukturer og genstridige små fodsoldater. For den simple mand er det bare at klikke sig angribende afsted i retning af fjenden, men der ligger meget mere strategi gemt under overfladen.

Analyse of heltene i Heroes of the Storm

Heroes of the Storm vil ikke være som de andre børn i klassen, og prøver med en del nye idéer. I stedet for at lade det hele foregå på én slagmark, er der allerede i alfa'en fire at vælge imellem. Hver er bygget op om en central mission, hvor du f.eks. skal indsamle guldmønter og fore en pirats skattekiste, hvilket sender en regn af kugler nedover dine modstandere eller vride hoveder af zombier for at hidkalde et bæst af en udød til at dele håndmadder ud blandt fjendens rækker.

Hvis du er fan af Blizzard-universet er der ikke et øje tørt. Heltene på slagmarken er de kendte ansigter fra de store franchises, så gamle slagere som Jim Raynor fra StarCraft, Diablo fra, ja, Diablo og Arthas fra Warcraft er med. Det er fedt at se ellers så seriøse universer i lidt mere farverige, klovnede klæder. Diablo ridder f.eks. kampen i møde til hest (men ligner lidt en for stor 15-årig tvunget til ponyridning på bakken). I sammenstødet mellem teknologierne fra de forskellige universer, skal du ikke tænke ' en tonstung tank fra fremtiden burde da blæse en lille ridder til atomer', du skal bare have det sjovt.

Hvordan er grind i Heroes of the Storm – analyse

Balancen er endnu ikke helt på plads i spillet, og det sker lidt for ofte, at det ene hold fladmaser det andet igennem hele spillets varighed - hvilket godt kan tage en halv time. Når nederlagt først er indset efter ti minutter, føles de næste tyve ret så langhårede. Hvis Heroes of the Storm skal opnå storhed, skal der være større mulighed for, at magtbalancen kan bølge frem og tilbage, samt at man fra tid til anden ser umulige comebacks.

Der er ingen tvivl om, at Blizzard har et spændende projekt i ovnen. Det er stadig noget uslebent, men der er også mange måneder til, at spillet udkommer i sin endelige version. Vi ser spændt på fra sidelinjen og glæder os til at se, om stormen bliver i stand til at blæse os omkuld.

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen