Nu kommer Tetris også til PS4 og Xbox One

Ubisoft har indgået aftale med The Tetris Company om at bringe klassikeren ud i en version til de nye spillekonsoller

Flere indehavere af de nye spillekonsoller fra Sony og Microsoft var formentligt ikke engang født, da Tetris blev lanceret første gang. (Foto: AP)
Flere indehavere af de nye spillekonsoller fra Sony og Microsoft var formentligt ikke engang født, da Tetris blev lanceret første gang. (Foto: AP)

Til juni fylder Tetris 30 år, hvilket er en evighed i forhold til udviklingen inden for gaming, men spillet lever stadig i bedste velgående. I december benyttede Louis Vuitton tetris-konceptet i en tv-reklame, og nu er det klassiske spil, hvor nedfaldne klodser skal matches, også på vej til den nye generation af spillekonsoller.

Ubisoft, der står bag en lang række store og forskellige spiltitler som Assassin's Creed, Just Dance og Rayman, har samarbejdet med The Tetris Company med henblik på at bringe Tetris til de nye spillekonsoller PlayStation 4 og Xbox One.

Tetris har været ude på mere end 50 forskellige platforme siden den russiske ophavsmand Alexey Pajitnov præsenterede spillet for første gang i 1984.

- Vi er glade for, at Ubisoft nu er med i Tetris-familien, og jeg er 100 procent sikker på, at de vil udvikle en af de bedste versioner af Tetris-spillet nogensinde, forklarer Henk B. Rogers, direktør for The Tetris Company, i en pressemeddelelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer