Ekspert: Brug falsk navn på Nintendo og PS

Nintendo og PlayStation har været udsat for hackerangreb. En ekspert råder nu brugerne til at bruge falsk navn

Nintendo har netop været udsat for et hackerangreb. Tidligere på året var det PlayStation, der blev ramt, og over en million brugeres personlige oplysninger og kreditkortinformationer blev stjålet.

Derfor råder en hackerekspert nu alle brugere af Nintendo, PlayStation og andre spillekonsoller med onlinefunktioner til aldrig at opgive ægte oplysninger om navn, fødselsdag og adresse til de forskellige firmaer.

- Vi har set - især hen over det seneste kvartal - at disse firmaer ikke er særligt gode til at holde dine personlige oplysninger hemmelige. Din eneste mulighed er derfor at bruge et pseudonavn, siger hackerekspert Joe Kiniry fra IT-Universitetet.

Han foreslår, at man bruger det samme pseudonavn på alle onlinespil, så ens venner alligevel altid vil kunne finde en på nettet.

- Og når du så skal bruge dit kreditkort til at købe noget hos udbyderne, skal du krydse af, at de ikke må gemme dine oplysninger, siger Joe Kiniry.

Han erkender, at det laver rod i firmaernes data, når de får falske oplysninger fra brugerne, og fastslår samtidig, at det burde være unødvendigt.

- Det er fjollet, at vi er nødt til at gøre sådan her. Hvis firmaerne beskyttede oplysningerne ordentligt, var der ikke behov for det her, siger han.

Hackereksperten fortæller desuden, at det i USA - på grund af hackerangrebene - er blevet stadig mere almindeligt med kreditkortnumre, der skifter fra gang til gang, og opfordrer desuden til at ændre lovgivningen over for spillekonsolfirmaerne.

- Der er behov for, at lovgivningen tvinger firmaerne til at tage det her alvorligt og tage det økonomiske ansvar. De her firmaer vil kun tage arbejdet mod hackerangreb alvorligt, hvis det påvirker bundlinjen, siger Joe Kiniry.

Det er sket i Californien, fortæller han og vurderer, at det er den eneste grund til, at hackerangrebene på PlayStation og Nintendo er kommet frem.

Ifølge Nintendo blev der ikke stjålet fortrolige oplysninger fra firmaet på samme måde, som det skete for Sony PlayStation.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere