Sony halser efter efterspørgslen på PlayStation 4

Sony har nu solgt syv millioner eksemplarer af den nye spillekonsol

PlayStation 4 sælger hurtigere end Sony kan producere dem. Ind til videre er der solgt syv millioner eksemplarer af den nye spillekonsol. (Foto: AP)
PlayStation 4 sælger hurtigere end Sony kan producere dem. Ind til videre er der solgt syv millioner eksemplarer af den nye spillekonsol. (Foto: AP)

I efteråret lå folk i kø for at få fingre i den nye PlayStation 4, der stort set var udsolgt via forudbestillinger inden lanceringen. Selv her et halvt år efter har Sony fortsat svært ved at producere enheder nok til at imødekomme efterspørgslen.

Det bekræfter Andrew House, der er præsident i Sony Computer Entertainment.

- Modtagelsen har været overvældende, siger han i en pressemeddelelse og konstaterer, at der 'fortsat er udfordringer med at holde trit med den stærke efterspørgsel rundt om i verden'.

Ind til videre er der, ifølge Sony, solgt syv millioner eksemplarer og over 20 millioner spil til den nye spillekonsol.

Fem millioner Xbox One
Til sammenligning havde konkurrenten Wii U inden for sit første år kun solgt 5,9 millioner enheder. Hvad angår den anden store konkurrent Microsoft og deres nye spillekonsol Xbox One, så holdes salgstallene her noget tættere til kroppen.

Microsoft har dog i denne uge afsløret, at man har sendt fem millioner eksemplarer ud til forhandlerne. Det vil i så fald betyde, at man har færre ude hos spillerne, og altså halser noget efter PlayStation.

Med til den historie hører dog også, at Microsoft ikke har haft sin nye konsol ude på samtlige markeder endnu. Eksempelvis kommer den først til Danmark senere i år.

Se også: Xbox One endelig på vej til Danmark

0 kommentarer
Vis kommentarer