Nyt Call of Duty er middelmådigt

Det nye Call of Duty: Ghosts er en hyldest til middelmådigheden

Call of Duty har kørt med same koncept I mange år – måske er tiden kommet for fornyelse.
Call of Duty har kørt med same koncept I mange år – måske er tiden kommet for fornyelse.

Antal stjerner:

Så er det igen blevet tid til det årlige afsnit i den meget populære, men også noget kritiserede, Call of Duty-feuilleton. Serien har længe været poster boy for de banale og overfladiske skydespils klub, men har, på trods, fastholdt en kæmpe fanskare - og sat den ene rekord efter den anden for solgte enheder.

Ghosts markerer seriens tiende udgivelse og spørgsmålet er så, om Infinity Ward denne gang har formået at ryste posen og bygge videre på den efterhånden noget slidte skabelon.

Vi befinder os i en ikke så fjern fremtid. Mellemøsten er blevet atom-bombet tilbage til stenalderen og de olieproducerende lande i sydamerika har allieret sig under samme banner og fuldendt deres politiske make-over med navnet - Føderationen. Der går ikke længe før USA også ligger i ruiner mod denne nye supermagt, og så er gode råd dyre.

Se video: Se Eurogamers gennemgang af sidste generations bedste spil

I spillet indtager man rollen som Logan. Sammen med brormand Hesh, farmand Elias, den trofaste schæferhund Riley (og en masse andre som ikke er vigtige for historien) er man... Ghosts! Denne eliteenhed af soldater er USA's bedste og eneste håb for at vinde krigen mod Føderationen. De er massivt i undertal, men deres patriotiske hjerter slår bravt, og så er alt muligt.

Med det slået fast, hopper vi direkte ind i singleplayer-delen, som i Ghosts varer i omegnen af seks timer. I dette tidsrum vil den gængse opfattelse af udtrykket 'non-stop-action' blive sat på en alvorlig prøve. Vi har her at gøre med selve definitionen af et spil der kører på skinner, uden muligheden for at afvige, igennem det ene imponerende set-piece efter det andet. For imponerende er det. Der er i virkeligheden ikke en finger at sætte på præsentationen af Ghosts - og det er ikke tilfældigt.

Den Oscar-vindende instruktør og screenwriter, Stephen Gaghan (Traffic), er nemlig blevet hevet ind over projektet og står for komponeringen af alt det visuelle guf, man som spiller får serveret. At der er lidt Hollywood-tryllestøv med i legen, er ikke nyt for Call of Duty, men det bliver i denne omgang taget til astronomiske højder - bogstavelig talt.

Her er vores første PS4 spilanmeldelse

Man bliver nemlig sat til at agere actionhelt i vægtløs tilstand, på ydersiden af en rumstation. Op til flere gange for at det ikke skal være løgn. Man kommer igen ikke uden om wow-effekten og det er da også en sjov tilføjelse - og højdepunket i spillet, når det handler om nytænkning. Men missionerne i Ghosts er korte og forenklede, og alt der måtte tage fra den konstante action er skåret fra. Så før man når at vende sig til sin nye astronatdragt, befinder man sig pludselig midt i en undervandsmission i fuld dykkermundering.

Eller i gang med at rappelle ned af en skyskraber mens man skyder fjender, én etage af gangen. Eller i en helikopter, eller en tank, eller et fjernstyret dronefly, eller på toppen af et tog, eller ... Det er som om Infinity Ward har siddet med en huskeliste med alle de vildeste scenarier de har kunne udtænke og så ellers drysset dem tilfældigt ind i den i forvejen korte historie, der virker som om den kun eksisterer for at afvikle disse eskapader.

En af spillets store salgspunkter op til lanceringen, var tilføjelsen af K9-soldaterne. Men hunden Riley som man her stifter bekendtskab med, bliver kun brugt en lille håndfuld gange igennem spillet, alle på fastlagte tidspunkter. Det er altså heller ikke her op til spilleren, hvordan en given opgave skal løses. Alt dette har Infinity Ward været så flinke at ordne på forhånd.

Man har i virkeligheden aldrig et stille øjeblik hvor man kan tage stilling, til hvilken taktik man vil bruge for at avancere videre, da der konstant er en stemme der fortæller dig hvad du skal gøre, hvordan du skal gøre det og i hvilket tempo du skal gøre det i. Med 'overdrivelse fremmer forståelsen' i mente, ville man kunne sætte sig til at se en youtube-gennemgang af spillet med en controller i hånden, og det ville ikke være meget anderledes end at have spillet det selv. Man bliver ganske enkelt ikke udfordret.

Se også: Teknisk analyse af Next-Gen: Killzone Shadow Fall, Resogun og Knack

Multiplayer-delen i Ghosts er mere af det samme og er ligeledes hurtig, intens og fokuserer på den nemme, konstante bekræftelse i form af visuelle XP-combo-bonusser og trofæer. Banerne består hovedsageligt af små krigshærgede områder i en mindre charmerende, grå farvepalet og man kan undre sig over hvorfor at der ikke er blevet tilføjet lidt mere eksotiske lokaliteter, som f.eks. førnævnte rumstation til kataloget af arenaer. Det havde ellers været et tiltrængt frisk pust - men ak, sådan skulle det ikke være.

Med over ti forskellige multiplayer-variabler er der ellers nok at vælge imellem. En af de mere interessante, er tilføjelsen af den nye Extinction-mode, der lader op til fire spillere slå pjalterne sammen og forsøge at overleve mod horder af aliens. Man vælger at spille som én ud af fire forskellige classes, hver med deres styrke og svagheder. Herefter kan man stige i level, tjene penge og opgradere sit udstyr som spillet skrider frem.

Det er ikke en dårlig ide, men er føles en smule påklistret. Der er en generelt mangel på fokus og det føles som om, at Infinity Ward prøver at spænde for bredt - og stiler efter at lave et spil der har et multiplayer-valg til en hver smag, for at ramme så mange spillere som muligt. Resultatet er et spil, hvis facetter alle findes i højere kvalitet i andre spil - her kan man i flæng nævne Battlefield, Left 4 Dead og Counter Strike-serierne.

Det ville have klædt Ghosts langt bedre, hvis udviklerne havde brugt deres ressourcer på at prøve at indskrænke det endelige produkt, i stedet på at fokusere på mass-appeal.

Se også: X Rebirth er et vrag af et spil

Call of Duty: Ghosts er som sådan ikke et dårligt spil. Det er bare heller ikke et særligt godt et af slagsen. Det er et symbol på middelmådighed, hvis der nogensinde har været et. Det er en skam, for spillet har, hvis man nu ellers tager en dyb indånding og tæller til ti, op til flere positive aspekter at byde ind med. Desværre drukner de som oftest i en overflod af klicheer og tåkrummende pinagtigheder man gerne ville have været foruden.

Især singleplayer-delen har op til flere flotte øjeblikke, men spillet som helhed virker mest af alt som en træt parodi af sig selv. Man kan måske i virkeligheden ikke forvente så meget mere af en spilserie, der er notorisk kendt for ikke at gå et år uden en udgivelse. Men alligevel. For når alt kommer til alt, hvor meget kan så forbedres, optimeres og tweakes på blot 12 måneder, der ikke i stedet kunne være blevet sendt ud i en DLC?

Se også: Square Enix lokker med ny Final Fantasy-video

Vi får nok aldrig et entydigt svar på dette spørgsmål, da fans af serien vil glædes over mere af netop dét, der gjorde at de blev vilde med serien til at begynde med. Ligeledes vil Ghosts være benzin på bålet for de, der måtte befinde sig i den modsatte lejr. Således fortsætter Activision altså med at lave en Moses og deler endnu engang vandene.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere