Anmeldelse: Killzone er fremtidens skydespil

'Killzone: Shadow Fall' er Playstations store satsning indenfor skydespil

Killzone: Shadow Fall er sidste års spildesign med den næste generations udseende. (Screenshot: Eurogamer.dk)
Killzone: Shadow Fall er sidste års spildesign med den næste generations udseende. (Screenshot: Eurogamer.dk)

Antal stjerner:

Killzone: Shadow Fall har været Sonys fanebærer for PS4'erens grafiske formåen. Og lad mig sige det med det samme: Det er åndssvagt flot. Vi taler en skala fra 'Hey, det her ligner et af de flottere PC-spil med grafikken skruet pænt op' til 'jeg har glemt at blinke i tre minutter, for jeg fatter ikke hele omfanget af den åbenbaring, jeg er vidne til'.

PC-folket vil, med rette, kunne sige, at deres maskiner godt kan levere grafik i højere opløsning og med bedre framerate, men jeg har aldrig set noget lignende fra en konsol.

Naughty Dog byder på bedre verdensopbygning og en mere overbevisende gengivelse af menneskelige bevægelser, men Guerilla Games har her leveret en tech demo, som får Sonys nye konsol til at fyre på alle cylindre og pumpe sprudlende visuelle mirakler ud. Ja, det er ER den næste generation, og du vil kunne se forskellen.

Læs også: Se flere billeder af Killzone her

Men en tech-demo, det er det. Det er den type spil, som vil kunne få dine kammerater til sidde og måbe over et hav af eksplosioner og rumnazister ... undskyld, Helghast-soldater, hvis karakteristiske hjelme, glødende øjne og snerrende geværer bevæger sig ind og ud af et sandt festfyrværkeri af lyseffekter, skinnende overflader, kæmpe rumskibe og silkebløde dampskyer, i alt fra vidtstrakte solbeskinnede landskaber til gustne, snævre korridorer, hvorefter de løber deres visse død i møde foran dit arsenal af våben og dødsensfarlige nærkampsteknikker.

Vennerne vil derefter forlade dit hjem og fortælle, at de har set det vildeste nye spil på PS4, og du vil sidde tilbage og spille videre med et falmende smil på dine læber. For Shadow Fall er ganske enkelt ikke særlig godt.

Læs også: Vi kigger på Xbox One spillet Ryse: Son of Rome

Det er ikke våbnene eller styringen, der er problemet, for alt er meget kompetent lavet, lige med undtagelse af, at du skal trykke dit stick ned for at løbe, hvilket altid har føltes skidt for mig. Alt andet er dog omtrent perfekt lavet. Dine våben, hvoraf mange kan konverteres til en sekundær form, som enten egner sig til distancen eller til nærkamp, er lettere futuristiske og yderst tilfredsstillende at bruge.

Der er nok rekyl på til at give en solid følelse af tilstedeværelse, men ikke så meget, at vi ryger over i noget, der bare minder om realisme. Killzone er en fuldblods-sci-fi-FPS, som fokuserer på benhård action, og det bliver leveret. Du er dog ikke Duke Nukem, og der skal ikke mange skud til at fælde dig, men heldigvis har du en fjernstyret drone kaldet en OWL til at assistere.

Den kan angribe fjenderne på afstand, beskytte dig, lamme fjenderne eller fyre en wire af, som du kan bruge til at komme over kløfter og andre forhindringer. Den kan også scanne og hacke forskellige computere, og er i det hele taget noget af det bedste ved spillet. Hvis bare udviklerne havde turdet tage flere chancer, så den kunne have kommet rigtig til sin ret.

Læs også: Anmeldelse af den nye Playstation 4 konsol

Killzone: Shadow Fall er nemlig utroligt forsigtigt i sit design. Ildkampene er meget tilfredsstillende, men det er sjældent, at de udvikler sig til andet end løben-frem-og-tilbage-skyderier, der lige så godt kunne have hørt hjemme i et ti år gammelt spil. Fjenderne har en irriterende tendens til enten ikke at opdage dig, før du står og tegner overskæg på dem med din automatriffel, mens deres falkeblik på andre tidspunkter finder dig, lang tid før du nogensinde havde en jordisk chance for at opdage dem.

Du har en smart ekko-scanningsfunktion, som kan 'se' fjenderne gennem mure, men du skal bruge den konstant for at opdage alle modstandere på din vej, og selv da er det måske ikke lige til at spotte ham sniperen, der tilfældigvis ikke er i dit synsfelt. Det giver gameplayet et noget tilfældigt præg, og desværre kan AI'en heller ikke råde bod på det, da den mildest talt ikke er for kløgtig, og tilsyneladende slet ikke er på niveau med Killzone Mercenary på PS Vita.

Jeg har set fjender stå helt stille, overhøre mine håndgranater eller komme til at falde ud over kanter helt uden provokation. Andre gange har de råbt ind i mit ansigt, at de har mistet den visuelle kontakt med mig, fordi jeg bevægede mig om bag en lille kvist eller en glasrude, der tilsyneladende var totalt uigennemtrængelige for laserøjnene i en Helghast-hjelm.

Læs også: Opfordring til gamerkæresterne

Historien er efter min mening også totalt ligegyldig, og det er rigtig synd, når nu fjenderne ellers ser så markante ud, med deres aura af Darth Vader i karambolage med intergalaktisk nazisme. De onde er altid lidt mere cool end de gode, som klicheen siger, og det har sjældent været mere sandt end her. Desværre er der ikke meget andet end seje uniformer og en fed arkitektonisk stil at komme efter, for du spiller selv den fuldstændig udstrålingsløse Lucas Kellan, en soldat fra planeten Vekta, som kæmper mod det evigt onde Helghast-imperie.

Selv om spillet forsøger sig med at stille lidt spørgsmål til moral og etik, bliver det aldrig til meget andet, end at folk med sorte hjelme og lysende øjne er onde, og normalt udseende folk er gode. Det kræver ikke megen tankevirksomhed at regne ud, hvem der skal plaffes mellem øjnene i hobetal. Og det ærgrer mig, for spillets utroligt flotte univers kunne have leveret så meget mere, og skuespillerne leverer spillets sløje manuskript med alt, hvad de kan mønstre, hvilket de skal have ros for.

Jeg sad dog og fantaserede mig væk til et Mass Effect eller et Deus Ex med Shadow Falls eminente tekniske kompetence, og det var jo lige før, at jeg måtte hente en hagesmæk for at stoppe den syndflod af savl, der var på vej.

Læs også: Assassins Creed 4 – Black Flag walkthrough

Ret skal dog være ret. Killzone er et rimeligt underholdende bekendtskab og et teknisk mesterværk, som giver din nye konsol en totalworkout. Du får lov til at bruge samtlige knapper på den nye controller og vælge indstillinger til din OWL på det nye touchpad, og det hele fungerer smukt. Rundt omkring i spillet finder du også lydoptagelser, som afspilles gennem den overraskende kompetente højttaler på controlleren, hvilket dog ikke var så genialt for mig, der oftest spiller med høretelefoner på, som er tilsluttet min receiver og ikke udgangen på min DualShock.

Det lød dog klart og tydeligt, omend det føltes som et hak i endnu et afkrydsningsfelt for, hvad maskinen kan. Det er Killzone: Shadow Fall i en nøddeskal. Selv lyset på forsiden af controlleren skifter farve til rød, når du dør, men tilføjer det noget særligt? Udviklerne skulle nok hellere have fokuseret på at designe nogle baner, hvor det ikke ofte var svært at se, hvor man skal hen eller på at skabe nogle dramatiske situationer, som kunne brænde sig fast i hukommelsen.

Læs også: Virtual reality og GTA - en brandfarlig cocktail

Bliver du træt af singleplayerkampagnen er der også noget multiplayer at komme efter, som virker ganske habil, omend igen lidt uinspireret. Jeg har smugkigget med hos mere inkarnerede spillere end jeg, og de siger, at der ikke er tale om noget Call of Duty eller Battlefield her, men at de tilfredsstillende våben og den flotte grafik gør det til en udmærket oplevelse, men ikke det helt vilde. Guerilla har gjort, hvad de kunne med den tid, de havde til rådighed, men der var nok ikke helt nok at tage af, når den næste generation hurtigt marcherede nærmere.

Det er overskriften for hele spillet, som virker til at være lavet af et dygtigt team, der er blevet pisket til at levere en grafisk tour de force, koste hvad det vil. Nu kender vi så prisen for dette. Om nogle år vil jeg formentlig ikke huske andet om spillet, end at det så brandgodt ud. Det gør det dog også, så hvis du vil vide, hvad din nye maskine er i stand til, er pengene godt givet ud.

Killzone: Shadow Fall er sidste års spildesign med den næste generations udseende. Men sikke et udseende.

0 kommentarer
Vis kommentarer