Anmeldelse: Resogun voxler med opgaven

Arkadeskydespillet Resogun er et meget veloplagt riff over Williams-klassikeren Defender

Resogun er en klassisk arkadeshooter med den næste generations grafik. (Screenshot: Eurogamer.dk)
Resogun er en klassisk arkadeshooter med den næste generations grafik. (Screenshot: Eurogamer.dk)

Antal stjerner:

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Lanceringen af PS4 har budt på en blandet skare af nyudviklede spil, som måske skulle have haft lidt længere i gryden, og på etablerede spil fra den nuværende generation, som ikke helt har haft den hypede wow-effekt, mange måske havde forventet. Man kunne godt have ønsket nogle lidt mere skæve titler, når nu Sony har talt så meget om deres fokus på indie.

Heldigvis kommer finske Housemarque os til undsætning med arkadeskydespillet Resogun, som er et meget veloplagt riff over Williams-klassikeren Defender.

Se flere billeder af Resogun her

I Defender styrede man et lille skib, der kunne flyve i begge retninger på et 2D-plan, og hvis du forestiller dig dette koncept svøbt rundt om en gennemsigtig cylinder, så har du Resogun. Vi taler en twin-stick shooter, hvor du bevæger dig med det ene stick og skyder med det andet. Gameplayet foregår hele tiden rundt om hele cylinderen, og du skal navigere dit lille skib rundt om den mod venstre eller højre, og du kan også bevæge dig op og ned.

Inde i midten er der en masse bygninger og diverse skrammel, som bliver blæst gradvist i stykker, når du spiller, så du til sidst kan se helt om på den anden side af cylinderen. Garvede gamere vil kende stilen fra talrige arkade-shoot 'em ups (eller shmups, som hardcore fans kalder dem): Du bare skal skyde stort set alt, der rører sig, hvis det ikke er en power-up til dit skib.

Så let slipper du dog ikke. Resogun er for det første en meget aggressiv shmup, som ikke drukner dig i en kugleregn, som bullet hell-spil som Ikaruga eller Dodonpachi har for vane, men i stedet stiller dig op mod bølge efter bølge af fjender med forskellige formationer, mønstre og egenskaber, hvilket også gør spillet mere struktureret, end Defender var, og formationerne leder tankerne hen på gamle Namco-klassikere som Galaga.

Der bliver selvfølgelig skudt efter dig, men dit fokus i spillet ligger på at manøvrere og trække fjenderne efter dig i bølger, hvorefter du kan gøre kål på dem. På det plan minder spillet en del om en anden Williams-klassiker, nemlig Robotron (og Geometry Wars, for de ikke helt så retro-orienterede), og der er flere lighedspunkter, da du i Resogun også skal forsøge at redde de sidste mennesker fra en invasion.

Læs også: Anmeldelse af den nye Playstation 4 konsol

En del af charmen ved spillet består i at finde ud af, hvordan du lige præcis gør det. Der er ti små lysende grønne mennesker på hver bane, indkapslet i små gennemsigtige kvadrater. Når visse kriterier bliver opfyldt, slippes fri og render rundt nede i bunden af skærmen, i stor fare for at blive beamet op af specielle bortførelses-UFO'er, som du skal skyde ned.

Du redder dem til gengæld ved at samle dem op og flyve dem til en speciel station på banen, hvilket belønnes med enten point eller kritiske powerups som skærmryddende bomber eller opgraderinger til dit Overdrive-superangreb eller din booster. Hvis du er for langsom, så kvæles menneskene enten i deres små celler, eller også bliver de bortført, og du vil være meget dårligere stillet.

Læs også: Assassins Creed 4 – Black Flag walkthrough

Nu sagde jeg "boost", og her kommer det sidste kritiske element ind. Du har en begrænset evne til at fyre op for raketmotorerne og tæske hen over skærmen (og igennem fjender, da den giver midlertidig usårlighed), og den skal du bruge flittigt, men strategisk, for at nå frem til nødstedte mennesker, men også for at opretholde din multiplier.

Resogun fungerer på mange måder som en flippermaskine, hvor du hele tiden skal holde bolden i gang for at holde lysene tændt, så du kan opnå den ultimative score. Du skal konstant skyde fjender, ellers mister du din combo, hvilket nulstiller din multiplier.

Point er jo alt i denne genre, så du er nødt til at mestre balancen mellem at redde mennesker, opretholde dit momentum og undgå at miste et af dine tre liv, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at komme på highscorelisten. Det føles værre at miste en stor combo end at miste et liv i spillet, og det er præcis sådan, det skal være.

Læs også: Battlefield 4 guide og tips

Ironisk nok er dette lille spil også det, der giver den klareste indikation af, hvad den næste generation af konsoller kan. Alt i spillet er nemlig bygget op af voxels, også kendt som volumetriske pixels. Den simple forklaring er at tænke på dem som tredimensionelle pixels med dybde, og i Resogun fremstår de som en myriade af små kvadrater, der opbygger spilverdenen.

Når ting går i stykker, og det gør de tit, spredes de som et hav af partikler, hvilket igen leder tankerne hen på det visuelle kaos i Geometry Wars, bare mere imponerende. Du vil måske have svært ved at se det i starten, men når du gennemfører en bane, hvorefter hele verdenen eksploderer i en sky af voxels, som kameraet nonchalant panorerer rundt om, er effekten helt vanvittig.

Læs monstermange artikler om Playstation 4 her

Resogun er et kort, men veloplagt spil, som på trods af dets retro-rødder føles moderne. Du får hæsblæsende action, nytænkende grafik og små lækre detaljer såsom spillets kommentator, der oplyser dig om powerups og menneskenes tilstand gennem højttaleren på dit DualShock 4, hvilket sikrer, at du altid hører disse ting klart og tydeligt, separeret fra den pumpende, catchy musik og de mange eksplosioner.

De mange systemer spiller godt sammen, men spillet er og bliver lige lovlig kort, og cylinderopbygningen låser gameplayet fast, så det pr. definition ikke kan byde på helt så meget variation som scrollende shmups, og heri ligger spillets problem: dets reelle dybde ligger skjult. Din oplevelse kommer til at afhænge af, om du kan lide at jagte high scores. 'Almindelige' spillere vil kunne blæse gennem spillet på ganske kort tid på Easy, og de vil sikkert nyde grafikken, men ikke tænke meget videre over spillet.

Der er kun fem baner, og selv om du også kan vælge mellem tre skibe med forskellige styrker og svagheder, er indholdet begrænset. Det kræver en lidt speciel personlighed at skrue sværhedsgraden op og gå rigtigt i krig, men er du i dén lejr, så er der meget at komme efter her.

Da det er gratis på PlayStation Plus, er der absolut ingen grund til at lade være med at redde alle de sidste mennesker.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere