Stadig sort skærm: Intet økonomisk plaster på vej

Forhandlingerne mellem Canal Digital og Discovery er stadig resultatløse

222.000 husstande mister en række kanaler i dag - om lidt mister op til 80.000 flere deres signal - dem med analog hos Yousee. (Reportage: Heine Jørgensen/Signe Breitenstein)

Over 220.000 husstande må stadig klikke forgæves efter yndlings-programmerne på eksempelvis Kanal 4 og Discovery Channel, fordi Canal Digital og Discovery endnu ikke er blevet enige om en aftale.

Tvisten har nu stået på en uge, og der forhandles stadig mellem Telenor/Canal Digital og Discovery i Oslo.

- Jeg kan ikke kommentere konkret på forhandlingerne, fordi de er fortrolige. Men jeg kan sige, at der bliver forhandlet, og vi håber jo, at vi har løst konflikten inden for overskuelig tid, siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør hos Canal Digital.

- Kan du komme det nærmere?

- Nej , det kan jeg desværre ikke, men begge parter har rigtig stor interesse i, at denne her konflikt varer så kort tid som muligt, siger hun.

(Læserfoto) Elektronik - 1. feb. 2016 - kl. 06:01 Forhandlinger gået i hårdknude: 220.000 husstande mister kanaler i dag

På Canal Digitals Facebook-side er mange kunder utilfredse med, at de kun bliver kompenseret med andet tv-indhold, som de ikke har bedt om, i stedet for en økonomisk rabat.

Hos Viasat, der også har sort skærm på Discovery-kanalerne, har man nu valgt også at kompensere kunder, der allerede har Viasat Film-kanalerne i deres tv-pakke, økonomisk, vurderet ud fra antal midlertidigt slukkede kanaler hos kunden, og hvor mange dage kanalerne er slukket.

Ingen økonomisk kompensation
- Det vil sige, at en kunde, som midlertidigt ikke kan se Kanal 4 og Kanal 5, vil blive kompenseret, hvad der svarer til 15 kr./md. Og en kunde, som midlertidigt ikke kan se Kanal 4, Kanal 5, Canal 9 og Eurosport Danmark, bliver kompenseret, hvad der svarer til 30 kr./md. Kompensationen udbetales for det antal dage, man ikke har kunne se kanalerne og fratrækkes på kundens næste regning, skriver Viasat på deres hjemmeside.

Elektronik - 1. feb. 2016 - kl. 10:40 Discovery: Derfor er der sort skærm hos 220.000 kunder

Men en økonomisk kompensation er ikke på tapetet hos Canal Digital.

- Nu er der gået over en uge. Hvor lang tid skal forbrugerne blive ved med at betale for noget, de ikke får?

- Vi har valgt at kompensere med andet tv-indhold, fordi det er tv-indhold, der mangler i vores pakker lige nu. Når der er sort skærm på nogle kanaler, så vil vi gerne give nogle andre kanaler i mellemtiden. Og vi har også andre gode kanaler, selvom jeg godt ved, at dem, der er vrede, gerne vil have lige præcis de her kanaler. Og det kan jeg godt forstå, siger  Catja Middelboe Andersen.

Se også: Stadig sort skærm hos 220.000: Så langt er Canal Digital og Discovery fra aftale

- En ting er, at der går et par dage. Men nu er der rent faktisk gået over en uge. Overvejer I, hvornår I skal nedsætte prisen?

- Vi har givet vores kunder adgang til andre kanaler her måneden ud. Og det kan jeg godt sige, selvom vi måske har meldt noget andet ud, at selvom vi får kanalerne tilbage, og det håber vi, at vi får, inden der går alt for lang tid, så varer det her tilbud til vores kunder måneden ud. 

- I må da have talt om, hvor lang tid det her kan stå på, før I skal begynde at kompensere økonomisk?

- Vi håber hele tiden på, at det her ikke kommer til at vare særligt længe. Og det tror vi heller ikke. Vi er stadig fulde af fortrøstning og håber, at man finder hinanden i forhandlingerne.

- Så du kan ikke sige til mig, at hvis der går 14 dage, så kan kunderne forvente en økonomisk kompensation?

- Nej, det kan jeg ikke udtale mig om. Det er klart, at beslutter vi noget andet, så melder vi det selvfølgelig ud. 

- Men det kunne måske være et plaster på såret, at man fik at vide, at du i hvert fald kan være sikker på, at du ikke skal betale fuld pris, hvis du ikke får det, du har bedt om, efter 14 dage for eksempel.

- Det er jo et spørgsmål om, hvad man vælger at kompensere med. Det er jo ikke, fordi vi ikke også betaler noget for den her kompensation. Det koster os måske flere penge, end hvis vi skulle give kunderne 30 kroner i rabat, eller hvad man nu kunne forestille sig. Men vi har valgt at kompensere med tv-indhold, fordi det er tv-indhold, der mangler. Og der er faktisk også rigtig mange kunder, der også er glade for det. Men dem læser man måske ikke så meget om på Facebook, siger hun.

Rasmus Breum Mariegaard, kommunikationschef hos Discovery Networks Denmark, oplyser, at de ikke har nogen kommentarer i øjeblikket til deres forhandlinger med Canal Digital.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere