Netflix vil producere fem serier om året

Målet for netflix er at blive hurtigere end HBO til at producere og sende serier

For få måneder siden skrev vi, at streaming-tjenesten Netflix er på vej med sin første, egenproducerede serie. Den hedder House of Cards og har den berømte skuespiller Kevin Spacey i hovedrollen. Serien bliver tilgængelig på Netflix i februar i år, og det gælder vel at mærke samtlige af seriens 13 afsnit. Ikke noget med at vente en uge for at se det næste afsnit. På Netflix kan du se det hele i træk, hvis du har de lyster.

Og nu tyder meget på, at House of Cards blot er en af de første blandt mange, kommende Netflix-producerede serier. Hidtil har Netflix blot været en streaming-tjeneste, som har distribueret andres indhold, men dét koncept er nemt at kopiere for indholdsudbyderne selv, hvilket på sigt kan gøre Netflix-tjenesten overflødig.

Læs også: Nu virker Libratone også med Android og WP8

Et godt eksempel er HBO Nordic, som startede op med en egen streaming-tjeneste i Skandinavien samtidig (næsten i hvert fald) med, at Netflix gik ind på markedet i Danmark, Norge og Sverige.

Så nu er det Netflix’ strategi at blive indholdsleverandør med egne serier og dermed forhindre de eksisterende indholdsudbydere i at gøre Netflix-tjenesten irrelevant. Det er nu firmaets erklærede strategi, siger Netflix-topchef, Ted Sarandos, til magasinet CQ i et langt interview.

- Målet er at blive til HBO hurtigere end HBO kan blive til os, siger han og fastslår, at Netflix fremover i snit skal producere fem serier om året.

Læs også: Bose Sounddock får Lightning

Og Netflix er allerede på vej med flere nye serier. I de kommende måneder efter premieren på House of Cards kommer vi blandt andet til at stifte bekendtskab med serier som Orange Is the New Black (af Jenji Kohan, skaberen af serien Weeds) om livet i et kvindefængsel, og derefter Hemlock Grove. Sidstnævnte serie er en horror/thriller-serie, som både handler om mord og varulve!

Eftersom der er tale om Netflix’ eget indhold, er det ret sandsynligt, at de nye serier også bliver tilgængelig for kunder hos den danske udgave af streaming-tjenesten.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere