De følger med, når du surfer på nettet

Det er gratis at surfe på nettet. Men dine kliks bliver nøje overvåget og omdannet til penge

Til venstre ses, hvor mange der registrerer da jeg læser én artikel på ekstrabladet.dk. Logoerne er sat ind for at illustrere, hvilke firmaer og sites det er. Til højre ses min historik efter to timers almindelig arbejde på nettet. Jeg har besøgt danske nyhedssites, Twitter, Facebook og et par internationale nyhedssider.
Til venstre ses, hvor mange der registrerer da jeg læser én artikel på ekstrabladet.dk. Logoerne er sat ind for at illustrere, hvilke firmaer og sites det er. Til højre ses min historik efter to timers almindelig arbejde på nettet. Jeg har besøgt danske nyhedssites, Twitter, Facebook og et par internationale nyhedssider.

Google får tæsk i disse dage, fordi selskabet vil skærpe overvågningen af din søgning på nettet.

Men Google er langtfra det eneste firma, der holder øje med dine klik på nettet. For at kunne læse denne artikel har du klikket dig ind på ekstrabladet.dk - og en lang række firmaer med navne som Adform, Adtech, Criteo, Connextra, Nugg.ad og andre har registreret dit besøg.

Der blev lagt en såkaldt cookie på din computer, da du klikkede dig ind på denne artikel. En cookie kan bruges til at registere, hvis du for eksempel søger efter nye støvler, heste eller bageopskrifter. Oplysninger om din færden på nettet kan sælges til firmaer, der ønsker at reklamere for ting, de mener, du vil være interesseret i. Du kender sikkert disse målrettede reklamer fra Facebook eller Googlesøgninger.

- Hvis man tænker sig lidt om, så er der jo en grund til at Skype, Youtube og Facebook er gratis. For der er jo ikke noget, der er helt gratis. Firmaer får lov at lægge cookies på din søgning, og som bruger får du så gratis internet, siger Peter Kruse, der er sikkerhedsspecialist i IT-sikkerhedsfirmet CSIS.

Se hvem der kigger dig over skulderen
I netbrowseren Firefox kan man installere et lille program, Collusion, der viser, præcis hvem der holder øje med din websøgning. Som billedet på artiklen har viser, så ligner søgningen efter et par timer et edderkoppespind. Hver lille rød eller grå prik er enten et website, du har besøgt, eller et firma der har registreret dig.

Peter Kruse mener ikke, man som almindelig internetbruger skal være overordentlig bekymret over de mange firmaer, der holder øje med din søgning. På den anden side skal den enkelte bruger gøre op med sig selv, om han eller hun stoler på for eksempel Facebook og Google.

- Jeg sletter ikke selv cookies. Jeg er lidt ligeglad - for firmaerne har meget lidt om mig som person, og de vil bare tjene penge. Men når man binder sig til tjenester – som hotmail og gmail – så bliver de mails, man skriver, gemt. Og så kan de forskellige tjenester binde tråde sammen, så firmaerne får en masse at vide om dig, siger Peter Kruse.

Ikke helt gennemskueligt
Med andre ord så handler det ikke som dig som person, men om dig som potentiel kunde. I hvert fald hvis man ikke tillægger de mange firmaer andre interesser end at tjene penge på dit internetbrug.

- Grundlæggende har de fleste nok mistro til cookie-leverandører. Vi ved ikke, om de bruger det til andet end at tjene penge, for på nettet ved man ikke helt, hvad det er, man afleverer data til. Det er ikke gennemsigtigt, siger Peter Kruse.

Hvis man overvåger sin søgning et stykke tid, så er det tydeligt, hvordan de samme firmaer får oplysninger om dig fra forskellige sites. Det er med til at gøre det hele uoverskueligt for os almindelige netbrugere.

- Problemet er nu, at det hele er smeltet rigtig meget sammen. I Facebook, Google og alle de andre tjenester, vi bruger, er snitfalderne smeltet sammen, siger Peter Kruse.

0 kommentarer
Vis kommentarer