Apple sætter ny rekord

Fokus på arbejdsforhold fik mandag for første gang værdien af Apples aktier til at passere den magiske grænse på 500 dollar

Apple-stifter Steve Jobs blev efter sin død i oktober mindet af NASDAQ-børsen på Time Square i New York. Dengang lå værdien af Apples aktier på omkring 375 dollar - nu er den over 500. (Foto: AP/Mark Lennihan)
Apple-stifter Steve Jobs blev efter sin død i oktober mindet af NASDAQ-børsen på Time Square i New York. Dengang lå værdien af Apples aktier på omkring 375 dollar - nu er den over 500. (Foto: AP/Mark Lennihan)

Det kan åbenbart også betale sig økonomisk at tage hånd om dårlige arbejdsforhold.

Det kan den amerikanske elektronikgigant Apple konstatere ved selvsyn, efter at de i dag annoncerede, at de er gået i gang med at undersøge arbejdsforholdene på de udskældte Foxconn-fabrikker i Kina, hvorefter værdien af Apples aktier for første gang røg op over den magiske grænse på 500 dollar per styk.

Inspektionen er allerede sat i gang. Den foretages af den uafhængige Fair Labor Association og vil blandt andet blive gennemført på Foxconns fabrikker i Shenzhen og Chengdu, hvor flere medarbejdere har begået selvmord, og hos producenterne Quanta og Pegatron.

Ubegrænset adgang
Apple er den første teknologi-virksomhed, som melder sig under fanerne hos Fair Labor Association, som er en non profit-organisation, der kæmper for bedre arbejdsforhold.

Organisationen har ubegrænset adgang til at se nærmere på arbejdsforholdene, og, ifølge Apple, vil inspektørerne 'interviewe tusindvis af medarbejdere om arbejds- og levevilkår, herunder sundhed og sikkerhed, kompensation, arbejdstid og kommunikation med ledelsen.' Også produktionshaller, boligforhold og andre faciliteter vil blive undersøgt, skriver New York Times.

Apples udmelding om undersøgelsen af arbejdsforholdene og den efterfølgende succes på NASDAQ-børsen kommer i øvrigt lige efter, at virksomheden endnu engang er faret i flæsket på Samsungs Galaxy Nexus samt styresystemet Android 4.0.

Det skal nævnes, at de amerikanske aktier generelt er kommet godt fra start denne mandag. Det sker som følge af at det græske parlament har godkendt den spareplan, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet for at give landet et nyt nødlån på 130 milliarder euro. Det betød også stigninger på de asiatiske børser tidligere i dag.

Men forhåbentlig spiller gode forhold for medarbejderne også lidt ind ...


Følg os på Facebook

0 kommentarer
Vis kommentarer